Hjælpemenu

Hovedmenu

Om konkurser ved indførelse af euroen, hvis momsen ikke sænkes.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3599

Til økonomiministeren (18/8 2000) af:

Frank Dahlgaard

(UP):

»Vil ministeren erkende, at en række danske butikker og virksomheder - især i Sønderjylland - vil gå konkurs, hvis euroen indføres i Danmark uden at vi sænker momsen fra de nuværende 25 pct. til i nærheden af de 18 pct., som er momssatsen i Tyskland«

Begrundelse

Stemmer et flertal af danskerne ja til euroen den 28. september, afskaffes den danske krone definitivt i januar 2004, og herefter regnes alle priser i euro. Derved kan alle priser let og direkte sammenlignes. Da den danske momssats er på 25 pct. mod en momssats i vort naboland Tyskland på kun 18 pct., er priserne alene af denne grund typisk højere i Danmark end i Tyskland. Med samme euro-penge i Danmark og Tyskland bliver prisforskellen meget tydelig. Dette vil få græns ehandelen til at eksplodere. Derved vil salget falde især i Sønderjylland, som må påregne konkurser og flere arbejdsløse.

Såfremt regeringen imidlertid vælger at bremse denne grænsehandel ved at sænke den danske moms, vil staten miste indtægter, og dét vil nødvendiggøre offentlige nedskæringer. Et ja til euroen - og dermed farvel til kronen - stiller således Danmark i valget mellem konkurserne og arbejdsløshed på den ene side og nedskæringer på velfærdssamfundet på den anden side.

Svar (31/8 2000)

Økonomiministeren

(Marianne Jelved):

Spørgsmålet er et udtryk for et skræmmebillede, som dramatiserer konsekvenserne af eurodeltagelse uden at have hold i virkeligheden.

Det er klart, at euroen gør det lettere at sammenligne priser på varer i eurolandene. Det er til fordel for forbrugerne.

Allerede i dag er der imidlertid stor grænsehandel og forbrugerne er vant til at omregne mellem D-mark og kroner. Jeg tror dog ikke, at deltagelse i euroen vil have den store effekt på den dansk-tyske grænsehandel. Den handel koncentrerer sig om nogle udvalgte varegrupper, hvor forbrugerne er velorienterede om prisforskelle mellem Danmark og Tyskland. Der er i øvrigt mange andre faktorer, der spiller ind for grænsehandelen, butikkerne og virksomhederne.

Eurodeltagelse vil gavne danske virksomheder, fordi renten vil falde, valutakursusikkerheden vil forsvinde og vekselomkostningerne vil falde. Danske virksomheder vil derfor blive mere konkurrencedygtige.