Om små eurolandes indflydelse på den fælles rente- og pengepolitik i Euroland.

4) Til økonomiministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Hvilken indflydelse har små eurolande som Finland, Irland og Portugal helt konkret haft på den fælles rente- og pengepolitik i Euroland, og på hvilke konkrete punkter har dette gavnet almindelige mennesker i Finland, Irland og Portugal?«

Frank Dahlgaard (UP):
Det er jo et af de væsentligste argumenter fra regeringens side for at afskaffe kronen og indføre euroen i Danmark, at vi sidder med ved bordet, og at vi får indflydelse på udviklingen, og det er baggrunden for spørgsmålet, hvor det drejer sig om tre små eurolande, nemlig Finland, Irland og Portugal:
Hvilken helt konkret indflydelse har disse tre eurolande haft i de 16 måneder, hvor de har været med i eurosamarbejdet, og hvordan har det gavnet almindelige mennesker i de tre små lande?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Det er jo lidt svært for mig at svare på det spørgsmål, eftersom jeg ikke sidder med ved bordet, som det hedder, og derfor ikke har hørt den debat, der har været ført mellem de pågældende tre lande og de øvrige medlemmer af euro-området.
Jeg vil da gerne prøve at svare alligevel ud fra en formodning. Jeg kan sige, at det er jo velkendt, at de tre lande har en stemme hver i ECB, i Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd, nøjagtig ligesom de store lande har en stemme hver. Så relativt har de jo fået langt, langt større indflydelse, end de nogen sinde før har haft, fordi de jo nu sidder med i en beslutningsproces.
Hvis vi så skal se på, hvilken glæde man har haft af det, hvis man er borger i et af de tre lande, så vil jeg sige, at det, der er hele ideen i det, vi taler om, den fælles valuta, den økonomiske samordning, er jo at skabe stabil økonomisk udvikling.
Hvis vi så konkret ser på de tre lande, kan jeg oplyse, at den finske rente er faldet fra ca. 9 pct. i 1995 til under
5 pct. i 1999, et rentefald på 4 pct., at den irske rente har haft et fald på 3 pct. i den samme årrække, og at den portugisiske rente er faldet fra ca. 10 pct. til 5 pct., altså en halvering. Det er meget konkret for de pågældende landes borgere. Det er en følge af, at de tre lande fører den økonomiske politik, der skal til for at være medlem af den fælles valuta, og det tror jeg borgerne i de pågældende lande er ret tilfredse med.

Frank Dahlgaard (UP):
Det var et afslørende svar på et spørgsmål, der er indleveret for 4-5 dage siden, og hvor man har kunnet forberede sig. Det var et helt konkret spørgsmål i en konkret sag, sådan som Folketingets formand også har opfordret til, og så kommer der et svævende, generelt svar, hvor man ikke rigtig ved, hvordan det har gavnet borgerne i de tre nævnte eurolande, men at renten er faldet siden 1995.
Økonomiministeren ved og alle ved, at renten f.eks. også herhjemme er faldet siden 1995, men euroen trådte først i kraft for 16 måneder siden, den 1. januar 1999, og da har de siddet med ved bordet i styrelsesrådet, og ministeren kommer jo med til møderne bagefter, når det er Ecofin, og dér kan man jo snakke lidt om tingene. Og man har ovre i Økonomiministeriet et embedsapparat, der kan finde ud af, hvordan det helt konkret har gavnet borgerne. Kunne vi ikke få det frem helt konkret: Hvilken gavn har man haft af at sidde med ved bordet?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg synes jo også godt, at ministeren kunne have svaret på spørgsmålet, og derfor vil jeg godt spørge ministeren, om den danske regeringen har kendskab til, om Finland, Irland og Portugal har forsøgt at øve indflydelse, for det kunne jo være interessant at se, om det er muligt at øve nogen indflydelse overhovedet. Jeg tvivler på det, og ministerens ikkesvar peger jo også i den retning.
Derfor er det jo interessant, når den danske befolkning skal tage stilling, at se, om der er eksempler på, at nogen har kunnet øve indflydelse, og hvad det så går ud på at øve indflydelse, når man nu så gerne vil sidde med ved bordet, for det står uklart for mig, hvad det, man snakker om, egentlig kan handle om.
Så vil ministeren ikke godt gøre sig den ulejlighed simpelt hen at besvare spørgsmålet?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg må tage fuldstændig klart og massivt afstand fra, at jeg ikke svarer på spørgsmålet.
Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd holder møde i Frankfurt. Det er en uafhængig institution, nøjagtig som Nationalbanken er det i Danmark. Der sidder ingen minister eller politiker med i Danmarks Nationalbanks direktion, som består af tre nationalbankdirektører. De træffer en beslutning i Danmarks Nationalbank om renteændringer i givne situationer, nøjagtigt som styrelsesrådet gør det i Den Europæiske Centralbank. Jeg kan ikke engang i Danmark få at vide, hvilke diskussioner der er foregået mellem de tre danske nationalbankdirektører i Danmarks Nationalbank.
Styrelsesrådet aflægger ikke referat til Ecofin-ministerrådet, ligesom den Danmarks Nationalbank ikke aflægger referat, hverken til økonomiministeren eller til Folketinget, om den diskussion, der foregår internt, før de træffer den slags beslutninger.
Jeg kan af gode grunde ikke kende den diskussion, som
i styrelsesrådet er pågået mellem de 11 eurolande og de seks direktører, der sidder i styrelsesrådet. Jeg kan se på virkeligheden, hvilken gavn borgerne i Finland, Irland og Portugal har af at være med i den fælles valuta, euroen. Og jeg har påpeget, at der er en økonomisk udvikling i de tre lande, som har øget beskæftigelsen, sænket renten, skabt helt nye, stabile vilkår og vækstmuligheder og beskæftigelsesmuligheder, fordi der er ført en politik, der gør, at de tre lande er i stand til at deltage i den fælles valuta. Og så ved jeg, at de hver sidder med en stemme, og den ene stemme vejer lige så meget som alle de andre landes stemme gør i styrelsesrådet.

