Til statsministeren. Af Frank Dahlgaard (UP). Om ændringer af EU-traktaten.

Spm. nr. S 800 - besvaret 13/12-2000

4) Til statsministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Vil statsministeren ved en folkeafstemning søge det danske folks accept af de ændringer af EU-traktaten, som bliver en følge af forhandlingerne i Nice?«

Frank Dahlgaard (UP):
Der har jo udviklet sig den praksis med hensyn til Danmarks forhold til EU, at ændringer af EU-traktaten bringes til folkeafstemning i Danmark. Det kan være, fordi grundloven tilsiger det, eller fordi man vurderer, at det kræver grundloven, eller også kan det være en vejledende folkeafstemning. Spørgsmålet er her, om statsministeren vil overveje at bringe denne traktatændring, Nicetraktaten, ud til folkeafstemning.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Som jeg nævnte under det umiddelbart foregående spørgsmål, vil vi tage stilling til det, så snart vi har en grundig vurdering af Nicetraktaten. Den har vi i løbet af januar-februar måned, og så kommer vi tilbage til spørgsmålet.
 Det er grundloven, der for mig er det afgørende. Hvis grundloven tilsiger det, gør vi det, og hvis den ikke tilsiger det, gør vi det ikke. Min vurdering lige nu er, at der ikke er tale om afgivelse af suverænitet, og det er det, der er vores ledetråd. Det sagde jeg også lige før.

Frank Dahlgaard (UP):
Det betyder altså, at statsministeren allerede nu kan sige, at der ikke bliver tale om nogen vejledende folkeafstemning. Det er kun, hvis det vurderes, at grundloven tilsiger en § 20-procecure, eller hvis der ikke er fem sjettedeles flertal
i Folketinget, der skal afholdes folkeafstemning. Sådan har jeg forstået det. Jeg vil så stille dette spørgsmål: Er det statsministerens vurdering, at de ændringer af EU-Traktaten, der blev gennemført i Nice, er større eller mindre end ændringerne med Amsterdamtraktaten, som vi jo havde en folkeafstemning om i maj 1998?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg vil godt sige til statsministeren, at det er da en helt, helt mærkværdig måde at føre debat på. Man stiller spørgsmål, der er helt i tråd med det skriftlige spørgsmål, der er afleveret, og så vælger statsministeren bare at slå ud med armene og blive siddende på sin taburet. Det er da en mærkelig facon.
 Jeg vil gerne have svar på mit spørgsmål om, hvorvidt statsministeren ikke er enig i, at den måde, man fortolker suverænitetsbegrebet på, reelt tømmer suverænitetsgebrebet for indhold, når man kan flytte afgørende magt fra nationalstaterne til EU. Man går fra enstemmighed til flertalsafgørelse, så vi kan blive stemt ned fremover på en række områder, hvilket vi ikke kunne tidligere, og man ændrer kraftigt i Kommissionen, endda så langt, at Danmark ikke længere har en kommissær i den Kommission, som har monopol på at stille forslag i systemet. Kan statsministeren ikke se, at hvis det ikke defineres som suverænitetsafgivelse, har man reelt tømt suverænitetsbegrebet for dets indhold?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil gerne spørge statsministeren, om det ikke er korrekt, at vi siden 1986 har haft den tradition, der nærmest er blevet en slags forfatningstradition her i Danmark, at hvis der sker væsentlige ændringer i forholdet mellem Danmark og EU, skal der være folkeafstemning. Det var bl.a. tilfældet med EF-pakken i 1986, og som jeg husker forløbet, var det også sådan, at regeringen var indstillet på at sende Amsterdamtraktaten til folkeafstemning uanset juraen. Hvad er årsagen til det tilbageskridt for demokratiet, som regeringen nu har indledt, hvor man ønsker at undgå at se befolkningen i øjnene?
 Er det ikke simpelt hen, fordi man har den fornemmelse, at hvis man sender Nicetraktaten til folkeafstemning, bliver den forkastet? Og er det ikke i realiteten det værst tænkelige argument for ikke at ville have en folkeafstemning, at befolkningen nok ikke vil have den traktat? Er det ikke den forfærdeligst tænkelige argumentation for at undgå en folkeafstemning? Hvis det er rigtigt fornemmet, at befolkningen ikke kan lide den traktat, er det jo en skandale at vedtage den hen over hovedet på befolkningen.

