Om at bygge bro i EU-spørgsmål.

Spm. nr. S 1015 - besvaret 10/01-2001

3) Til statsministeren af:
Kristian Thulesen Dahl (DF):
»Vil statsministeren forklare, om han fortsat er af den opfattelse, at der er behov for at »bygge bro« i EU-spørgsmålet og dernæst redegøre for, om en sådan »byggen bro« ikke nødvendigvis må betyde, at EU-tilhængerne peger på områder, hvor deres EU-politik ændres for at komme EU-skeptikerne i møde?«

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Vi fik jo gudskelov det nej den 28. september sidste år. Vi har beholdt vort lands valuta, kronen. Efter afstemningen, som jo gik statsministeren og regeringen og et stort flertal
i Folketinget og en lang række interesseorganisationers ledelser imod, kom det fra en del, at nu skulle der bygges bro i EU-spørgsmålet. Det var nødvendigt i højere grad at finde en fællesnævner mellem befolkningens flertal og de politikere, som havde med EU-sagen at gøre i det daglige. Vi har fra Dansk Folkepartis side ventet med spænding på at høre noget mere om, hvordan den byggen bro skal finde sted, men vi har stort set ikke hørt noget siden den 29. september 2000 og til nu. Vi havde forventet, efter at Nicetraktaten var færdigforhandlet - for det var statsministerens skalkeskjul for ikke for alvor at tage fat på debatten inden da - at der måske i nytårstalen eller andre steder var kommet nogle klare svar på, hvordan der skulle bygges bro. Det kom der ikke. Derfor har vi følt det nødvendigt at tage en debat her i salen i dag, hvor vi først og fremmest selvfølgelig vil have statsministeren til at bekræfte, at det fortsat er linjen, at man vil bygge bro. Og dernæst selvfølgelig diskutere, hvordan der så i praksis kan bygges bro.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Allerførst vil jeg gerne bekræfte over for hr. Thulesen Dahl, at jeg fortsat anser dét som en vigtig opgave for både mig og min regering, men egentlig for alle, og egentlig også for begge parter, vil jeg sige til hr. Thulesen Dahl, altså både dem, der argumenterede for et ja, og dem, der argumenterede for et nej. Vi har en fælles interesse i at få bygget bro.
 Det vil jeg gerne bekræfte, og det har jeg hele tiden ment, da vi kendte resultatet.
 Det andet spørgsmål er så: Hvordan bygger vi bro i fremtiden? Der tror jeg, at vi skal starte dér, hvor vi altid starter, når vi skal prøve at nå frem til en fælles forståelse, efter at vi har konstateret en uenighed, og det er debatten, dialogen.
 Jeg føler virkelig, at det, vi kan gøre, er at tage en fri, åben og nuanceret debat om Europas fremtid, og hvordan vi placerer Danmark bedst muligt i Europas fremtid. Den vil jeg meget gerne være frontløber for sammen med regeringen og de to folketingsgrupper, og jeg vil også meget gerne deltage
i den her i Folketingssalen. Jeg tror bare ikke, vi skal begrænse os til det. Jeg tror, det er mindst lige så vigtigt, at vi bruger de gode erfaringer, som vi har med folkehøringer. Jeg tror, det er mindst lige så vigtigt, at masser af organisationer, kommuner, bysamfund, foreninger deltager i den fremadrettede europadebat. Hvad kan vi så gøre? Vi kan gøre det, at vi kan fremlægge vores hvidbog nu. Regeringen har igangsat en grundig udredning om fremtiden for Europa og for Danmark, og det mener jeg kan være regeringens konstruktive bidrag til at bygge bro for fremtiden. Og så ser jeg meget gerne - det vil jeg gerne bekræfte over for hr. Thulesen Dahl - debatten folde sig ud med alle de nuancer og alle de meget spændende emner, der ligger foran os. For det er fundamentalt for Danmark, at vi får større samling om den fremtid, vi skal følge.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg er selvfølgelig glad for at få bekræftet, at der skal bygges bro, og at det er holdningen, men jeg har meget svært ved at se, at det, statsministeren så lægger op til, reelt også er en byggen bro. For selvfølgelig skal der være dialog som forudsætning for at kunne finde en fælles forståelse, men skal man bygge bro mellem to forskellige synspunkter, så kræver det jo også, at man er villig til at flytte sig. Og det, jeg hører statsministeren sige og også i virkeligheden har hørt siden den 28. september 2000, er sådan et signal om:
Jamen så forstå det dog!
 Nu skal vi ud med nogle folkehøringer. Vi skal ud at forklare dem, der har stemt nej, hvorfor de tog fejl. Vi skal forklare, hvorfor det projekt, statsministeren går ind for, i virkeligheden er godt, frem for at acceptere, at befolkningens flertal har underkendt folketingsflertallet og statsministeren. Og så sige: Jamen så er der noget i politikken, der må laves om.
 Der er jo ikke med ét eneste ord nævnt noget om, at man vil se på sin EU-politik og komme befolkningens flertal i møde ved at ændre i sin politik. Tværtimod har vi set den nye udenrigsminister være klart citeret i landets aviser for, at EU-politikken fra regeringens side står klippefast og ikke ændres. Og det er jo ikke at bygge bro. Bygge bro er dialog, det er samtale, det er at diskutere tingene, men det er jo også, at man er villig til at flytte sig. Og det er altså jasiden, der tabte folkeafstemningen, skulle jeg lige hilse at sige.
 Det eneste, man sidder og venter på, er at få forklaret tingene, så man håber at få flere til at gå ind for ens egen linje, og så venter man på, at nejsiden er villig til at flytte sig. Men man er ikke villig til, som jeg hører det, at flytte sig på nogen som helst politiske punkter. Det savner jeg, og det vil jeg gerne efterlyse statsministerens reaktion på.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg lagde mærke til, at statsministeren nu omtaler den hvidbog, som skulle være et bidrag til at bygge bro.

