Om oprettelse af bufferfonde i Danmark.

4) Til økonomiministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Overvejer regeringen, som man gør i Finland og Sverige, at oprette særlige »bufferfonde« til at imødegå de problemer, som en indførelse af euroen kan skabe for beskæftigelsen i Danmark?«

Skriftlig begrundelse

Ifølge Berlingske Tidende den 13. marts 2000 siger formanden for Folketingets Europaudvalg, Claus Larsen-Jensen, at »Danmark måske bør kopiere Finlands overvejelser om at oprette såkaldte økonomiske bufferfonde, hvis Danmark vælger at gå med i den europæiske valutaunion«.
Sveriges udenrigsminister har foreslået, at Sverige bør overveje at oprette bufferfonde, når og hvis Sverige tilslutter sig euro-unionen.

Frank Dahlgaard (UP):
Der er mange problemer knyttet til den euro, ikke blot den inflation, der kommer, når eurokursen falder så meget, at importen bliver dyrere, og olie og benzin stiger - det gør de jo også herhjemme, fordi vi har valgt at knytte os til euroen - men også beskæftigelsesmæssigt.
I Finland og Sverige diskuterer man alvorligt at opbygge fonde, bufferfonde, der kan bruges i tilfælde af, at der kommer beskæftigelseskriser, fordi man i fremtidens euroland bliver pålagt begrænsninger ved at bruge finanspolitikken. Og det er baggrunden for spørgsmålet, om man i regeringen overvejer også her i Danmark eventuelt at oprette sådanne bufferfonde af hensyn til sikringen af fremtidens beskæftigelse.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Må jeg lige korrigere: Jeg tror, det var en fortalelse at sige, at olieprisen stiger altså, hvad enten euroen er der eller ej. Det har sådan set ikke noget med euroen at gøre, hvordan oliepriserne bevæger sig p.t.

Med hensyn til bufferfonde må jeg sige, at det er i virkeligheden - hvis man kan gradbøje godt - et lidt godt spørgsmål, som jeg er meget glad for at få stillet. Tak for det. Det giver mig nemlig anledning til at sige, at den økonomiske politik, vi fører i Danmark, og som det er tanken, at alle skal føre i euroområdet og i EU - alle er jo forpligtet inden for de samme økonomiske rammer, hvad enten de er med i euroen eller ej - betyder jo, at vi laver en meget stor opsparing i Danmark, så vi kan nedbringe vores gæld betragteligt. Fra at have en gældskvote, altså en andel af bruttonationalproduktet, på over 80 pct. i 1993, kommer vi
i 2005 ned på omkring 35 pct. af bruttonationalproduktet. Vi må, hvis vi skal opfylde kravene inden for den fælles valuta, have en gældskvote på 60 pct. som ramme, men vi skal selvfølgelig ikke have en gæld på 60 pct. Det vil sige, at vi her har en buffer, der svarer til 60 pct. minus 35 pct., altså 25 pct. af bruttonationalproduktet, og det er jo i virkeligheden en kæmpestor buffer. Vi har derfor ingen som helst brug for at have en bufferfond, som arbejdsmarkedets parter betaler til, for staten sparer op ved at nedbringe gælden.

Frank Dahlgaard (UP):
Tak for svaret.
Jeg er nødt til at korrigere ministerens korrektion af mine oplysninger om olie- og benzinpriserne, for vi ved jo alle, at benzinpriserne stiger. Det gør de også i USA, men de stiger ekstra meget i euroland og i Danmark, som allerede har knyttet sig til euroland - ikke bare fordi olieprisen stiger, men også fordi dollaren stiger, og når dollaren stiger set med danske øjne og euroøjne, er det jo, fordi euroen falder, så vi får olieprisstigningerne to gange.
Men så må jeg spørge ministeren, om ministeren virkelig vil sige, at vi har et så stort spillerum som 25 pct. af bruttonationalproduktet. Er det ikke korrekt, at der er en regel for Den Økonomiske og Monetære Union, der siger, at man
i en given situation maksimalt må pumpe så mange penge ud og bevidst øge underskuddet på de offentlige budgetter, at det rammer 3 pct. af bruttonationalproduktet? Det er jo en helt anden snak. Så er der en ting mere, jeg gerne vil have ministerens kommentar til: I øjeblikket er vi jo i en pæn situation som følge af, at et selvstændigt Danmark med et flertal i Folketinget bag sig selv har rettet dansk økonomi op uden overhovedet at skulle spørge i Bruxelles eller Frankfurt, som det jo bliver tilfældet i fremtiden. Men hvordan bliver det i fremtiden, om 10, 20, 30 eller 1000 år? Meningen er jo ikke, at vi skal ud af euroen, men at det skal vare til evig tid, og i en fremtidig situation, hvor der måske kommer et flertal af Enhedslistens folk - Gud forbyde det - kan vi komme i en situation, hvor der er behov for disse bufferfonde. Ministeren må vel erkende, at der er behov for at tænke meget langsigtet af hensyn til beskæftigelsen?

