Om aktiekurserne år 2000.
Spm. nr. S 979
Til økonomiministeren (4/1 01) af:
(UP):»Kan ministeren bekræfte, at aktiekurserne i Danmark gennem år 2000 steg mere end i noget andet industrialiseret land?«
Begrundelse
Ifølge dagspressen (f.eks. Jyllands-Postens erhvervssektion den 30. december 2000) steg det danske KFX-aktiekursindeks med 22,6 pct. i løbet af år 2000, mens det tilsvarende svenske aktieindeks faldt med godt 10 pct., og det tyske aktieindeks faldt med godt 5 pct. De engelske aktiekurser faldt i gennemsnit med 9 pct. i 2000, og de japanske aktier (Nikkeiindekset) faldt med over 26 pct.
Det forhold, at den danske aktierekord finder sted i år, hvor befolkningen ved en folkeafstemning har sagt nej til euroen, indikerer, at Danmark økonomisk og erhvervsmæsigt kan klare sig mindst lige så godt med sin egen kronevaluta som med EU's eurovaluta.
Svar (24/1 01)
Økonomiministeren
(Marianne Jelved):Det danske KFX indeks har blandt de toneangivende nationale aktieindeks i OECD udviklet sig meget positivt i 2000. Set i et lidt længere tidsperspektiv f.eks. 3 år har det danske indeks dog ikke klaret sig bedre, jf. besvarelsen af spørgsmål S 980. Visse af de andre vesteuropæiske aktiemarkeder, såsom Schweiz og Italien har også udvist en positiv udvikling i 2000, omend stigningen ikke er helt stor som i KFX indekset.
Ændringen i et aktieindeks afhænger i høj grad af indekset sammensætning. Således har forskellige aktieindeks for danske aktier klaret sig forskelligt. KFX steg knap 23 pct. mens aktierne uden for KFX (KFMX) steg ca. 16 pct. Samlet steg totalindekset med ca. 17 pct. KVX indekset for såkaldte vækstaktier har siden sin introduktion i slutningen af august tabt 27 pct. Tilsvarende kan indeksene også være svære at sammenligne på tværs af lande.
Det kan nævnes at finanshuset Morgan Stanley laver statistik over aktieudviklingen i en lang række lande. For at få mere sammenlignelige indeks medtager Morgan Stanley 60 pct. af aktierne efter værdi, jævnt fordelt på brancher, således at der opnås en ligelig fordeling. På baggrund af Morgan Stanley's indeks klarer en gruppe bestående af Danmark (10 pct.), Canada (8 pct.), Luxembourg (9 pct.), Norge (7 pct.) og Israel (23 pct.) sig bedst blandt de mere industrialiserede lande.
For den internationale investor har udviklingen i valutakursen også betydning, når man investerer, da ændringen i valutakursen indgår som en del af afkastet. Hvis man også tager udviklingen i valutakursen i betragtning og sammenligner indeksenes udvikling i samme valuta, så har følgende lande klaret sig bedst blandt de industrialiserede lande: Canada (4,4 pct.), Danmark (2,7 pct), Italien (2,7 pct.), Luxembourg (2,2 pct.) og Israel (24,8 pct.).