Om de fem nordisk landes valutakurspolitik i dag.

4. august 2000

Besvarelse af spørgsmål S 3311 stillet af Frank Dahlgaard (UP) den 12. juli 2000

Spørgsmål

Vil ministeren gøre detaljeret rede for de fem nordiske landes valutakurspolitik i dag, herunder gøre rede for landenes erfaringer med denne politik.

Svar

I kraft af den fastkurspolitik, der er blevet ført i Danmark i næsten 20 år, er det lykkedes at opretholde stabile rammer for dansk økonomi.

Finland, der deltager i euroen, havde i begyndelsen af 1990'erne en voldsom økonomisk krise. Siden 1996 har Finland ført fastkurspolitik, og har i denne periode genskabt tilliden til Finlands økonomi og opnået høj vækst og faldende ledighed.

Sverige måtte i 1992 efter spekulativt pres mod den svenske krone opgive den daværende fastkurspolitik og har siden ladet den svenske krone flyde. Siden midten af 1990'erne er svensk økonomi kommet ind på et positivt spor og ledigheden er faldet. Den svenske valutapolitik med flydende valutakurs har endnu ikke eksisteret over et fuldt konjunkturforløb. Derfor er det for tidligt at vurdere, hvorledes svensk økonomi vil reagerer i et nedgangsforløb.

Udviklingen i Norge kan ikke på samme måde sammenlignes med udviklingen i de øvrige nordiske lande på grund af de særlige karakteristika for den norske økonomi. En vurdering af Norges økonomiske situation må tage hensyn til landets store olieforekomster, den stigende dollarkurs samt de høje oliepriser.

Norge fører en slags flydende fastkurspolitik over for euroen, dvs. den norske krone stabiliseres, men man har ikke fastlagt et udsvingsbånd for valutaudsving.

Island fører en form for fastkurspolitik ved hjælp af et handelsvægtet valutakurs indeks og har et udsvingsbånd på (+/-) 9 % i forhold til centralkursen. Islands økonomi har udviklet sig positivt i de senere år. En stor del af Islands indtægts kilder er dog tæt knyttet til fiskerierhvervet og andre naturressourcer. Derfor er Island som en lille, åben økonomi ganske sårbar både overfor udviklingen i disse sektorer, der til tider kan være ganske ustabil, og for de internationale finansielle markeder. Det har senest vist sig i juli i år. På baggrund af pres fra de internatio nale finansielle markeder og fald i valutakursen på den islandske krone har den islandske centralbank i juli støtteopkøbt islandske kroner i betydeligt omfang for at undgå et for hurtigt fald i valutakursen.

I øvrigt henvises til "Danmark og euroen" for en gennemgang af erfaringerne i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

Boks 1 og boks 2 giver en oversigt over valutakurspolitik i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige igennem de sidste omkring 30 år.

Boks 1 Valutakurspolitik i Danmark, Sverige og Finland 1970-2000

Danmark

1972-77 Danmark deltager i valutaslangen. Der føres ikke en aktiv valutakurspolitik - dog foretages mindre justeringer af valutakursen i 1973.

1977-79 Danmark deltager i valutaslangen, indtil denne i 1979 erstattes af EMS'en. Der føres aktiv valutakurspolitik - devalueringer i april 1977, september 1977 og oktober 1978.

1979-82 Danmark deltager i EMS'en. Den aktive valutakurspolitik fortsættes. Den danske krone devalueres september 1979, november 1979, oktober 1981, februar 1982 og juni 1982. De danske devalueringer er ligesom i den foregående periode i størrelses ordenen 3 pct. til 5 pct. i forhold til D-marken.

1982-87 Danmark erklærer fastkurspolitik overfor ECU'en fra september 1982. Det betyder, at Danmark ikke aktivt devaluerer kronen i forhold til de andre deltagende lande i EMS'en efter 1982. D-marken opskrives dog overfor blandt andre den danske krone i marts 1983, april 1986 og januar 1987.

1987-98 Der foretages ingen kursjusteringer imellem kernevalutaerne i EMS'en, herunder danske kroner. I forbindelse med EMS-krisen i juni 1993 udvides interventionsbån det fra ±2¼ pct. til ±15 pct. omkring centralkurserne. Den danske krone stabiliseres dog hurtigt indenfor det gamle bånd.

1999- ERM II-samarbejdet erstatter EMS'en. Danmarks fastkurspolitik videreføres overfor euroen med udsvingsgrænser på ±2¼ pct.

Sverige

1973-76 Sverige deltager i valutaslangen. Der føres ikke en aktiv valutakurspolitik.

1976-77 Sverige deltager i valutaslangen. Der føres i praksis en aktiv valutakurspolitik i Sverige og den svenske krone devalueres i oktober 1976, april 1977 og august 1977.

1977-82 Sverige træder ud af valutaslangen i august 1977 og fører i stedet fastkurspolitik overfor en kurv af valutaer. I praksis føres en aktiv valutakurspolitik. Den svenske krone devalueres således i maj 1978, september 1981 og oktober 1982. Devaluerin gerne er store sammenlignet med de danske; i de sidste to tilfælde henholdsvis 10 pct. og 16 pct. overfor den kurv af valutaer, som der føres fastkurspolitik overfor.