Keld Albrechtsen (EL):
Ja, det var jo en rimelig god idé med Enhedslisten.
Men jeg må indrømme, at jeg er lidt forbløffet. Jeg havde faktisk aldrig forestillet mig at skulle opleve, at lige netop økonomiministeren ville står her i Folketingssalen og sige, at hvis der opstår problemer, går vi bare ud og låner nogle penge. Det havde jeg sådan set ikke forestillet mig at lige netop økonomiministeren kunne finde på at sige, for jeg har kendt økonomiministeren som en minister, der har fastholdt dag ud og dag ind, at gælden skal ned, gælden skal ned, og gælden skal ned, så det er unægtelig nye toner.
Jeg tror faktisk heller ikke, økonomiministeren selv mener det, og derfor vil jeg godt spørge: Hvad nu, hvis man er havnet i euroen, sådan som finnerne jo gik hen og gjorde? Jeg tror sådan set ikke, de helt havde tænkt igennem, hvad de begav sig ind i, men de har altså fundet ud af, at man er nødt til at spare op og simpelt hen have en sådan fond, for man kan jo ikke bare gå ud og låne en masse penge. Vil ministeren ikke godt sende os et notat om den finske ordning, så vi kan se.....

Anden næstformand (Henning Grove):
Ja, tak.
Økonomiministeren.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Til hr. Frank Dahlgaard, der ikke er helt enig i, hvad jeg sagde om olieprisen: Jeg må sige til hr. Frank Dahlgaard, at den bevægelse, der sker nu, hvor vi får den dobbelte stigning
- hvis jeg nu skal bruge det eksempel - er jo nøjagtig den samme, hvad enten Danmark er med i euroen eller ej. Det er nøjagtig det samme som dengang, da D-marken var ankervaluta og bevægede sig i forhold til dollaren. Hvis ikke vi havde haft euroen, var det D-marken, der havde flyttet sig, formentlig i forhold til dollaren. Vi kan ikke vide præcist, om udsvinget havde været det samme, men mekanismen er den samme. Så til råderummet: Jeg vil gerne understrege, også over for hr. Keld Albrechtsen, hvis jeg må knytte tingene sammen, at jeg taler ikke for gældsætning. Jeg taler om, at finnerne har valgt, og jeg vil gerne bibringe debatten lidt substans ved at få lavet et notat om den finske tankegang og ordning. Det, finnerne gør, eller det, der måske er tanken, er, at de sparer op i en fond, mens det, vi gør i Danmark, er at betale gælden af. Når man har en fond, og hvis der er lovgivet om den fond, indgår de bidrag, der kommer ind til den, i det samlede offentlige regnskab, og det svarer dermed fuldstændig til det, vi gør i Danmark, når vi bruger vores opsparing og overskuddet til at nedbringe den offentlige gæld. Men det kan belyses meget enkelt i et notat, som jeg kan sende over til Folketinget. Så vil jeg lige sige til hr. Frank Dahlgaard, at ved at overholde det regelsæt, som findes for det økonomiske samarbejde, som vi er en del af, og som vi skal leve op til - det er det samme regelsæt, som eurolandene lever op til - har Danmark ligesom Irland og Holland, for nu at tage to mindre lande i euroområdet, fået en meget lav ledighed og en sund økonomi med overskud på de offentlige budgetter. Og så er jeg for resten sikker på, at vikingerne for 1000 år siden også sad og diskuterede, om de skulle drage på togt et eller andet sted hen, og hvilke konsekvenser det ville have for dem selv og deres familie og deres efterkommere. Men de forudså af gode grunde nok ikke det her.

