Om euroen i praksis vil føre til en harmonisering af skattepolitikken, socialpolitikken og fordelingspolitikken i eurolandene.

5) Til økonomiministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Vil ministeren erkende, at økonomiprofessor Gunnar Thorlund Jepsen har ret, når han påpeger, at euroen i praksis vil føre til en harmonisering af skattepolitikken, socialpolitikken og fordelingspolitikken i eurolandene?«

Skriftlig begrundelse

Professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet Gunnar Thorlund Jepsen er ekspert i skattepolitik og i EU-forhold. Han er medlem af det samme parti som ministeren, og han skrev den 11. april 2000 en tankevækkende kronik i dagbladet Politiken: »De vise og de kloge i Europa«. Heri påpeger Thorlund Jepsen, at euroen kan betragtes som olien, der får harmoniseringsprocessen og integrationen til at glide hurtigere og nemmere. Med de samme europenge i EU-landene - og med fri bevægelighed af kapital og personer over grænserne
- må såvel kapitalskatterne som vareafgifterne harmoniseres, altså gøres ens eller næsten ens. Lønnen før og efter skat vil også blive nogenlunde ens, når vi har de samme europenge, »hvilket betyder, at både skattepolitik og socialpolitik ikke mere kan føres fuldstændig frit i de enkelte lande«, skriver Thorlund Jepsen. Og han tilføjer i sin kronik: »Når Marianne Jelved og andre slår på, at under euroen kan vi ustraffet føre vores egen skatte-, social- og fordelingspolitik, beror det derfor på manglende indsigt i de økonomiske mekanismer i det indre marked.« Ved at deltage i euroen opgiver vi »i høj grad vores økonomisk-politiske selvstændighed. Og vi får ingen indflydelse på den økonomiske politik i EU - i hvert fald ingen demokratisk indflydelse. I Den Europæiske Centralbank er det ledelsen, der bestemmer - ikke valgte politikere, men teknokrater«, skriver Thorlund Jepsen. Situationen er altså den, at regeringen og ministeren hævder, at euroen overhovedet ikke får betydning for skattepolitikken, socialpolitikken og fordelingspolitikken, mens en økonomisk ekspert på området hævder det modsatte.

Frank Dahlgaard (UP):
Ministeren har jo været ude her i påsken og sige, at folkeafstemningen den 28. september handler om en helt konkret ting, nemlig om vi skal have en anden pengeenhed og en anden mønt i stedet for kronen. Men ministeren må da medgive, at der er nogle konsekvenser af at skifte valuta, og at disse konsekvenser kan være ganske vidtrækkende, også rent økonomisk.
Når professor i økonomi Gunnar Thorlund Jepsen, som mig bekendt er medlem af det samme parti som ministeren, i en kronik i dagbladet Politiken den 11. april skriver, at euroen vil være den olie, der vil fremme en udvikling i retning af at harmonisere og ensartetgøre skatterne og arbejdsmarkedsydelserne og de sociale ydelser i euro-området, kan ministeren da ikke bare sige, at det ikke har noget med sagen at gøre. Professor Gunnar Thorlund Jepsen siger, at det har det.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Det er den pågældende forfatters opfattelse, forestilling, tro og mening, og det er også i orden. Men jeg deler ikke den mening, og jeg mener ikke, den er rigtig.
Jeg gør opmærksom på, at der er 11 lande med i den fælles valuta i dag. De har hver deres egen skattepolitik, og de skattepolitikker er forskellige. Tyskland ændrer sin skattepolitik lige nu, og den franske regering gør det samme, men de ændrer dem ikke, så de harmoniseres med hinanden; de gør det efter deres egne behov og forestillinger om, hvad der er den bedste fordelingspolitik og skattepolitik i de pågældende lande.
Så jeg mener ikke, at euroen i sig selv fører til en harmonisering. Der er ikke noget belæg for, at man kan tro, det er sådan. Jeg tror det ikke, og jeg er uenig i den betragtning. Jeg vil godt slå fast, at det efter Traktaten er det enkelte medlemsland, der har ansvaret for sin egen finanspolitik, sin egen strukturpolitik og sin egen fordelingspolitik, og det kan ikke ændres, medmindre Traktaten ændres.
Jeg vil også gøre opmærksom på, at den arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik, der eksisterer i dag, jo er en konsekvens af det Fællesmarked, Danmark tiltrådte i 1973. Det vedrører arbejdstagernes rettigheder, når de har fri bevægelighed på hjemmemarkedet og på arbejdsmarkedet inden for EU-landene. De regler, der gælder, sikrer mod diskrimination, når man arbejder i et andet land end det, hvor man er statsborger, og de regler omfatter i øvrigt også Norge, Island og Liechtenstein, som har en EØS-aftale med EU.