1982-91 Sverige fører en ensidigt erklæret fastkurspolitik overfor en kurv af valutaer.

1991-92 Sverige fører en ensidigt erklæret fastkurspolitik overfor ECU'en. Sammenbruddet af fastkurspolitikken i november 1992 medfører, at den svenske krone falder med ca. 15 pct. i forhold til D-marken. Frem til marts 1993 falder den svenske krone med ca. 30 pct., hvorefter den kortvarigt styrkes, for derefter at svækkes yderligere.

1992- Sverige fører en valutakurspolitik baseret på en flydende valutakurs.

Finland

1977-91 Finland fører en ensidigt erklæret fastkurspolitik overfor en kurv af valutaer. Den finske mark devalueres i april 1977, februar 1978 og september 1982 samt i 1991 i forbindelse med ændringen af valutakurspolitikken. Devalueringerne er relativt store sammenlignet med de danske - i størrelsesordenen 8 pct. til 12 pct.

1991-92 Finland fører en ensidigt erklæret fastkurspolitik overfor ECU'en. I forbindelse med sammenbruddet af den finske fastkurspolitik deprecierer den finske mark med godt 15 pct. i forhold til den tyske D-mark i løbet af september 1992. Frem til marts 1993 deprecierer den finske mark med over 30 pct., for herefter at blive gradvist styrket.

1992-96 Finland fører en valutakurspolitik baseret på en flydende valutakurs.

1996-98 Finland deltager i det gensidige ERM-samarbejde under EMS'en.

1999- Finland deltager i den fælles valuta, euroen.

Boks 2 Valutakurspolitik i Norge og Island 1970-2000

Norge

1972-76 Norge deltager i valutaslangen. Der føres ikke en aktiv valutakurspolitik - der foretages dog en justerende revaluering (5 pct.) af den norske krone i november 1973.

1976-78 Norge deltager i valutaslangen. Der føres aktiv valutakurspolitik - devalueringer i november 1976, april 1977, august 1977 samt februar 1978 på henholdsvis1, 3, 5 og 8 pct.

1978-90 Norge træder ud af valutaslangen i december 1978 og fører i stedet fastkurspolitik overfor en kurv af valutaer. Den norske krone devalueres dog flere gange teknisk (ved at ændre beregningsmetode) i august 1982, og juli 1984 samt på almindelig vis ved nedskrivning af kronen i september 1982, september 1984 og maj 1986. Bortset fra den sidste devaluering, der er på 9,2 pct., er devalueringerne relativt små (2 til 3½ pct.).

1990-92 Norge fører en ensidigt erklæret fastkurspolitik overfor ECU'en. Sammenbruddet i Finland og Sverige fører til at fastkurspolitikken opgives i december 1992.

1992- Norge fører en valutakurspolitik baseret på en flydende valutakurs. Fra maj 1994 pålægges den Norges Bank retningslinier af den norske regerings, der indebærer, at Norges Bank skal søge at holde kursen i et fast leje. Der defineres dog ingen interventionsgrænser, ligesom banken ikke forpligtes til med stærke midler at holde kursen fast på kort sigt.

Island

1974-89 Island deltager ikke i valutaslangen, men fører i stedet en valutakurspolitik, der bedst kan karakteriseres som en hybrid mellem en kontrolleret flydende valutakurs og en justerbar fast valutakurs med hovedvægten på justerbar. Valutakursen bliver i korte perioder fastholdt overfor først den amerikanske dollar, siden overfor forskellige kurve af valutaer. Den islandske krone bliver imidlertid devalueret 25 gange i løbet af perioden, foruden at den i en periode fra marts 1975 til januar 1978 bliver deprecieret gradvist. Endvidere gennemføres tekniske devalueringer i 1986 og 1987 ved at ændre beregningsmetode for den kurv af valutaer, som valutakurspolitikken føres overfor på disse tidspunkter.

1989-92 Fra slutningen af 1980'erne / starten af 1990'erne øges fokus på valutakursens rolle som et nominelt anker for økonomien. Der føres således fastkurspolitik overfor en handelsvægtet kurv bestående af 17 valutaer med et interventionsbånd på ±2¼ pct.

1992-95 Der føres fastkurspolitik overfor en kurv af tre valutaer - ECU, amerikanske dollars og japanske yen - med et interventionsbånd på ±2¼ pct. ECU'en har en fremtræden de plads i valutaarrangementet, med en vægt på 76 pct. De to øvrige valutaer har vægte på henholdsvis 18 og 6 pct. Der devalueres i november 1992 og juli 1993 med henholdsvis 6 og 7 pct overfor valutakurven.

1995- Der føres fastkurspolitik overfor en handelsvægtet kurv bestående af 16 valutaer med et interventionsbånd på ±6 pct. Styring af valutakurserne indenfor båndet opgives og overlades til markedet. I februar 2000 udvides interventionsbåndet til ±9 pct.