Hjælpemenu

Hovedmenu

Om ubrugt pulje på 200 mio. kr. til dyrevelfærd.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 960

Til fødevareministeren (2/1 01) af:

Christian H. Hansen

(DF):

»Hvad agter ministeren at gøre med den ubrugte pulje på 200 mio. kr., som i år 2000 skulle have været brugt til at forbedre dyrevelfærden i de danske stalde, og agter ministeren at overføre beløbet til år 2001, således at puljen vil udgøre et større beløb, og vil ministeren oplyse, om en lempelse af reglerne for ansøgninger kunne iværksættes?«

Begrundelse

Det fremgår af en artikel i Politiken den 28. december 2000, at Fødevareministeriet, som havde afsat 236 mio. kr. via finansloven til støtte til forbedringer af stalde, kun har udbetalt 39 mio. kr. i indeværende år. Spørgeren finder det relevant, at ministeren lemper reglerne, således at eventuelle større svineproducenter kan opnå støtte.

Svar (9/1 01)

Fødevareministeren

(Ritt Bjerregaard):

På baggrund af Fødevareudvalgets skrivelse af 12. december 2000 forlængede jeg ansøgningsfristen under staldforbedringsordningen fra den 15. til den 29. december 2000. Der indkom i alt 191 ansøgninger for år 2000, og det samlede forbrug blev på ca. 43, 3 mill. kr. ud af bevillingen på 236,0 mill. kr. Der er således et mindreforbrug på staldforbedringsordningen på ca. 193 mill. kr. i år 2000.

I 1999 var ordningens midler med samme budget som i år 2000 ikke tilstrækkelige til fuldt ud at dække de ansøgte tilskudsbeløb, idet der allerede på den første ansøgningsdag den 19. april 1999 var indkommet ansøgninger for et større tilskudsbeløb end finanslovsbevillingens 236 mill. kr. For 2001 udgør bevillingen 140 mill. kr., jf. FL 2001.

Udviklingen i ansøgningerne under ordningen kan bl.a. ses i lyset af, at der ikke kunne indsendes ansøgning i en 3 års periode forud for 1999-ansøgningsrunden, og at ansøgningsrunden for år 2000 blev iværksat på et forholdsvis sent tidspunkt i år 2000 på grund af den sene EU-godkendelse af landdistriktsprogrammet. Det kan endvidere konstateres, at der i år 2000 er indsendt 500 færre ansøgninger vedrørende investerin ger inden for kvægsektoren og 41 færre ansøgninger vedrørende investeringer inden for svinesektoren. Det er således i overvejende grad kvægsektoren, der har vist mindre interesse for staldforbedringsordningen.

Til spørgsmålet om jeg agter at lempe på adgangskravet til ordningen, især for de større svineproducenter, kan jeg oplyse, at det alene er svineproducenter med over 250 dyreenheder, der er udelukket fra støtte. 250 dyreenheder svarer til 750 årssøer eller 7.500 producerede slagtesvin. Det er kun ca. 10 pct. af svineproducenterne, der har så stor en produktion. Det er min opfattelse, at disse store producenter selv bør kunne bære inves teringsudgifterne.

Som jeg skrev i mit svar af 18. december 2000 på Fødevareudvalgets henvendelse, havde jeg ikke mulighed for at forlænge ansøgningsfristen ud over år 2000, idet Fødevareministeriet i henhold til akt 18 11/10 2000 alene havde mulighed for at videreføre den ikke udnyttede del af tilsagnsrammen, hvortil der var modtaget ansøgninger i år 2000.

Jeg har imidlertid til hensigt at udvide de støtteberettigede investeringer i år 2001-forbedringsordningen til også at omfatte et kommende regelsæt om dyrevelfærd for fjerkræ. Jeg vil desuden overveje at udvide de støtteberettigede investeringer til at omfatte energibesparende investeringer inden for gartnerisektoren.

Det er således nødvendigt at ændre og tilpasse staldforbedringsordningen for år 2001. Den nye ordning skal godkendes af Europa-Kommissionen i forbindelse med en programændring.