Om forsøg i forbindelse med EU's godkendelse af GMO-produkter.
Spm. nr. S 966
Til fødevareministeren (2/1 01) af:
(EL):»Er ministeriet bekendt med, om der i tilknytning til EU's godkendelse af GMO-produkter er gennemført fodringsforsøg med efterfølgende vurdering af mulige organskader, og er der som led i dansk forskning og udvikling med GMO-materiale gennemført sådanne undersøgelser?«
Svar (10/1 01)
Fødevareministeren
(Ritt Bjerregaard):Jeg har fra Plantedirektoratet indhentet en udtalelse, hvortil jeg kan henholde mig:
»Efter udsætningsdirektivet (rådsdirektiv 90/220/EØF med senere ændringer) er der godkendt 8 GMO-planter (3 raps, 1 soja og 4 majs). Disse kan følgelig anvendes til dyrefoder.
I forbindelse med godkendelsen af ovennævnte 8 GMO-planter er der gennemført toksikologiske undersøgelser på forsøgsdyr (mus og rotter). Dyrene har fået det genmodificerede protein gennem foderet, kontroldyrene har fået det almindelige foder uden genmodificeret protein. Ved forsøgenes afslutning (14 dage til 3 mdr.) er forsøgsdyrene aflivet og obduceret. Der er ikke fundet nogen forandringer i organer eller væv (f.eks. lever, nyre, blod).
Danmarks JordbrugsForskning har udført fodringsforsøg med GMO-roer til malkekøer for at se, om de genmodificerede roer medfører ændringer i mælkeydelsen, mælkens og blodets sammensætning. Undersøgelserne er ikke færdige endnu. Opgørelsen af mælkeydelsen er dog færdig. Mælkeydelsen har været den samme med og uden GMO-roer. Resultaterne forventes først at ligge klar i maj 2001.«