Frank Dahlgaard (UP):
Det ved jeg nu ikke. Vikingerne var jo folk, der havde selvfølelse og var stærke, og det må vi danskere vel også være, når vi selv og helt alene, mens det kontinentale Europa gennem hele 1990'erne havde en nedtur, rettede den danske økonomi op, til trods for at vilkårene var svære for eksporten, fordi euroland lå dødt rent økonomisk. Det har vi gjort selv, så vi er stærke vikinger, og der er ikke noget argument for, at vi skal afgive vores beslutningsret til Frankfurt eller Bruxelles.
Men så må jeg spørge ministeren, om ministeren ikke vil erkende, at der er et problem med hensyn til beskæftigelsen. Finnerne har set det, og svenskerne er ængstelige for det, for de skal jo måske også ind i euroen. De bliver bange, fordi der er faste regler for, hvor meget priserne må stige - højst 2 pct., så skal der gribes ind. Der er faste regler om, hvor meget pengemængden må stige i euro. Det er højst 4½ pct., så skal der gribes ind, og der er også faste regler for, hvor højt statsunderskuddet må være, nemlig højst 3 pct. af BNP, så skal der også gribes ind. Men der er ingen regler for, hvor meget arbejdsløsheden må stige.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Den danske selvfølelse er meget, meget stor, fordi vi tror på, at vi kan være med til at skabe et fredeligt og stabilt Europa med en høj beskæftigelse, godt miljø og et godt humør og også et socialt velfærdssamfund.
Med hensyn til det kontinentale Europas nedtur i 1990'erne, hvor Danmark selv skulle have rettet økonomien op, taler hr. Frank Dahlgaard mod bedre vidende. Vi er en del af den økonomiske integration allerede nu, fordi vi eksporterer så meget, som vi gør. Irland og Holland har gjort nøjagtig det samme som Danmark og har lige så gode situationer som Danmark. Uanset om de er med i euroen eller ej, har de ført den samme politik og har opnået de samme resultater.
De faste regler, hr. Frank Dahlgaard nævner, altså 2 pct.s inflation og reglerne for pengemængden, er ikke noget, Traktaten bestemmer eller fastslår. Det er ECB, altså Den Europæiske Centralbanks politik for at styre rentepolitikken og valutapolitikken, som den gør p.t. Det er ikke noget, der er vedtaget politisk, og det er ikke noget, som Danmark skal leve op til.

Frank Dahlgaard (UP):
Det er jo rigtigt, som ministeren siger, at det skal Danmark ikke leve op til, så længe vi er uden for euroen og har vores egen mønt og vort eget pengevæsen og vor egen Nationalbank, som vi endnu har. Men Finland, som er indenfor, og Sverige, som har tilkendegivet, at man måske vil med, har afgivet den pengepolitiske suverænitet. De er underkastet reglerne om, at priserne ikke må stige med mere end 2 pct., at underskuddet højst må være 3 pct., og at pengemængden må ikke stige med mere end en eller anden procent. Der er en masse konkrete mål og tal i finansverdenen, der ikke må overskrides.
Men når det drejer sig om arbejdsløsheden, menneskers muligheder for beskæftigelse og alle de sociale aspekter, der er i forbindelse med det, stiller euroområdet ingen krav. Der er ikke nogen maksimumgrænse for arbejdsløsheden, der ikke må overskrides, og det er jo forklaringen på, at finnerne og svenskerne bliver ængstelige, når de ser frem i tiden. Vil ministeren ikke erkende, at der er en skævhed i de regler, der gælder for ØMU'en og Euronet?

