Om statsministerens udtalelse om et ja til ØMU'en.

Til statsministeren (8/8 2000) af:

»Vil statsministeren uddybe sin udtalelse til Dagbladet Politiken den 6. august 2000, om at »Jeg er af den opfattelse, at den europæiske union står på vores side i forhold til globaliseringens rå markedskræfter..( ).. Derfor er et ja det bedste internationale svar på globaliseringen sammen med det nationale svar«?«

Spørgeren har endnu ikke gjort sin stilling op. Derfor ønskes det uddybet, hvordan statsministeren ser ØMU'en som en strategi »mod globaliseringens rå markedskræfter« - samt hvad det er for nationale svar, der kan supplere denne strategi.

Globaliseringen er en realitet for hvert eneste land, hver nation i verden. Også for Danmark. Teknologiens og de økonomiske markedskræfters enorme internationale gennemslagskraft har ændret grundlaget for vore nationale beslutninger. Globaliseringen sætter den økonomisk-politiske handlefrihed for det enkelte land i et nyt perspektiv. Det enkelte lands mulighed for at opnå bestemte nationale mål afhænger i stigende grad af udviklingen i andre lande og af udviklingen på de internationale finansielle markeder.

Globaliseringen har derfor forstærket behovet for såvel et bedre europæisk samarbejde som nye nationale initiativer og svar.

Med den fælles valuta {{SPA}} euroen - får vi opbygget en stærk valutazone, hvortil knytter sig et politisk samarbejde. Det betyder, at den europæiske stemme kan blive meget stærkere i vigtige globale økonomiske og politiske spørgsmål. Derfor ser jeg en vision for Europa, hvor Europa påtager sig et globalt lederskab omkring menneskelige værdier, der logisk set er det næste led i den historiske udvikling.

Først opbyggede vi menneskelige rammer i nationalstaten, og det blev i Danmark til et velfungerende velfærdssamfund.

Herefter er vi i vores del af verden ved regionalt at opbygge menneskelige rammer om markedsøkonomien i EU, fordi vi erkender, at vi er så økonomisk afhængige af hinanden - vi handler med hinanden, vi deler kulturel og historisk baggrund.

Det naturlige tredje led er, at Europa påtager sig et globalt lederskab for at lægge rammer om markedskræfterne. Det kan Europa ikke gøre alene, men Europa kan gøre en forskel, netop fordi vi er verdens stærkeste økonomiske region. Vi er en region, der har påvist at tryghed og konkurrenceevne ikke står i modsætning til hinanden, men gensidigt understøtter hinanden. Alle medlemslandes regeringer har på topmødet i Lissabon f orpligtet sig til at fastholde og videreudvikle den aktive velfærdsstat i hvert af landene. Vi har påvist, at velfærdsstaten godt kan klare sig i konkurrencen med samfundene i USA og Asien.

Vi kan nu sige til Sydøstasien, Latinamerika, USA og Canada: Lad os forene kræfterne for at verdensøkonomien ikke alene overlades til de multinationale selskaber, men at de demokratisk valgte politikere på verdensplan sætter sig fælles pejlemærker:

Som ung student i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd drømte jeg selv om, at Europa kunne gøre en forskel globalt, og medvirke til at forme menneskelige rammer for verdenshandlen gennem globale aftaler. På sin vis er drømmen nu indenfor rækkevidde. For Danmark er det spændende at være med til at forme denne fremtid {{SPA}} vi har ideerne og ved hvordan det skal gøres.

I det internationale faglige arbejde talte man dengang i 60{{PU2}}erne om, at der var omkring 150 multinationale selskaber, der kontrollerede en stor del af verdenshandelen. Magtkoncentrationen er siden blevet større, behovet for demokrati og menneskeliggørelse af økonomien er dermed endnu vigtigere.

Vi har i et århundrede kæmpet for grundlæggende faglige rettigheder til arbejdere i alle lande - ret til at være med i en fagforening, ret til at indgå en overenskomst, strejkeretten, forbud mod børnearbejde, hele det grønne og miljømæssige område. Erfaringerne fra Kyoto-konferencen bekræfter, at Europa var den region, som stærkest prægede tingene. G-7- og G-8-forhandlingerne om de finansielle markeder er et tredje led i glo balt lederskab, hvor Europa med afsæt i den fælles valuta kan argumentere langt stærkere for, at vi må have ordnede forhold på de globale finansielle markeder.

Europa kan med afsæt i denne valuta argumentere langt stærkere for, at vi må have ordnede forhold på de globale finansielle markeder, gennemsigtighed. Vi må lære at håndtere de internationale spekulationsfonde. Vi må stille krav til banker og finansielle centre, så vi ikke igen kommer i en finansiel krise som i Asien, hvor gensidig belåning opbyggede et korthus, som styrtede sammen {{SPA}} og gjorde almindelige mennesker til taberne.

Lissabon-topmødet er et toppunkt i udviklingen af værdierne om, at alle skal være med i samfundet. Lissabon definerer, at målsætningen er fuld beskæftigelse, at vi skal arbejde for kvinders beskæftigelsesmuligheder, at vi går imod social udstødning. Det er ikke længere til diskussion mellem landene - det deler vi alle nu som en fælles værdi.

