Om EU-charterets artikel 52 og 53.
Spm. nr. S 272
Til udenrigsministeren (30/10 2000) af:
(EL):»Hvis EF-Domstolen godkender en begrænsning af borgernes rettigheder med henvisning til det kommende charters artikler 52 og 53, vil en dansk borger da kunne gå til Menneskerettighedsdomstolen og få underkendt EF-Domstolens afgørelse, og vil den danske stat i den situation rette sig efter EF-Domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen?«
Svar (15/11 2000)
Udenrigsministeren
(Niels Helveg Petersen):Indledningsvis bør det gøres klart, at vedtagelsen af udkastet til EU-charter for grundlæggende rettigheder ikke ændrer på den retstilstand, som allerede er gældende i dag.
Vedtagelsen af udkastet til EU-charteret for grundlæggende rettigheder vil ikke indvirke på den mulighed, en dansk borger i dag har for at indbringe en sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i henhold til Menneskerettighedskonventionens bestemmelser herom.
Formålet med charterets artikel 52 og 53 er at sikre overensstemmelse mellem charteret og Menneskerettighedskonventionen. Det fremgår af artikel 53, at charterets beskyttelsesniveau ikke må være lavere end niveauet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Europarådets og Menneskerettighedsdomstolens observatører i charterkonventet har udtrykt deres støtte til charterudkastet i dets nuværende form.