Om afskaffelse af den danske krone samt vores egen penge-, rente- og valutapolitik.

3) Til statsministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Hvorfor ønsker regeringen at afskaffe den danske krone samt vores egen penge-, rente- og valutapolitik, når vi - ikke mindst de seneste år - med succes har hævet reallønnen, nedbragt arbejdsløsheden og skabt overskud på både betalingsbalancen og de offentlige finanser?«

Skriftlig begrundelse

Statsministeren skriver i sin pressemeddelelse af 9. marts 2000 om »Danmarks forhold til den fælles valuta«, at Danmark med stor succes har ført en økonomisk politik herhjemme, som har nedbragt ledigheden og skabt orden i økonomien. Det har vi vel at mærke gjort selv - uden nogen hjælp fra udlandet. Tværtimod har der været lav vækst i de store eurolande, til skade for dansk eksport, men vi har klaret både beskæftigelsen og betalingsbalancen alligevel.
På den baggrund er statsministerens argumentation i pressemeddelelsen uforståelig, medmindre det er en argumentation for at fastholde kronen og en selvstændig dansk økonomisk politik, som har kunnet fremvise så flotte resultater de seneste år.

Frank Dahlgaard (UP):
Statsministeren besluttede jo den 9. marts 2000, at nu skulle vi have en folkeafstemning, og datoen blev lagt fast, og der blev udsendt en pressemeddelelse med en ganske besynderlig argumentation.
Jeg går ud fra, at det var en argumentation for, at vi skal afskaffe kronen og have euroen, men der var altså flere afsnit, der talte om Danmarks store succes, som har givet os lav inflation, sunde statsfinanser, lav arbejdsløshed og overskud på betalingsbalancen, og det er jo alt sammen rigtigt. Vi har endda et ganske stort overskud på betalingsbalancen, hvis vi ser på den reelle vare- og tjenestebalance - 30-40 mia. kr. i overskud - og vi har en stærk konkurrenceevne.
Dansk økonomi har vel, hr. statsminister, aldrig i historisk-statistisk tid været i en bedre situation end nu. Den situation er frembragt af det lille, velfungerende danske folkestyre med vores egen økonomi og vores egen krone, og på den baggrund er det besynderligt, at statsministeren vil afskaffe den succes, som kronen og den selvstændige økonomiske politik og pengepolitik har været.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Hr. Frank Dahlgaard glemmer et meget grundlæggende punkt i hele argumentationen.
Hemmeligheden bag den danske økonomiske politik i de 7 år, jeg og kollegerne i regeringen har haft ansvaret for den økonomiske politik sammen med et flertal her i Folketinget, er jo i virkeligheden, at vi har ført en sund økonomisk politik og en offensiv beskæftigelsespolitik, og begge dele kan og skal vi fortsætte med inden for en fælles valuta. Men oveni får vi altså ekstra gevinster sammen med de andre, både når det gælder kampen mod arbejdsløsheden, og når det gælder beskyttelse mod international spekulation. Vi får så at sige gevinsterne gratis oven i den økonomiske politik, vi fører, for vi har jo en fastkurspolitik.
Og lad os nu også få frem i dag, at vores rentepolitik har jo altid fulgt de større landes rentepolitik - Tysklands eller det fælles valutaområdes - så det er jo ikke sådan, at vi har et land, der hedder Danmark, som lever en fuldstændig selvstændig tilværelse med sin egen økonomiske politik, helt uafhængigt af alle de andre lande. Vi fører en pengepolitik, der er afstemt efter de andre landes, og vi fører en sund økonomisk politik, som i virkeligheden passer flot og fint til den fælles valutas økonomiske politik. Men så vil jeg sige, at i tilgift får vi den beskyttelse, som jeg synes Danmark skal have i det århundrede, vi nu har taget hul på.
Jeg må sige til hr. Holger K. Nielsen, at jeg kan i hvert fald huske fra 1970'erne og fra den første del af 1980'erne - også hen over kartoffelkuren i 1986 - at når arbejdsløsheden stiger, rammer den de svageste grupper i vort land, de lavest lønnede og dem uden uddannelse. Så rammer den netop de grupper, jeg omtalte før: den enlige mor med to børn, ikkeuddannede folk og folk, der først er kommet i arbejde sent. Det ved vi jo, og det er derfor, jeg synes, vi må være optaget af, at det danske velfærdssamfund skal have den bedste beskyttelse og den bedste tryghed, der overhovedet findes, når det gælder international spekulation.