 Jeg vil gerne spørge statsministeren, hvordan i alverden han forestiller sig, at en hvidbog, som vi jo alle sammen udmærket godt ved kommer til at blive én stor hyldest til Unionen, skulle kunne bygge bro til det flertal i befolkningen, som stemte nej i september. Det forekommer mig unægtelig temmelig mærkeligt. Efter min mening har regeringen ret til at skrive hundrede hvidbøger, hvor den i den ene hvidbog efter den anden skamroser EU - det må statsministeren jo gerne gøre - men hvordan i alverden skulle det kunne bygge bro mellem de to dele af befolkningen? Det har jeg altså lidt svært ved at forstå.
 Jeg vil godt bede statsministeren gøre et forsøg på at forklare det, sammenholdt med, at udenrigsministeren i går sagde, at vi fremover skal undgå folkeafstemninger. Det virker ikke som at bygge bro. Man har tænkt sig at gøre, som det passer regeringen og flertallet i Folketinget hen over hovedet på befolkningen og ikke spørge befolkningen mere nogen sinde. Man kunne forstå, udenrigsministeren helst ville undgå nogen sinde at skulle spørge befolkningen igen. Hvordan kan statsministeren opfatte det som at bygge bro?

Frank Dahlgaard (UP):
Spørgsmålet er jo godt, for hvis man vil bygge bro, må det jo ske konkret på nogle måder. Statsministeren havde jo en anledning, da han skulle omdanne sin regering, til at tage en eurokritisk minister ind. Der findes jo nogle også i Socialdemokratiets rækker, som er kvalificeret. Det havde været et klart signal; det havde været brobyggeri. Det gjorde man ikke.
 Nu nævner statsministeren selv hvidbogen. Så vidt jeg har forstået, har signalet indtil nu været fra regeringen, at den skal skrives i Statsministeriet af embedsmændene dér. Men hvis statsministeren vil bygge bro, var det så ikke en god, konstruktiv idé at invitere folk, som har en kritisk, unionsskeptisk indstilling, med til at udarbejde denne hvidbog?
 Jeg kan da fra min organisation stille med de første fire professorer, tre lektorer og en tidligere forligsmand, statens forligsmand, altså respekterede samfundsstøtter med indsigt på de her områder, og jeg bidrager gerne. Var det ikke en idé at få nogle fra begge sider til at lave den hvidbog? Så bliver den troværdig, så bliver den spændende, så kan den bruges til noget.

