Om det franske forslag om en protokol om deltagelse i WTO.
Spm. nr. S 501
Til udenrigsministeren (16/11 2000) af:
(EL):»Er det korrekt, at det franske forslag om en protokol om deltagelse i WTO indebærer, at et flertal i EU's ministerråd kan forbyde Danmark at anlægge en sag imod f.eks. USA i WTO's tvistbilæggelsessystem?«
Svar (4/12 2000)
Udenrigsministeren
(Niels Helveg Petersen):Ifølge protokollens art. 8, stk. 2, træffes beslutninger om at anmode WTO om at nedsætte et panel eller om at appellere en beslutning fra et sådant panel af Rådet også i de særlige tilfælde, hvor sager i WTO ikke henhører under den fælles handelspolitik, men under medlemsstaternes kompetence.
Hvis der er tale om et område, som hører under medlemsstaternes kompetence, og der ikke kan opnås enighed i Rådet om at nedsætte et WTO-panel, kan den pågældende medlemsstat ifølge protokollens art. 8, stk. 3, fremsætte anmodningen om nedsættelse af panelet på egne vegne.