Hjælpemenu

Hovedmenu

Om tobaksafgiften.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 880

Til skatteministeren (15/12 2000) af:

Mariann Fischer Boel

(V):

»Hvad er baggrunden for, at regeringen, der jo har udnævnt tobakken som en af de største trusler mod folkesundheden, ikke i forbindelse med nedsættelsen af tobaksafgiften har inddraget sundhedspolitiske vurderinger?«

Begrundelse

Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 877.

Svar (20/12 2000)

Skatteministeren

(Ole Stavad):

Jeg stiller mig meget uforstående overfor spørgsmålet.

I regeringens tid er tobaksafgifterne ikke sat ned.

Jeg formoder derfor, at der henvises til den mulige nedsættelse, som kan blive nødvendig for at sikre, at prisforskellen ved afskaffelsen af 24-timers-reglen i 2004 ikke overstiger 4-5 kr.

I Rapport om grænsehandel 2000 er der gjort store anstrengelser for i videst mulige omfang at inddrage sundhedsomkostninger i beregningerne- for såvel tobak som alkohol (jf. afsnittene VI.11, VII.10, VIII.11, IX.9).

Afgiftsinstrumentet bliver mindre velegnet til at forfølge sundhedspolitiske mål, når der er stor grænsehandel. Hvis tobakken handles meget billigere uden for landets grænser, har de danske afgifter kun yderst begrænset virkning på danskernes rygning.

Derfor vil regeringen koncentrere sin indsats om i EU-regi at arbejde for højere minimumssatser på tobak. I takt med den voksende erkendelse af rygningens sundhedsskader er der grund til at håbe på, at andre EU-lande ligeledes vil være interesserede i at fremme folkesundheden ved brug af afgifter. Regeringen agter trods grænsehandlens nuværende omfang ikke at overveje afgiftssænkninger, før 24- timers-reglen ophører i 2004. Til den tid vil ov ervejelser om danske afgiftsnedsættelser forhåbentlig være ganske overflødige.