Om finansmarkedets reaktion på det danske nej til euroen.

Spm. nr. S 258 - besvaret 01/11-2000

3) Til økonomiministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Er ministeren overrasket over finansmarkedets reaktion på det danske nej til euroen ved folkeafstemningen den 28. september?«

Skriftlig begrundelse

Forud for folkeafstemningen den 28. september 2000 om kronens afskaffelse til fordel for EU's euro tilkendegav regeringen, at det ville være en meget alvorlig situation for dansk økonomi og erhvervsliv, såfremt der blev stemt nej til euroen. I så fald måtte man nemlig påregne højere rente og muligvis også en valutakrise omkring kronen.
 Reaktionen på nejet har imidlertid været stigende aktiekurser, faldende rente og rentespænd, en styrket kronekurs og en voldsom indstrømning af kapital fra udlandet til Danmark. Valutabeholdningen er i oktober vokset med et tocifret milliardbeløb. På baggrund af regeringens bebudelser før folkeafstemningen må man formode, at finansmarkedets og udlandets reaktion på det danske nej er kommet som en overraskelse for regeringen og dens økonomer.

Frank Dahlgaard (UP):
Vi har næsten taget lidt hul på det, for spørgsmålet er jo:
Er ministeren og regeringen ikke overrasket over finansmarkedets og dansk økonomis reaktion på euronejet?
 Reaktionen har jo været stigende kurser på aktier og obligationer, faldende rente, en flot og stærk kronekurs og et erhvervsliv, der er fuld af optimisme.
 Har det ikke vakt forundring eller overraskelse i regeringen og hos ministeren?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Nej, jeg finder ikke finansmarkedernes reaktion overraskende, og det er jo rigtigt, at vi har været inde på det i tidligere spørgsmål og svar.
 Vi ved, at det, finansmarkederne reagerer på, er det overraskende. Og der var jo usikkerhed helt frem til den 28. september om resultatet, men der var faktisk mange, der skønnede, at det ville blive et nej. Det indretter finansmarkedet sig efter. Når der ikke kommer en overraskelse, så får man mindre reaktioner på finansmarkedet, og det tror jeg også, jeg har stået her og beskrevet tidligere, også før den 28. september.
 Så hæfter jeg mig ved, at hr. Frank Dahlgaard kalder dansk økonomi for en strålende succes, for ikke at sige en fantastisk succes, og siger, at kronen er stærk og er en fantastisk succes. Det noterer jeg mig med stor glæde. Men jeg hæfter mig også ved, at hr. Frank Dahlgaard siger, at kronen er stærk og en fantastisk succes, når kronen nu er hægtet helt tæt på euroen og følger euroen op og ned hele tiden, sekund for sekund.
 Derfor vil jeg gå hjem og undre mig over, hvordan man kan have en svag euro, som er en dundrende misforståelse, og en stærk krone, som er en fantastisk succes, når de følges ad
i tykt og tyndt hele tiden.