Frank Dahlgaard (UP):
Ja, man bliver lidt mundlam, når ministeren siger, at vi har vores egen socialpolitik. Det er 26 dage siden, regeringen gav sig og signalerede, at nu ville man ændre på efterlønnen, så man også kan tage den med sig til udlandet, og så siger man, det er en gave fra EU! Det ønskede regeringen ikke, men nu gør man det. Hvorfor? Fordi EU-reglerne og hele unionsudviklingen tvinger regeringen til det!
Allerede i dag har vi jo ikke vores egen socialpolitik. Professor i socialret Kirsten Ketscher siger i sidste nummer af Notat, at det her ikke er slutningen på problemerne med efterlønnen, men begyndelsen, og professor i nationaløkonomi Gunnar Thorlund Jepsen siger, at euroen vil være den olie, der vil fremme udviklingen omkring sådan noget som efterløn, arbejdsmarkedsydelser og sociale ydelser. Udviklingen bliver tvunget frem, og så kan ministeren da ikke bare sige, at grundloven er overtrådt, når man snakker om alt muligt andet, og at de, der vil holde fast i kronen, misbruger folkeafstemningsinstitutionen. Man må vel tale om konsekvenserne af det hele.
Er det ikke korrekt, at regeringen har prøvet at forhindre, at man kunne tage efterlønsydelsen med sig til udlandet, men at den efter pres fra EU var nødt til at åbne mulighed for det? Er det ikke korrekt, at vi allerede har taget hul på en situation, hvor vi ikke selv styrer vores egen socialpolitik? Og så siger ministeren, at det, at vi skal afskrive vores krone, slet ingenting betyder med hensyn til at fremskynde den udvikling, som er en afvikling af den danske velfærdsmodel!