Vi siger også, at den aktive velfærdsstat er vores grundlag i hvert af vore nationale samfund og samtidig en dynamo for en god fremtidig økonomi med en stærk social sammenhængskraft. Velfærdsstaten er heller ikke længere til diskussion {{SPA}} den tror vi på i modsætning til USA.

Gennemslagskraften fra en fælles valuta er langt større, end hvis vi er 15 forskellige lande med hver vores stemme. Det skaber en helt afgørende gennemslagskraft over for dollar og yen. Den fælles valuta giver helt andre muligheder for, at Europa kan markere sig som en globalt ledende styrke på de menneskelige værdier. Hvis Europa ikke gør det, er der ingen til det. USA kan ikke - de har ikke samme vægt på velfærdsstaten, som vi har i Europa. I hver enkel af de europæiske nationer er der i dag skabt en velfærdsstat, der er anderledes end den amerikanske model eller samfundene i Asien og Latinamerika. En dansk eller tysk velfærdsstat har ikke den samme gennemslagskraft i forhold til USA{{PU2}}s markedsstat, men 15 velfærdsstater i Europa har med en fælles valuta en meget stor gennemslagskraft.

Samarbejdet om sund finanspolitik, fair skatteforhold og en stærk valutaalliance i form af euroen, der beskytter medlemslandene mod finansmarkedernes spekulationspres på vore samfund - det bidrager til at sikre velfærdsstaten og danner en stabil ramme for det enkelte lands fortsatte udvikling og forbedring af dets velfærdsmodel. Deltagelse i eurosamarbejdet og den øgede indflydelse, der følger heraf, er en historisk chance for at sætte lønmodtagerne og d e svageste gruppers værdier og interesser på en international dagsorden.

Den chance må vi ikke gå glip af. Jeg ser et menneskeligt og socialt hovedbudskab fra Europa til resten af verden: Et velfærdssamfund, hvor vi tager hånd om hinanden og giver alle muligheder, er et værdigrundlag, der har vist sig som det mest menneskelige og overlevelsesdygtige, men i virkeligheden også det mest dynamiske. Den fælleseuropæiske ide om velfærdsstaten betyder, at EU står på menneskets side over for globaliseringens negative s ider.

Det kan knyttes til to rammer: WTO og ILO, hvor EU kan koordinere sine kræfter bedre og sikre, at de ILO-standarder også bliver gennemført. EU kan i samarbejdsaftaler med for eksempel Latinamerika presse og lægge vægt på, at ILO-standarder også gennemføres i landene, vi samarbejder med. Det rigtige forum er nok stadigvæk WTO. Her stilles der også store krav til EU om at forstå budskabet fra ulandene - at forudsætningen for, at de k an leve op til kravene, er stærkere udvikling og mere bistand. Rammerne er både WTO, ILO og på sigt de bilaterale aftaler.

EU og eurosamarbejdet indebærer en balance mellem de opgaver, som bedst løses i fællesskabsregi, og de opgaver, som bedst varetages af medlemslandene selv. I eurosamarbejdet er svaret på globaliseringen en fælles valuta og fælles penge- og valutapolitik, mens det enkelte land selv har ansvaret for finans-, arbejdsmarkeds-, social- og skattepolitikken og for at indrette dets velfærdssamfund.

Det logiske svar på globaliseringens udfordringer er både et fælles svar og et nationalt svar. Hvis man - som jeg - mener, at demokratiets og menneskets prioriteringer skal bestemme noget, så må vi samarbejde på tværs af landegrænser i et større område - og i Europa er EU til rådighed.

Derfor er euroen ikke elitens projekt, men for almindelige folk og familier med jævne indkomster, der har brug for et stærkt velfærdssamfund. I det danske samfund har vi love og regler, fordi de økonomisk stærke ikke skal dominere de små i samfundet. Sådan er det også i Europa. Vi har fælles regler, fordi de store ikke skal dominere over de små. Fordi internationale grænseoverskridende finanskræfter ikke må dominere.

Globalisering og tendensen til, at de hårde markedskræfter udstøder folk, skyldes ikke EU. Tværtimod er dette samarbejde i vores del af verden det eneste mulige modsvar til de negative sider af globaliseringen. EU er på vores side, hvis vi skal undgå at de globale markedskræfter sætter sig på Danmark og skaber social udstødning. Globaliseringens negative sider kan ikke alene besvares af nationalstaten, men må besvares ved et samarbejde m ellem en gruppe lande. Vi får kun selvstændighed over pengepolitikken gennem et samarbejde. Den selvstændighed, vi har afgivet på grund af globaliseringen, kan vi kun få tilbage sammen med de andre. Det regionale samarbejde er det eneste modsvar over for globalisering, fordi nationalstaten ikke længere er nok.

Nationalstaten Danmark står derfor ikke over for yderligere begrænsninger - men kan genvinde og styrke medbestemmelse og selvstændighed gennem samarbejde regionalt i EU.

Det er for mig et afgørende argument for et JA til den fælles valuta den 28. september.