Om Erling Olsens tilslutning til charter om grundlæggende rettigheder.
Spm. nr. S 133
Til udenrigsministeren (12/10 2000) af:
Lene Espersen (KF):
»Vil udenrigsministeren oplyse, om den danske regerings repræsentant, fhv. minister Erling Olsen, har givet tilslutning til »Udkast til den europæiske unions charter om grundlæggende rettigheder« i det konvent, der har haft ansvaret for charterets tilblivelse?«
Svar (31/10 2000)
Udenrigsministeren (Marianne Jelved, fg.):
Lad mig indledningsvis oplyse, at Erling Olsen har deltaget i den særlige charterforsamling (Konventet) som statsministerens personlige repræsentant.
Erling Olsen har sammen med de øvrige medlemmer af Konventet på dettes møde den 2. oktober 2000 med konsensus godkendt et udkast til charter. Charterudkastet er videresendt til formanden for Det Europæiske Råd. Erling Olsen har tilkendegivet, at charterudkastet er i overensstemmelse med mandatet fra Det Europæiske Råds møde i Køln i juni 1999.
På det uformelle møde i Det Europæiske Råd i Biarritz den 13.-14. oktober 2000 gav stats- og regeringscheferne udtryk for, at Konventet havde udført et godt arbejde og hilste charteret velkommen.
I henhold til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i henholdsvis Køln og Tammerfors fremsendes charterudkastet til Det Europæiske Råd i Nice i december 2000 efter den sædvanlige forberedelsesprocedure med henblik på, at Det Europæiske Råd vil foreslå Europa-Parlamentet og Kommissionen, at de sammen med Rådet højtideligt proklamerer charteret. I den forbindelse vil stillingtagen til charterudkastet være et anligg ende for regeringen og Folketinget.