Keld Albrechtsen (EL):
Nu står vi jo i den heldige situation, at vi i morgen her i Folketingssalen foretager lakmusprøven på, om regeringen virkelig mener det alvorligt, når den siger, at vi skal stå fast på retten til at have vores egen socialpolitik. I morgen behandler Folketinget jo Enhedslistens forslag om veto imod fælles skatte-, social- og arbejdsmarkedspolitik i EU, og så får vi jo se, om der er gods i de mange besværgelser, ministeren har fremsagt, også her i dag.
I morgen får vi altså hele debatten om disse nye traktatregler, men jeg vil godt stille ministeren et spørgsmål. Det inflationspres, der skabes nu som følge af euroens stadige fald, og som allerede har frataget Grækenland muligheden for at komme med på det tidspunkt, man havde ønsket fra regeringens side i Grækenland, har vi jo også her
i Danmark, og det vil på et eller andet tidspunkt tvinge den danske regering til at fremsætte forslag om nedskæringer for at afkøle den danske økonomi. Vi ligger jo allerede omkring det niveau, hvor vi må ligge rent inflationsmæssigt. Så er det ikke korrekt, at situationen faktisk er meget alvorlig på grund af fiaskoen med euroen?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Til hr. Frank Dahlgaard: Jeg vil altså godt bruge det eksempel med efterlønnen til at vise, hvad jeg mener med, at der sker en vildledning af vælgerne og i virkeligheden mod bedre vidende.
Danmark er ikke med i den fælles valuta i dag, men Danmark har siden 1973 været medlem af EF, nu EU. Lige siden 1973 har der været fri bevægelighed for arbejdskraften, og lige siden 1973 er der blevet lavet fælles regler for arbejdstageres rettigheder og sikkerhed, når de arbejder i et andet land end deres eget, men det har hverken noget med den fælles valuta eller med, om Danmark deltager i den fælles valuta eller ej, at gøre. De regelsæt er der nu, og de vil også være der fremover.
Det, der er sket med efterlønnen, er, at Europa-Kommissionen har påpeget over for regeringen, at det er imod borgernes ret til at bevæge sig frit inden for EU, når de har optjent en rettighed, som efterlønnen jo er. Så enkelt er det, og derfor er det en bekræftelse af, at borgerne har nogle frihedsrettigheder inden for EU, og det bøjer regeringen sig for. Det er i orden, og jeg synes endda, det er retfærdigt at gøre det på den måde.
Så vil jeg gerne sige til hr. Keld Albrechtsen med hensyn til inflationspresset, at Danmark har jo siden 1982 ført fastkurspolitik. Danmark har brugt finanspolitikken og strukturpolitikken til at lave de tilpasninger, der skal til, for at vi kan have en stabil valuta og føre den politik, vi i øvrigt gerne vil føre i Danmark på forskellige områder. Det vil vi stadig gøre, og det vil finanspolitikken og strukturpolitikken stadig medvirke til.
Alle analyser viser, at vi lige nu har en lidt for høj inflation, men også, at det forhold vil ændre sig. Udsigterne er - det fremgår af mange svar til Folketinget og af den store analyse, der er lavet om Danmarks forhold til euroen, og det vurderes af alle instanser, alle mulige eksperter - at vi kommer på rette kurs om nogle måneder.