Frank Dahlgaard (UP):
Jo, men det kan ikke være oprigtig snak, økonomiministeren kommer med. Vi ved jo alle sammen - vi har læst det i avisen
- at den irske repræsentant i styrelsesrådet var rasende i foråret sidste år, for et år siden, da man ønskede at sænke renten og gjorde det i Den Europæiske Centralbank, for Irland ønskede renten sat op, fordi der var drøn på irsk økonomi, et af de få eurolande, hvor der var gang i den, og det ønskede at bremse opsvinget, inden det løb løbsk, bl.a. med en renteforhøjelse. I stedet for sænkede man renten, fordi man tog hensyn til de store lande, Tyskland og Frankrig, hvor det går sløvt og de har brug for en lav rente. Der er kun én rente i det ufleksible Euro-Europa; vi ved det jo alle sammen, journalisterne ved det, og irerne har raset over det. Er det ikke rigtigt, at et lille land på 3,5 millioner mennesker ikke har en tøddel indflydelse? Det er ikke det, der afgør, hvor renten går hen. Det afgør de store lande. Sådan var det før, og sådan er det inden for Euroland. Sådan er virkeligheden, og derfor kan ministeren - er det ikke korrekt? - ikke svare konkret på spørgsmålet: Hvad har det gavnet borgerne i Finland, Portugal og Irland, at de har en repræsentant, der sidder med ved bordet?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg synes også, det er påfaldende, som ministeren svarer uden om det spørgsmål, der er stillet. Det, der er sagen her, er jo, at hvis ikke irerne, for at tage det som et eksempel, har kunnet få et økonomisk opsving og skaffet nye arbejdspladser på baggrund af, at de har fået ca. 6 pct. af deres bruttonationalprodukt i tilskud fra EU-kassen, hvornår skulle de så kunne? Så selvfølgelig har irerne da oplevet et økonomisk opsving, og selvfølgelig har de oplevet at få flere arbejdspladser.
Men det, spørgsmålet her går på, og det, der er det afgørende at diskutere med ministeren, er, om en lav rente, sådan som ministeren vil foregøgle, altid er af det gode, eller om rentevåbenet har været brugt i en situation, bl.a. i Irland, til at undgå en overophedning af økonomien.
Sagen er vel, at det at have forskellige renteniveauer som udgangspunkt jo ikke er af det onde. Det er jo et spørgsmål om, at det er et redskab, der sikrer, at man kommer stabilt igennem en økonomisk vækstperiode, f.eks. som i Irland - det burde ministeren jo bare kunne anerkende - og at der derfor har været forskellige holdninger til, hvordan renten skulle bevæge sig. Det er nok ikke irerne, der har sat dagsordenen, når det gælder, hvordan det som et lille land skulle gå i eurosamarbejdet, men det vil økonomiministeren ikke anerkende, for det føler ministeren nok vil være utaktisk i forhold til afstemningen den 28. september.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg bliver simpelt hen nødt til at anmode ministeren om endnu en gang at besvare spørgsmålet, for ministeren har ikke besvaret det stillede spørgsmål.
Derfor bliver jeg nødt til at spørge ministeren: Er der eksempler på, at de små lande, f.eks. Irland, har haft konkret indflydelse i Centralbanken? Er der eksempler på, at de har forsøgt at få indflydelse, men er blevet afvist? Eller ved den danske regering simpelt hen ikke noget om det? Det er jo også en mulighed.