Frank Dahlgaard (UP):
Jamen trygheden er her jo. Beskæftigelsen er så høj, at problemet i Danmark ikke er arbejdsløshed, men først og fremmest mangel på arbejdskraft, med de inflationstendenser, det giver.
Statsministeren må da medgive mig, at Danmark sammen med Norge, Island og Schweiz er et af de lande, som ligger helt i top med hensyn til levefod i dag, og at Sverige ligger lidt længere nede. Det er rigtigt, som statsministeren også har en fornemmelse af. Jeg har tallene fra regeringens egen såkaldte strukturovervågningsrapport fra maj måned 1999, og den viser, at de nævnte små lande uden for euroen - Island, Norge, Danmark og Schweiz - har en levefod, der er helt i top. Jeg tror, Luxembourg kommer foran og USA også, men i USA kender vi jo den skæve fordeling af velstanden.
Men for at vende tilbage til argumentationen i statsministerens pressemeddelelse fra i torsdags, er den jo besynderlig ved, at vi har klaret os godt, og derfor skal vi ind i dette Euroland. Og nu nævnte statsministeren rentepolitikken. Jamen den danske rentepolitik har da ikke været nogen forhindring for, at vi er blevet et rigere land end Tyskland, med en større velstand end Tyskland, med en arbejdsløshed på under det halve af Tysklands, vel? Og det er vel, fordi realrenten i Danmark er lavere end realrenten i Tyskland. Er det ikke rigtigt?

Holger K. Nielsen (SF):
Ja, jeg må tilstå, at den måde, statsministeren fører sig frem på her, virkelig undrer mig dybt. Det er jo helt grotesk, at der skal drages sammenligninger med 1970'erne og 1980'erne. Hvad har det med sagen her at gøre? Det, man skal forholde sig til, er: Hvordan ser det ud i øjeblikket i Danmark? Det er jasigerne, der vil ændre den situation, som vi er i i øjeblikket, og ærlig talt - som det også er påpeget tidligere - det går da udmærket. Danmark klarer sig fint uden for euroen, og de lande, der er med i euroen, har en markant højere arbejdsløshed, som det også er påvist tidligere i dag.
Hvorfor skal vi så høre den form for sniksnak med sammenligninger med 1970'erne og 1980'erne, når det reelle spørgsmål er følgende: Hvorfor skal vi gå ind i en usikker fremtid i en ØMU med meget vidtgående politiske konsekvenser, når den økonomiske og sociale konsekvens sandsynligvis er, at det vil forværre den danske beskæftigelse?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Statsministeren skraber virkelig bunden for at finde argumenter for, at Danmark skal tiltræde euroen og kvitte kronen. Det går stjernegodt, og det vil statsministeren gerne ved festlige lejligheder bekendtgøre for hele befolkningen:
Giv mig nu lidt credit for, at det går så økonomisk stærkt for Danmark, gør det dog nu! Men lige indtil den 28. september 2000 må I godt glemme det lidt, for den dag skal I lige stemme ja til at skrotte kronen og lave en forandring af de helt store.
Jeg vil gerne spørge statsministeren: Hvad med den person, som risikerer at stå på den bageste vogn i det danske samfund? Er det ikke helt afgørende for, at vi kan gøre det så godt som muligt for den person, at Danmark kan føre en selvstændig arbejdsmarkedspolitik, og at Danmark kan føre en selvstændig socialpolitik, for at nævne to helt centrale områder, der bl.a. diskuteres på regeringskonferencen netop nu, bl.a. på grund af euroen og dens krav, og som vi har været inde på tidligere? Er det ikke helt afgørende, at vi kan det? Og er det ikke rigtigt, at hvis vi skal kunne føre en selvstændig arbejdsmarkeds- og socialpolitik også i fremtiden, skal vi naturligvis beholde vores selvstændige valuta, kronen?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Hr. Holger K. Nielsen stillede mig et spørgsmål, som jeg gerne vil svare på.
Spørgsmålet lød: Hvorfor i alverden skal vi gå ind i en usikker fremtid inden for den fælles valuta, når det går så godt? Det vil jeg gerne svare klart på. Det skal vi, for at vores land kan få så sikkert og trygt et grundlag for at fastholde den fremgang, der er i gang lige nu i Danmark, som muligt. Jeg vil ikke begrænse mig til alene at træffe beslutninger om Danmarks fremtid på grundlag af, hvordan her ser ud i dag. Jeg er interesseret i at give Danmark det allerallertryggeste og bedste grundlag og beskyttelse for, at vi kan føre netop den offensive økonomiske og beskæftigelsesmæssige politik, som vi fører nu, i fremtiden.
Hr. Holger K. Nielsen skal være fuldstændig klar over én ting, nemlig at det jo ikke er sådan, at den internationale økonomi og spekulationsbevægelserne bliver mindre i fremtiden. De bliver større. Som en af de internationale spekulanter, George Soros, har sagt: Jeg kan på én eftermiddag tilvejebringe lige så meget spekulationskapital som hele det danske bruttonationalprodukt for 1 år. Det er jo ikke småpenge, vi taler om her.
Så kan man godt mene, at det ikke er så alvorligt, og det kan da godt være, at man mener dét. Det er i givet fald spørgernes holdning, men det er ikke min holdning. Danmark har brug for at være med i et fællesskab og derigennem sikre sig maksimal indflydelse på sin egen fremtid og få den bedste tryghed for sin beskæftigelsespolitik og sin økonomiske politik, og det er det, der optager mig.
Til hr. Thulesen Dahl, som jo altid helt konsekvent fordrejer tingene: Vi fører en selvstændig arbejdsmarkedspolitik og en selvstændig socialpolitik. Sådan er det, og det bliver vi ved med. Men dens fulde succes har jo først gennemslagskraft for alvor, hvis det sker i en fremgangsperiode generelt set. Det tror jeg alle her er opmærksomme på.
Og endelig en gang til til hr. Holger K. Nielsen:
Arbejdsløsheden blandt de små lande inden for det fælles valutaområde er på niveau med arbejdsløsheden blandt de små lande udenfor. Arbejdsløsheden i Sverige er højere end arbejdsløsheden i Holland, hvis vi endelig skal tage et tal. Nu var det ikke mig, der startede med de tal, men skal vi tage en leg med tallene, er det ikke sådan, at man kan sige, at de små lande udenfor generelt har en lavere arbejdsløshed end alle landene indenfor, tværtimod.

