Hjælpemenu

Hovedmenu

Om bankerne i Europa er falskspillere.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3001

Til økonomiministeren (15/6 2000) af:

Frank Dahlgaard

(UP):

»Er der noget om snakken, når den tyske professor i valutapolitik Wilhelm Hankel siger, at bankerne i Europa er »falsk-spillere«, som anbefaler euroen til deres kunder, men selv sælger ud af den?«

Begrundelse

Ugeavisen Det Ny Notat nr. 967 (16. juni 2000) bringer et stort interview med professor i valutapolitik og udviklingspolitik ved universitetet i Frankfurt, Wilhelm Hankel, hvori denne bl.a. gør rede for, hvorfor euroen er faldet så overraskende meget i kurs. Han siger bl.a.: »I den sammenhæng er bankerne udover Europa falskspillere. De anbefaler euroen til deres kunder, men sælger selv ud af den. Hvis euroen er så god, som bankerne påstår, så beh&oslas h;vede vi ingen indgriben, for så ville bankerne selv klare stabiliseringen af euroen. Dem, som tror på, at euroen er 1,20 over for dollars i morgen, skal da bare købe euroen, men det gør bankerne ikke«.

Svar (13/7 2000)

Økonomiministeren

(Marianne Jelved):

Jeg har ikke kendskab til, hvad den tyske professor Wilhelm Hankel egentlig har udtalt, men jeg går ud fra, at det der ligger i spørgsmålet er, om europæiske banker anbefaler deres kunder at investere i euro, medens bankerne selv skulle købe papirer i dollar.

Jeg har ikke grundlag for at bekræfte denne påstand fra den tyske professor omkring bankerne i de andre europæiske lande.

For så vidt angår forholdene i Danmark har det både været tilfældet for de private investorer som de institutionelle investorer, at man har omlagt formuerne til at have en større andel i amerikanske aktier. Det er der intet unaturligt i i lyset af de store aktiekursstigninger i USA.

Det betyder dog ikke, at euromarkedet ikke også kunne være interessant. Det er jo velkendt, at euroobligationsmarkedet i løbet af 1999 er blevet større end obligationsmarkedet i dollars.