Frank Dahlgaard (UP):
Det her er en meget alvorlig situation, for ministeren siger jo her - det kan ikke misforstås: Nej, jeg og den øvrige regering er ikke overrasket over det, der er sket efter euronejet.
 Hvordan i alverden kan regeringen så indkalde til pressemøde søndagen før afstemningen kl. 13.30 herovre i Vandrehallen for for den samlede presse at kundgøre - alle eurojapartierne og kronemodstanderpartierne - at dansk økonomi og i det hele taget situationen for det danske samfund er dybt alvorlig, hvis det bliver et nej?
 Hvordan kan man det, hvis man ikke er spor overrasket over, at dansk økonomi kører videre i fin stil, når man kan læse så sent som i dag i dagbladet Børsen: »Optimistisk tro på dansk økonomi«, når man kan læse, at aktiekurserne i Danmark har klaret sig langt bedre - også den sidste måned - end økonomien i alle andre lande?
 Så har man altså bevidst misinformeret befolkningen, når man godt vidste, hvordan det ville gå i tilfælde af et nej? Er det ikke rigtigt, og vil ministeren ikke erkende det og tage konsekvensen af det?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Ja, jeg synes altså også, at regeringen spiller på en meget, meget kort hukommelse - eller et håb om en meget kort hukommelse - hos vælgerne. Hvis regeringen nu vil give indtryk af, at man da hele tiden har været klar over, at det ville gå fint og uden problemer med et dansk nej, så er det utroligt, hvad vi måtte høre på i dagene op til folkeafstemningen, ikke alene fra økonomiministeren, for der var jo altså flere aktører på banen; de fleste ministre har jo været på banen med skræmmebilleder i forhold til et dansk nej, som jeg nu kan forstå man godt i regeringen var klar ikke blev tilfældet.
 Men lad mig så hive fat på ét element, som ministeren her i dag stadig vedkender sig fra før afstemningen den 28. september, nemlig, at hun forventer, at rentespændet mellem Danmark og Euroland vil blive på mindst en halv procent, permanent mindst en halv procent.
 Jeg vil bare spørge økonomiministeren: Er der på nuværende tidspunkt noget, der tyder på, at det er rigtigt? Kan ministeren ikke igen bekræfte, at rentespændet mellem Danmark og Tyskland i dag er på 0,32 og har haft en faldende tendens siden afstemningen den 28. september?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Det, der gør den politiske debat meget vanskelig, er, at tingene bliver vendt og drejet og brugt underligt.
 Det bedste, jeg kan sige til hr. Thulesen Dahl, er: Prøv lige at kigge i det meget store bind, som Økonomiministeriet og Finansministeriet skrev, analyser efter analyser; det hedder »Danmark og euroen«. Der er jo beskrevet, hvad det er, regeringen har haft af opfattelser. Det kan jo gås efter. Og så vil jeg godt appellere til, at man ikke skaber den forestilling, at alt - for det tror jeg ikke er meningen hos de to spørgere - kan gøres op en måned efter folkeafstemningen.
 Jeg finder, som regeringen finder det, og som vi fandt før den 28. september, at det er meget alvorligt for Danmark ikke at være med i euroen. Vi har sat os uden for indflydelse på nogle meget vigtige områder, men vi hægter os på de andre ved vores fastkurspolitik for at drage nytte af det slid og besvær, de andre har.
 Det er det, jeg synes, er et problem: at vi, Danmark, ikke tager et medansvar for at skabe nogle bedre vilkår for hele Europa, inklusive os selv, også på længere sigt.
 Og så til hr. Frank Dahlgaard omkring pressemødet søndagen før afstemningen: De fem japartier mente og mener, som jeg har hørt de andre, at det var meget vigtigt, at vi fik et ja, at det var vigtigt for Europa, at det var vigtigt for Danmark. Det mener vi fortsat, og igen vil jeg henvise til alle de svar, der er givet, og de analyser, der er lavet
i centraladministrationen. Det er hr. Thulesen Dahl, der kalder det skræmmebilleder; det er ikke regeringen. Det er rigtigt, at rentespændet er lavere nu end en halv pct. Og jeg håber da, at vi kan blive ved at have det sådan, at vi ikke har en halv pct, men lad os se, hvordan det går. Regeringen vil gøre sig meget umage med, at vi klarer os så godt som muligt.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg synes ikke, ministeren kommer med noget tilfredsstillende svar.
 På den ene side siger man: Der er ikke noget i den reaktion, der har været på nejet, som overrasker os - og det har været kursstigning, en god økonomi og en god optimisme i erhvervslivet, i befolkningen og alle vegne - det overrasker os ikke spor.
 Hvordan kan japartierne, kronemodstanderpartierne, inklusive regeringen, så sidde fem dage før afstemningen mod bedre vidende og fortælle befolkningen, at det her er alvorligt, at det bliver smallere tider? Man gik også på det økonomiske.
 For hvis det bliver smallere tider, og hvis det er en ringere situation nu, tager finansmarkederne selvfølgelig forskud på det, og hvis det i en fjernere fremtid ser dårligere ud, vil man jo allerede nu se faldende kurser, for så er fremtidsudsigterne for det danske samfund dårlige. Men finansmarkedet har ikke opdaget det. Udlandet har ikke opdaget det. Pengene strømmer til Danmark, så man sænker og sænker renten herhjemme for at bremse det. Valutabeholdningen vokser.
 Det hænger ikke sammen, økonomiminister. Erkend det.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg synes jo, at ministeren gør, hvad ministeren kan, for at afføde en lang, lang debat her i Folketinget, som i virkeligheden slet ikke var nødvendig, hvis ministeren bare stille og roligt ville erkende, at de beregninger og de profetier, som regeringen kom med inden den 28. september, simpelt hen har vist sig at være forkerte, og sige, at det er regeringen ked af. Så ville den jo ikke være længere. Så ville vi andre jo heller ikke blive ved med at forfølge ministeren med spørgsmål om det.
 Nu er ministeren så f.eks. inde på spørgsmålet om rentespændet. Er det ikke korrekt, at i de tommetykke bilag, ministeren henviste til, havde regeringen udtænkt en teori om, at vi ville få et ekstra rentespænd på en halv pct., 0,5 pct., hvis vi sagde nej?
 Det har så vist sig, at det ikke blev tilfældet, måske endda snarere tværtimod: Vi får lidt mindre rentespænd som følge af nejet, fordi kronen jo er stærk, som vi også fra nejsiden gjorde opmærksom på inden den 28. september. Men vil ministeren ikke erkende, at den beregning med de 0,5 pct. altså var et vildskud, som ikke burde have været lavet?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg føler, at ministeren er fanget lidt i sin egen retorik, og nu prøver ministeren så at komme ud af den valgkampsretorik, vi hørte i forbindelse med en lang række forhold, og siger så, at det f.eks. alene er mig, der siger, at det var skræmmebilleder og lignende. Det var slet ikke det, der var tale om med de dystre ting, der blev manet frem for den danske befolkning, nogle få dage før vi skulle stemme den 28. september.
 Men der er ét punkt, hvor ministeren ikke forlader sin valgkampsretorik, og det er vedrørende rentespørgsmålet. Er det ikke et spørgsmål om, at der bare skal gå noget tid? Er det ikke for ministeren bare et spørgsmål om, at der skal gå nogle flere måneder, før ministeren også på det punkt må medgive, at det ikke gik så galt, som man troede? Og er det ikke et spørgsmål om tid, før regeringen går tilbage til det, Finansministeriet jo selv for nogle år siden tilkendegav, nemlig at man havde den vurdering, at rentespændet ville blive helt fjernet i løbet af en årrække med en sund og stabil udvikling herhjemme i forhold til en stor del af den europæiske virkelighed? Er det ikke det, der bliver tilfældet? Kan ministeren ikke allerede nu forudse, at det sandsynligvis er sådan, det bliver? Og så kan vi om nogle måneder i en onsdagsspørgetid diskutere det her igen, hvor ministeren så siger: Jo, det ser egentlig ud til, at rentespændet er ved at blive elimineret.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Til hr. Frank Dahlgaard: Det, der er vigtigt at holde fast i, og som er den afgørende forskel - som det er blevet sagt utallige gange før den 28. september - er, at selv om vi har en valutaaftale med Den Europæiske Centralbank og eurolandene, ERM II, og selv om vi fører fastkurspolitik, giver det ingen garanti for, at den danske krone ikke på et eller andet tidspunkt, hvis der bliver en finansiel krise, bliver udsat for uhensigtsmæssige spekulationer, resultater, dønninger. Det er en af de afgørende forskelle mellem at være udenfor og være indenfor. Derfor har vi en større sikkerhed for at imødegå det, når vi alligevel fører fastkurspolitik.
 Må jeg sige til hr. Keld Albrechtsen, at det, jeg har sagt fra denne plads, kan man jo slå op og se efter; så enkelt er det. Det er der ingen grund til at vi står og skændes om.
 Derudover kan man slå op i alle de svar, der er givet, og for at gøre det kort kan man jo også se, hvad andre uden for centraladministrationen vurderede omkring et muligt rentespænd.
 Jeg nævner så vismændenes meget berømte rapport, hvor de jo tog som udgangspunkt en renteforskel mellem et ja og et nej i størrelsesordenen 0,5 pct. og lavede deres modelberegninger ud fra det. Så det er jo ikke et tal, der er grebet ud af den blå luft. Og som jeg sagde tidligere i dag, er vi nødt til at se, hvordan det ser ud fremover.
 Men jeg noterer mig også, at hr. Keld Albrechtsen mener, at kronen er meget stærk, og at euroen er svag, og det er for mig stadig væk et stort spørgsmål, hvordan kronen kan være stærk, hvis euroen er svag, når de to hænger sammen som ærtehalm op og ned.
 Til allersidst til hr. Thulesen Dahl: Jeg har vist svaret på rentespørgsmålet én gang til, men ellers gør jeg det gerne næste onsdag.