Hvis det sidste er tilfældet, og det tyder ministerens svar jo sådan set temmelig meget på, var det så ikke en idé, at man undersøgte sagen, for regeringen rejser jo rundt og ministeren rejser jo også selv rundt og siger, at vi skal med ved bordet, for så får vi indflydelse. Den påstand står jo nu tilbage uden gnist af begrundelse og dokumentation, men o.k., det er regeringens valg: Man kan rejse rundt og sige noget, som man i virkeligheden ikke ved noget om. Men ville det ikke være klogere, hvis ministeren nu gav tilsagn om at sørge for, at det her spørgsmål blev besvaret?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg kan oplyse hr. Frank Dahlgaard om, at den situation, der refereres til i en avis, hvor den irske repræsentant skulle have kritiseret en beslutning i Den Europæiske Centralbank, har ikke været drøftet i det ministerråd, jeg sidder i.
Jeg kan ikke vide, om det har været drøftet i det, der hedder Euro-11, hvor eurolandenes ministre mødes, af den gode grund, at jeg som bekendt ikke deltager i de møder, og fordi der ikke gives referater af den karakter fra de møder.
Men med hensyn til det ræsonnement, som hr. Frank Dahlgaard gør rede for, at Irland kunne have brug for en højere rente for at undgå overophedning, vil jeg lige gøre opmærksom på, at inden Irland blev medlem af den fælles valuta, euroen, var Irland med i EMS'en og underlagt de samme regelsæt som Danmark var og i virkeligheden er.
Danmark bruger jo heller ikke renten til at undgå overophedning. Vi bruger finanspolitikken, og det har vi gjort, siden Poul Schlüter og Henning Christophersen vedtog, at der skulle være fastkurspolitik. Et eksempel på det er pinsepakken, som vi jo brugte for at undgå en overophedning og til at lave nogle strukturforbedringer i sommeren 1998, og den måde har Irland selvfølgelig også håndteret den type problemer på, hvis man har fundet det nødvendigt.
Til hr. Thulesen Dahl: Lav rente er positivt i beskæftigelseshenseende, og det er ikke meningen, at politikerne skal bruge rentevåbenet, og det har det ikke været i al den tid, hvor vi har haft valutasamarbejdet i EMS'en, som er den seneste valutaaftale og -system, vi har haft inden den fælles valuta.
Man kan udmærket have forskellige renteniveauer og løse det problem via finanspolitikken, som Danmark har gjort. Det har vi jo gjort fint, med gode resultater, og det berømmes endda af de partier, som har stemt imod alle de reformer, regeringen har gennemført for at få en så høj, beskæftigelsesstabil udvikling, som vi har nu. Men som sagt:
Irland har været med i EMS-samarbejdet ligesom Danmark og har heller ikke tidligere brugt rentevåbenet til den slags ting.
Til hr. Keld Albrechtsen vil jeg sige, at det er meget, at hr. Keld Albrechtsen opfordrer ministeren til at gå imod Traktatens bestemmelser om, at der er et styrelsesråd, som Danmark ikke har adgang til, og at jeg skal kræve af styrelsesrådet, at det aflægger detaljerede referater af, hvad der foregår, og hvad der bliver sagt. Det er ikke muligt, hvis man skal overholde regelsættet, og det vil jeg foretrække at man gør.

Hermed sluttede spørgsmålet.