Per Kaalund (S):
I forlængelse af hr. Kristian Thulesen Dahls spørgsmål, hvor der jo anmodes om, at EU-tilhængerne skal komme EU-skeptikerne i møde, vil jeg gerne spørge statsministeren, nu hr. Kristian Thulesen Dahl ikke har gjort sig ulejlighed med nærmere at definere, hvad EU-skeptikerne er, om statsministeren betragter EU-skeptikerne som én samlet gruppe, et samlet parti, en samlet gruppe danskere f.eks. Er disse skeptikere enige om alle EU-spørgsmål, eller er de stærkt differentieret i deres opfattelser af EU? Jeg ved ikke, om statsministeren har en mening om det.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Først vil jeg sige til hr. Thulesen Dahl, at jeg tror på samtalen, jeg tror på den gode debat, jeg tror på den demokratiske dialog, og jeg tror virkelig på, at diskussionerne - gerne mellem hr. Thulesen Dahl og mig og hr. Keld Albrechtsen og mange, mange andre, hr. Claus Larsen-Jensen og masser af dygtige folketingsmedlemmer - kan bidrage til, at befolkningen også kan finde vej sammen med os, at vi i fællesskab kan få en større klarhed over den vej, vi skal bevæge os ad i fremtiden. Det synes jeg virkelig vi skal holde fast i.
 Hr. Thulesen Dahl skal måske også huske en anden ting:
Jeg tror ikke, man kan sige, at udfaldet af folkeafstemningen den 28. september var det samme, som at befolkningen vendte Europa ryggen. Det tror jeg ikke, man kan sige. Jeg tror fortsat, at befolkningen i Danmark ønsker, at Danmark er i Europa. Det synes jeg er meget vigtigt. Vi må heller ikke, vil jeg gerne sige til hr. Thulesen Dahl, prøve at drive resultatet af folkeafstemningen den 28. september længere, end befolkningen ønsker det.
 Resultatet af folkeafstemningen den 28. september var klart, og det spørgsmål, der skulle tages stilling til, var også klart. Det handlede om euroen - ikke mere, ikke mindre. Derfor er det jeg siger, også til hr. Keld Albrechtsen, at det synes jeg vi skal respektere. Skal vi ikke respektere det, spørger jeg hr. Keld Albrechtsen. Kan vi ikke gøre det lidt bedre i vores debatter her i Folketinget?
 Min pointe er: Lad os nu ikke prøve at vride resultatet til mere, end det er. Jeg vil gerne sige til hr. Keld Albrechtsen, at jeg kan forsikre for, at jeg ikke kender udfaldet af hvidbogen. Jeg hører, at hr. Keld Albrechtsen i dag gerne vil fortælle mig, hvad udfaldet af hvidbogen er. Jeg er imponeret over hr. Keld Albrechtsens fugleperspektiv og vidunderlige evne til at spå om fremtiden. Jeg vil nu holde mig til, at der kommer en fri, ubegrænset diskussion blandt de dygtige folk, der skal lave hvidbogen på baggrund af et godt kommissorium, og det tror jeg vil bidrage til debatten.
 Der er jo - også til hr. Frank Dahlgaard - mindst tre meget vigtige spørgsmål, vi skal tage stilling til i fremtiden.
 Det ene er: Hvordan placerer Danmark sig bedst muligt i det udvidede, fredelige, hele Europa?
 Det andet er: Hvordan får vi en klarere arbejdsdeling mellem det europæiske samarbejde på den ene side og hvert enkelt medlemsland på den anden? Det tror jeg kan bidrage til en større fælles forståelse, vil jeg gerne sig til hr. Frank Dahlgaard.
 Det tredje spørgsmål synes jeg er: Hvordan får vi større gennemsigtighed og demokrati i institutionerne?
 Det er som sagt mit samlede bidrag til det spørgsmål.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Det er lidt forunderligt, at frem til afstemningsdagen den
28. september sidste år rejste statsministeren og regeringen rundt og fortalte befolkningen, at stemte man nej, stemte man ikke bare nej til euroen, så sendte man et klart signal om, at man ønskede et mindre engagement fra dansk side i EU, så sendte man et klart signal til omverdenen, hvor jeg tror, at statsministeren endda brugte udtrykket, at man vendte Europa ryggen med et nej. Nu efter afstemningen, hvor det så altså blev et nej, og hvor vi andre sagde, at det nok ikke var så dramatisk endda, er statsministeren så omrejsende i det stik modsatte synspunkt, nemlig at vi jo kun stemte om euroen, og at nu skal man heller ikke overfortolke resultatet. Det er altså lidt svært at finde hoved og hale i, vil jeg gerne sige til statsministeren. Derfor må jeg altså sige, at vores konklusion må nu engang være, at ja, der blev stemt nej til euroen, og derfor bevarer vi kronen, men befolkningen sendte også et signal om, at man skulle være varsom med at gå videre med integration og nyt tab af selvbestemmelse for dansk vedkommende, ny suverænitetsafgivelse osv. Derfor er det jo væsentligt, om man på de politiske områder er villig til at komme flertallet af befolkningen, som stemte nej, i møde. Det, jeg hører statsministeren sige i dag, er dialog - og det synes jeg også er godt - og så at regeringen vil skrive en hvidbog. Men ikke ét politisk område, hvor man har tænkt sig at komme flertallet i møde.