Frank Dahlgaard (UP):
Jamen ministeren er jo dybt polemisk og ikke saglig, når ministeren siger: Hvordan kan kronen være stærk og euroen svag - sådan som der er nogen her, inklusive mig, der påstår
- når de hænger sammen som ærtehalm og følger hinanden sekund for sekund? Ministeren kender jo godt svaret: De hænger ikke sammen som ærtehalm, og de følger ikke hinanden sekund for sekund. Ministeren sidder formentlig ovre ved sin pult med den samme statistik fra Nationalbanken, som jeg har her, og som viser, at kronekursen er blevet markant styrket efter nejet i forhold til euroen. Det vil sige, at kronen ikke er faldet lige så meget som euroen, for der er et spillerum på 2,25 pct. til hver side, og den udnytter man i øjeblikket, fordi kronen er så stærk. Det er svaret på det, og det ved ministeren godt - eller ved ministeren ikke det? Og så må jeg stille det spørgsmål, om ikke det er sådan, at når vi nu har fået det nej, så er det klart, at der på lang sigt er en risiko for en valutakrise, og vil Den Europæiske Centralbank hjælpe os? Men ministeren må vel medgive mig, at nu ved hele erhvervslivet og børsen og alle, at Danmark lever med den risiko, hvorfor giver det sig så ikke udtryk i faldende kurser og en pessimisme i den danske befolkning? Og i ...

Anden næstformand (Henning Grove):
Ja tak, vi har en lang spørgetid.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Så skal jeg prøve at gøre det meget kort.
 Der er jo stadig væk en renteforskel, og det betyder jo også, at de investorer, der køber danske værdipapirer, får en højere forrentning af det, end hvis man investerer i euro-området. Vi har et rentespænd.
 Kronen er så stærk. Kronen følger euroen. Kronen har skiftet position i forhold til euroen fra før folkeafstemningen og til efter, hvor Nationalbanken hævede renten dagen efter tidligt om morgenen med en halv pct.
 Vi har gjort alt, hvad vi kunne for, at kronen kan være stabil og ligge i et fast spor over for euroen, og det vil vi fortsat gøre.

Hermed sluttede spørgsmålet.