Keld Albrechtsen (EL):
Tak for tilsagnet om at få et notat om den finske model.
Jeg har selv opfattet den finske model sådan - men det kan vi selvfølgelig gå dybere ned i, når vi har notatet - at situationen med hensyn til euroen er, at man ikke bare kan pumpe penge ud af statskassen, for det forhindrer reglerne om euroen. Hvis man kommer i en arbejdsløshedskrise, kan man altså ikke løse den ved bare at åbne for statskasserne, hvad enten man låner pengene eller skaffer dem på anden vis. Hvis man derimod har sparet op i en fond, kan man øse penge ud af den fond, uden at Centralbanken eller EU kan straffe det pågældende land, og det er jo det, der er grunden til, at man sparer op til den situation. Nu ved jeg ikke, om ministeren kan bekræfte, at min beskrivelse af situationen er rigtig, men ellers må vi jo kigge på det i notatet.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Hvis den fond er skabt ved lovgivning, så man ved lov pålægger arbejdsmarkedet at indbetale til den, indgår fonden på fuldstændig samme måde som Den Sociale Pensionsfond for at tage den som eksempel. Den Sociale Pensionsfond tæller jo også i den danske opgørelse af den offentlige sektor og gældskvoten, og det har vi drøftet i flere år. Jeg kender ikke systemet, hvis det er frivillige bidrag, og der ikke er lovgivet om det, men så er regelsættet formentlig et andet. Men det kan vi jo få belyst.
Så vil jeg sige til hr. Frank Dahlgaard, at det er virkelig demagogi. Danmark er underlagt de samme inflationskrav, vi skal med en fastkurspolitik holde vores inflation på linje med de lande, vi har fastkurspolitik over for. EBC træffer beslutninger for at kunne føre en pengepolitik, der understøtter konjunkturerne og beskæftigelsen og skaber stabile priser, og de har sat sig et mål, der hedder 2 pct. for inflationen, og det styrer de efter nøjagtig som de lande, der fører den samme type valutapolitik. Det betyder ikke, at de danske priser ikke må stige mere end 2 pct., før vi skal til at gøre et eller andet, og det ved hr. Frank Dahlgaard udmærket. Men vi er økonomisk integrerede, og vi skal derfor på længere sigt have den samme inflation som de andre, for ellers kan vi ikke holde en fast kurs.

Frank Dahlgaard (UP):
Nej, der er altså ikke tale om demagogi, når man siger tingene, som de er: at der er nogle faste maksimumregler inden for euroområdet for priserne, for underskuddet og for pengemængden, men at der ingen maksimumregler er for, hvor meget arbejdsløsheden må vokse.
Vi ved vi jo godt, at når arbejdsløsheden vokser, kommer der social uro, folk vil have mere i løn, og så kommer der et pres på priserne. Det hele bliver uholdbart, og det er derfor, jeg vil spørge ministeren, om ministeren måske kunne erkende, at der måske er en sammenhæng i tingene, når euroen er faldet så meget, som den er. Den er faldet 20 pct. over for dollaren, 35 pct. over for yenen, 15 pct. over for det engelske pund, 10 pct. over for de skandinaviske kroner, og jeg kunne blive ved, og når den er faldet så meget, er det vel, fordi der er en skævhed i systemet, og det er ustabilt.
Vi ved, at bliver arbejdsløsheden meget høj, ender det med eksploderende priser og lønninger, og så ryger valutakursen endnu længere ned, fordi der slet ikke er den politiske overbygning på systemet, som skal til for at holde det på plads. Er det ikke rigtigt? Men får man den politiske overbygning, har vi Europas Forenede Stater, og det er jo det, man arbejder på.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Svaret er nej og nej og nej og atter nej. Det bliver ikke sandt, selv om hr. Frank Dahlgaard taler hurtigere og hurtigere. Sagen er meget mere enkel.
De økonomiske rammer, vi arbejder inden for, er det bedste grundlag for en høj beskæftigelse, og når der er forskel mellem flydende valutaer, er det, fordi vækstudsigterne er forskellige i USA og Europa. Nu står Europa over for den bedste situation, det nogen sinde i sin historie har stået over for. Økonomierne er stabile, de er sunde, vi har høje vækstudsigter og stigende beskæftigelse foran os. Fem lande i euroområdet har lavere arbejdsløshed end Sverige og England, så det går i den rigtige retning.
Hvis jeg kan nå flyveren om lidt, skal jeg til Lissabon og drøfte målene for beskæftigelsen de næste 10 år. Alle regeringerne i Europa har den samme målsætning: varig høj beskæftigelse på baggrund af en sund og stabil økonomisk udvikling og fred i Europa. Det vil jeg gerne kæmpe for.

Hermed sluttede spørgsmålet.