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil gerne takke statsministeren for de venlige bemærkninger og tilsagnet om en debat også her i Folketingssalen. Men der er én ting, der undrer mig, og det er, at statsministeren kan stille den mulighed op, at den hvidbog skulle kunne blive en hvidbog, der kom med et kritisk bidrag om Unionen.
 Mener statsministeren, at man kunne forestille sig, at den hvidbog vil anbefale et dansk nej til den unionsforfatning, der skal laves i 2004? Hvis statsministeren mener, at det kunne blive resultatet af hvidbogen, synes jeg, vi har et spændende nyt grundlag for debatten. Men ærlig talt, vil jeg gerne sige til statsministeren, at det bliver jo ikke konklusionen af hvidbogen, det ved vi jo alle sammen godt. Det bliver tværtimod, at man anbefaler, at Danmark skal sige ja til unionsforfatningen.
 Jeg vil gerne sige, at skulle det mod forventning, imod al den erfaring, vi har om, hvordan regeringer laver hvidbøger her i Danmark, vise sig, at den hvidbog kom med en anbefaling af et dansk nej til en ny unionsforfatning, så vil jeg til den tid give statsministeren en uforbeholden undskyldning. Men det bliver ikke aktuelt, er jeg bange for.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Det vil i så fald også komme som et chok for mig, vil jeg gerne sige til hr. Keld Albrechtsen. Det er jo ikke hver dag, der udstedes uforbeholdne undskyldninger fra hr. Keld Albrechtsens side, må man sige.
 Men godt ord igen. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i, som hr. Per Kaalund sagde det, at det jo ikke er sådan med hensyn til skepticismen i forhold til Europa, at de, der stemte nej, er én stor, samlet gruppe. Se blot på hr. Keld Albrechtsen selv og på hr. Thulesen Dahl. Enhedslisten og Dansk Folkeparti er jo langtfra i alle henseender, håber jeg da - det er min opfattelse - enige om alle indenrigspolitiske og udenrigspolitiske emner. Det er ikke det indtryk, man får.
 Derfor tror jeg, man skal være varsom med at gøre sig selv til talsmand for, hvad nejflertallet mener om Danmarks fremtid. Dér tror jeg virkelig, vi skal lade demokratiet blomstre, og det er den debat, jeg lægger op til nu.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg må altså bare sige, at det altså ikke går at forsøge at afspore en debat om, hvordan man bygger bro i praksis, ved nu at henvise til, at nå jo, men befolkningen er jo forskelligt sammensat og har forskellige synspunkter. Ja, selvfølgelig; det er jo logik for enhver. Det er jo ikke det udgangspunkt, vi bør have for debatten.
 Udgangspunktet må være, at der var en folkeafstemning, der var et flertal, der stemte nej til euroen. Statsministeren og regeringen har rejst rundt og sagt, at det betød mere end bare et nej til euroen, det betød et signal om, hvordan man ønskede EU-politikken fremover. Det er altså et spørgsmål om, hvorvidt man ønsker mere eller mindre integration, om vi ønsker at hævde dansk selvbestemmelse, om vi ønsker at have ret til at være uenige her i landet og slås for vores synspunkter og kunne træffe beslutningerne her i landet, eller beslutningsretten er deponeret i Bruxelles.
 Det er sådan nogle spørgsmål, som jeg faktisk tror kan have rimelig bred opbakning, også fra folk, der er engageret
i vidt forskellige politiske partier - jeg ved, at der er socialdemokrater, der har præcis det synspunkt, jeg lige har givet udtryk for - så det behøver man ikke at problematisere. Det er et spørgsmål om, at vi konkret forholder os til det og spørger: Hvor er det så, man vil komme flertallet i møde og begrænse integrationen i Unionen?

Hermed sluttede spørgsmål.