Knud Erik Hansen (SF):
Jeg har hørt, at statsministeren ikke ønsker Nicetraktaten til folkeafstemning, og det må vi så tage til efterretning, hvis det bliver resultatet. Men jeg synes, det her rejser en mere principiel debat om suverænitet og afgivelse af indflydelse, som er helt uafhængig af Nice, og det er jo noget, der skaber forvirring, om det er afgivelse af suverænitet eller afgivelse af indflydelse.
 Mit spørgsmål til statsministeren er: Er det ikke en relevant politisk betragtning at sige, at selv om der formelt ikke er tale om suverænitetsafgivelse, kan der godt være tale om så megen afgivelse af indflydelse, at det er relevant at sende en traktat til folkeafstemning?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Til hr. Knud Erik Hansen: Jeg tror, at det er vigtigt, at vi også påtager os vores politiske ansvar som folkevalgte.
 Når man taler om indflydelse, synes jeg, SF og hr. Knud Erik Hansen skal have én ting for øje: De, der er vinderne i Nice, er de nye, fattige lande, der prøver at få en bedre fremtid sammen med os i solidaritetens navn. Det synes jeg er det centrale.
 Så vil jeg sige til hr. Frank Dahlgaard, hr. Thulesen Dahl og hr. Keld Albrechtsen: Når det gælder suverænitetsbegrebet, har Højesteret jo udtalt sig klogt om sagen. Læs Højesterets dom fra et par års tid siden, som jeg synes er et godt argument for at svare benægtende på hr. Thulesen Dahls spørgsmål.
 Når det gælder hr. Keld Albrechtsen, har jeg allerede sagt, hvad jeg mener om den sag, også under det forrige spørgsmål, og når det gælder hr. Frank Dahlgaard, må jeg også henvise til det forrige spørgsmål, som vi har drøftet ganske grundigt. Jeg har derfor ikke mere at tilføje til spørgsmålet her.

Frank Dahlgaard (UP):
Jamen det er jeg da ked af, for jeg spurgte jo her i anden omgang, om statsministeren vurderede, at den Nicetraktat, der nu foreligger, er et større skridt i retning af union og er mere vidtgående end den Amsterdamtraktat, vi havde en folkeafstemning om for 2½ år siden i maj 1998. Det ville dog være lidt interessant at få oplyst.
 Er statsministerens helt tydelige uvilje mod at afholde en folkeafstemning udtryk for, at han har fået et chok efter den 28. september, hvor vi havde folkeafstemning om euroen? Man var som udgangspunkt langt foran i meningsmålingerne, man havde pressen i ryggen, man havde organisationerne i ryggen, og man sad på pengene, og alligevel tabte man, fordi hele debatten og oplysningerne om, hvad det indebar at afskaffe kronen for tid og evighed og gå over til euroen, gjorde, at folk sagde: Her må vi i det mindste lige se tiden an. Og så blev det et nej. Er den virkelige begrundelse, at statsministeren tabte en folkeafstemning, og at han ikke vil tabe flere og ikke vil udsættes for folkets bedømmelse?

Kristen Touborg (SF):
Mit spørgsmål skal ses ud fra en demokratisk synsvinkel. Jeg vil godt spørge, om statsministeren er enig i, at selv om der eventuelt ikke afgives suverænitet i henhold til § 20, kan det af demokratiske årsager godt være relevant alligevel at afholde en folkeafstemning.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg kender udmærket godt Højesterets dom, og den burde være pligtlæsning for alle, der interesserer sig for EU-området, for den er faktisk ret god og belærende. Men det var ikke det, jeg spurgte om.
 Jeg spurgte ikke om Højesterets vurdering af spørgsmålet. Jeg spurgte om statsministerens vurdering af spørgsmålet. Jeg har ikke anfægtet, at retssystemet anerkender den fortolkning, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, når man går fra enstemmighedsprocedure til flertalsprocedure i EU, for det er jo den fortolkning, man har fået opbakning til i retssystemet. Jeg spurgte, om statsministeren ikke kan se, at hvis man anlægger den fortolkning og også fremover bliver ved med det, har man reelt helt tømt suverænitetsbegrebet for indhold, og det er altså noget helt andet end det, statsministeren valgte at henvise til i sin besvarelse.
 Og så vil jeg gerne spørge statsministeren, hvorfor i alverden man sendte hele Amsterdamtraktaten til folkeafstemning, hvis man delte det synspunkt, statsministeren nu giver udtryk for. Hvorfor nøjedes man så ikke med de tre forholdsvis små delområder, hvor der var reel suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand? Hvorfor var det ikke kun de tre områder, man sendte til folkeafstemning, hvis det ikke også var ud fra en politisk vurdering, man valgte at sende hele Amsterdamtraktaten til folkeafstemning?

Hermed sluttede spørgsmålet.