Om Kommissionens formand og antal kommissærer.

Spm. nr. S 338

Til statsministeren (1/11 2000) af:

Keld Albrechtsen (EL):

»Er statsministeren enig i, at ideen om at give EU-kommissionens formand øgede beføjelser og at indføre senior- og juniorkommissærer er den værst tænkelige model og derfor blankt må afvises?«

I forsøget på at bevare en kommissær til hvert land arbejdes der nu med forskellige modeller for kommissionens sammensætning og funktion. For eksempel går nu Det Konservative Folkepartis politiske ordfører ifølge Politiken den 1. november 2000 ind for ideen om senior- og juniorkommissærer, en ide der skulle stamme fra Romano Prodi, der også ønsker mere magt til formanden.

Sådanne ideer vil føre til at EU-kommissionen omdannes til en regering efter nogenlunde samme principper som kendes i f.eks. Storbritannien, hvor regeringen ledes af en stærk premierminister og som består af et kabinet med seniorministre og en samlet regering indeholdende underordnede ministre. Ideen vil alvorligt bidrage til at fremskynde udviklingen frem mod en forbundsstat og selvstændiggøre kommissionens præsident, som han mere præcist betegnes i de a ndre lande.

Det næste skridt i en kommende unionsforfatning vil så naturligvis være, at kommissionens præsident udgår fra parlamentet eller vælges direkte, som foreslået af den tyske udenrigsminister Joschka Fischer.

Den danske regering har med sin passive og defensive forhandlingstaktik bragt sig i den situation, at den i Nice kommer til at vælge mellem pest eller kolera, nemlig mellem ideen om at indføre rotation og dermed i perioder stå uden kommissær eller ideen om at omforme kommissionen til en egentlig unionsregering.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):

Af regeringens forhandlingsgrundlag for den igangværende regeringskonference fremgår bl.a.:

»Konferencen skal fastslå det princip, som allerede ligger i Amsterdam-Traktatens institutionelle protokol: Hvert medlemsland skal være repræsenteret i Kommissionen med én kommissær. Det må samtidig sikres, at alle kommissærer fortsat er fuldgyldige medlemmer af Kommissionen og hver har én stemme, når der træffes afgørelser.

I tilknytning til udvidelsen vil antallet af kommissærer blive forøget. Regeringen finder derfor, at der vil være behov for ændringer i Kommissionens måde at fungere på. Regeringen støtter i den forbindelse fx, at der skabes mulighed for udnævnelse af flere end to næstformænd for Kommissionen, således som det også var tilfældet før Maastricht-Traktaten.«

Det er samtidig regeringens opfattelse, at traktaten ikke nødvendigvis bør indeholde alt for detaljerede bestemmelser om Kommissionens indretning, der risikerer at mindske muligheden for at tilpasse Kommissionen i takt med udviklingen i EU-samarbejdet.

En mulighed er derfor, at Kommissionens formand inden for de ovennævnte rammer får større frihed til selv at fordele opgaverne inden for kommissærkollegiet i overensstemmelse med erklæringen vedrørende Kommissionen knyttet til Amsterdam-Traktaten.

Regeringen kan ligeledes støtte, at visse kommissærer får tildelt koordinerende funktioner, hvilket allerede er tilfældet i dag.