Om eurolandenes stigende investeringer i Danmark.
Spm. nr. S 1229
Til økonomiministeren (19/1 01) af:
(UP):»Kan ministeren bekræfte, at eurolandenes stærkt stigende investeringer i Danmark er udtryk for, at de fire danske forbehold - herunder vor position uden for euroen - ikke har rykket ved Danmarks status som et attraktivt land at investere i?«
Begrundelse
I ministerens svar på spørgsmål nr. S 943 oplyses det, at eurolandenes investeringer i Danmark er vokset fra 28,4 mia. kr. i 1991 til 73,6 mia. kr. i 1999. Det er en stigning på hele 160 pct. Også fra de øvrige vesteuropæiske landes side har der været tale om en betydelig vækst i deres investeringer i Danmark gennem 1990erne. Såfremt de danske forbehold over for EU-samarbejdet - herunder forbeholdet over for EU-mønten og dermed befo lkningens ønske om at bevare vort nationale pengevæsen - havde gjort Danmark til »et B-land«, »et land i 2. division« eller »et usolidarisk land i periferien af Europa» havde man næppe set de andre europæiske lande forøge deres investeringer i Danmark så voldsomt, som de rent faktisk har gjort.
Svar (1/2 01)
Økonomiministeren
(Marianne Jelved):Danmark er et attraktiv land at investere i, hvilket er en følge af den gode økonomiske udvikling gennem en årrække. Men der er også en generel international trend henimod langt flere udenlandske direkte investeringer (FDI) i de fleste lande. Det skal ses i lyset af den øgede internationale økonomiske og finansielle integration.
Det er vurderingen, at dansk deltagelse i euroen sandsynligvis ville have kunnet bringe flere udenlandske investeringer til Danmark. En position uden for euroen kan bevirke, at virksomheder uden for EU også af placeringsmæssige årsager vælger eurolande - fordi de derved får lettere adgang til hele euroområdet. Det skal dog understreges, at euroen ikke ændrer radikalt på virksomhedernes analyse af, hvor de skal investere. Det er som bekendt mange andre forho ld, der er afgørende for, hvor virksomheder ønsker at placere deres investeringer.