Frank Dahlgaard (UP):
Jamen når ministeren siger, at efterlønnen og de andre ting ikke har noget med euroen at gøre, er ministeren altså uenig med både professor Thorlund Jepsen og professor i socialret Kirsten Ketscher. Begge siger, at euroen vil fremskynde udviklingen og er olien på maskinen.
Reglerne er der allerede, men hvis vi får euroen - det håber jeg ikke vi gør - bliver det meget let at sammenligne lønninger og priser og sociale ydelser og dagpenge i de forskellige eurolande, og så bliver det umuligt at opretholde de store forskelle, og så kommer harmoniseringspresset.
Hvis ministeren havde læst aviser, havde ministeren i går kunnet læse, hvordan cheføkonom i Unibank Helge J. Pedersen taler om, at der er brug for nødvendige reformer på skatteområdet og arbejdsmarkedsområdet i eurolandene, for at euroen kan holde op med at falde, og for at de store valutamarkeder kan få tiltro til euroen, og Mads Jakobsen fra Den Danske Bank siger jo det samme. Det er fraværet af en politisk overbygning, der gør, at man ikke tror på det projekt, og at euroen tumler ned og ned.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg må sige, at jeg synes ikke, ministeren forholder sig helt ansvarligt til det spørgsmål, jeg stillede, og som faktisk er temmelig alvorligt for regeringen.
Ministeren erkender selv, at den danske inflation nu ligger i overkanten af, hvad euroreglerne accepterer, og ministeren har så nogle forhåbninger om, at det nok vil ændre sig sådan af sig selv. Men hvad nu, hvis euroen bliver ved med at falde? Det er jo nok i virkeligheden det mest sandsynlige. Man har ganske vist hele tiden benægtet, at det skulle fortsætte, men det fortsætter og fortsætter jo bare, og nu sidder man i Centralbanken og overvejer i ramme alvor, om man skal sætte renten op igen og dermed lamme beskæftigelsen. Det er en fuldstændig håbløs fremgangsmåde, og det viser jo, hvilket fallitbo dette europrojekt er.
Ministeren kan altså ikke snakke problemet væk, og ved passivitet risikerer vi jo, at vi om 2-3 måneder står med et inflationsproblem, som - hvis man er med i dette europrojekt
- vil fremtvinge nedskæringer her i Danmark. Den gode løsning er selvfølgelig at sige nej til euroen, for så kan vi stadig gøre tingene, som vi vil gøre dem her i Danmark. Men ministeren må da erkende, at ministeren står i kæmpeproblemer.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Til hr. Frank Dahlgaard: Hvis man ser på Spanien og Portugal, ligger de som sagt, også faktuelt, tæt op og ned ad hinanden. Der er en meget lav ledighed i Portugal, og der er en relativt høj ledighed i Spanien. Det ene sted er det godt 4 pct., det andet sted godt 16 pct., tror jeg. Det er i den størrelsesorden.
Men hvorfor er der så stor forskel? Det er der, fordi der ikke er et fælles sprog og der ikke er den type mobilitet, som hr. Frank Dahlgaard tror der bliver med euroen, men det tror jeg ikke der gør.
I øvrigt synes jeg, det er en fordel, hvis den sociale velfærd også stiger i de egne af Europa, som tidligere har været meget fattige, og det er jo noget af målsætningen med det europæiske samarbejde. Det er noget af målsætningen med strukturfonde, regionalfonde, samhørighedsfonde, og hvad det nu hedder alt sammen, og det er også det, der er sket. Irland og den sydlige del af Europa, især Spanien, Portugal og Grækenland, har fået langt, langt bedre vilkår, efter at de har været med i en del år i det europæiske samarbejde. Det er solidariteten i EU, men det har sådan set ikke noget med euroen at gøre. Jeg tror ikke, at fordi vi får en fælles valuta og priserne bliver sammenlignelige, vil der pludselig ske en folkevandring, som vi overhovedet ikke har været vidne til før - at alle vil søge til Danmark og søge arbejde i Danmark. Det er jo ikke rigtigt, og jeg er uenig i, at man skal fremmane det billede, at euroen vil føre til et totalt ændret mobilitetsmønster i Europa. Den vil føre til lavere priser for forbrugerne, fordi det bliver nemmere at gennemskue og sammenligne priserne. Til hr. Keld Albrechtsen: Den inflationsudvikling, vi har set, har været beskrevet i Økonomisk Oversigt i december og i en lang række andre sammenhænge. Der er intet nyt i det, og den tendens, som hr. Keld Albrechtsen beskriver, er ikke noget, der er kommet af euroens fald eller lignende ting. Den har været der et stykke tid, og der er bevægelser i retning af, at det går, sådan som alle, inklusive bankøkonomer osv., har forudset det: at Danmark kommer til at opfylde det i løbet af nogle måneder.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg synes, det er afslørende, at ministeren snakker udenom og snakker sig helt ned til Portugal og Spanien.
Det drejer sig jo om, hvorvidt det danske folkestyre fortsat, hvis vi skulle afskaffe kronen, kan have styr på sin egen socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik og skattepolitik. Ministeren siger: Det kan vi godt. Økonomiprofessor Gunnar Thorlund Jepsen siger: Det kan vi ikke. Professor i socialret Kirsten Ketscher siger: Det kan vi ikke.
Vi kommer det vist ikke nærmere.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Der står intet i nogen traktat eller nogen andre steder om, at Danmark ikke kan have sin egen fordelingspolitik, at Frankrig ikke kan det, eller at alle de andre lande ikke kan det.
Der er 11 lande, der nu er med i en fælles valuta, det
12. er på vej. Der er i det samarbejde intet tegn på, at der bliver harmonisering på disse områder. Det ville kræve fuldstændige ændringer af traktater osv. Det er jo nogle forestillinger, som nogle kan have, og som jeg må acceptere at nogle har. Jeg deler ikke de forestillinger. Så enkelt er det.

Hermed sluttede spørgsmålet.