Om det franske syntesepapir vedrørende ændring af artikel 133.
Spm. nr. S 503
Til udenrigsministeren (16/11 2000) af:
(EL):»Kan udenrigsministeren bekræfte, at valgmulighed 2 i det franske syntesepapir vedrørende ændring af artikel 133 vil indebære, at EU får handelspolitisk kompetence på nye områder, og at den vedhæftede protokol vil kunne ændres uden traktatændring, således at EU får kompetence til at udvide traktatens anvendelsesområde gennem beslutning i Ministerrådet?«
Svar (4/12 2000)
Udenrigsministeren
(Niels Helveg Petersen):I formandskabets syntesepapir (dok. 4810/00) foreslås der i valgmulighed 2 en udvidelse af anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik til at omfatte handel med tjenesteydelser og handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder. Rækkevidden af dette udvidede anvendelsesområde fastsættes i en protokol, der skal knyttes til TEF. Rådet kan med enstemmighed ændre bestemmelserne i protokollen inden for rammerne af den foreslåede nye TEF art. 133, stk. 4.
Sådanne ændringer ændrer omfanget af den fælles handelspolitik, men det ændrer ikke omfanget af traktatens anvendelsesområde. Der henvises herom til omtalen af TEF art. 133 i Justitsministeriets statsretlige redegørelse for Amsterdam-traktaten.