Frank Dahlgaard (UP):
Man kan da i hvert fald konstatere, at de små lande uden for euroen har en meget lav arbejdsløshed, og det har statsministeren bekræftet.
Jeg har to tillægsspørgsmål: Vil statsministeren virkelig fastholde, at trygheden består i at gå med i en valuta som euroen, som er faldet markant og vedvarende i kurs
i hele sin levetid på snart 14½ måned? 20 pct. over for dollaren, 35 pct. over for yenen, 20 pct. over for det engelske pund, 10 pct. over for skandinaviske kroner osv. osv. Det er en valuta, der oven i købet er faldet over for det egyptiske pund, den marokkanske dinar og syd- og nordkoreanske won, og man kunne blive ved - jo, jeg medgiver, at den har klaret sig godt over for den russiske rubel. Men det er altså billedet, så det er jo ikke nogen succes, vi hopper på. Det er altså ikke indlysende, hvor trygheden ligger, og jeg spørger bare: Er det ikke rigtigt, at en faldende valuta giver inflation og utryghed? Og hvorfor skal vi knytte os til den? Det andet ganske korte spørgsmål er: Hvilken indflydelse har de små lande inden for euro-området haft på renten? Finland, Irland og Portugal, der ønskede renten op for at bremse et opsving, der var ude af kontrol, fik jo ikke deres ønske igennem, fordi det er Tyskland og Frankrig, der bestemmer. Er det ikke rigtigt?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg synes, det er nemt at høre, hvem det er, der konsekvent fordrejer tingene. Det er statsministeren, som hele tiden forsøger at dreje debatten over på noget andet og komme med nogle overordnede floskler i stedet for at forholde sig til det, sagen her drejer sig om.
Det drejer sig om, at det er helt afgørende for Danmark, at vi kan føre en selvstændig politik på f.eks. socialområdet og arbejdsmarkedsområdet, og det handler om, at på grund af euroen er der blevet skabt et pres fra de andre lande for at få bl.a. de områder ind som flertalsafgørelsesområder, så man kan ensrette politikken i de forskellige europæiske lande. Det er ikke i Danmarks interesse. Det er i Danmarks interesse at opretholde en selvstændig politik på arbejdsmarkedsområdet og på socialområdet. Det er det, der giver tryghed, og det er det, jeg tillader mig at foreholde statsministeren og stille nogle spørgsmål om. Det er ikke at fordreje kendsgerningerne, tværtimod. Det er at forholde sig til kendsgerningerne, og det burde statsministeren også gøre.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Til hr. Frank Dahlgaard: Se, den fælles valutas succes skal først og fremmest måles på det, den er sat i verden for, nemlig at sikre stabilitet, når det gælder inflation, og når det gælder offentlige finanser, og danne grundlag for at sikre en bedre fremgang i hele området og dermed en bedre beskæftigelse, som vi jo var inde på lige før.
Den skal ikke måles på sin kurs i forhold til dollaren og andre valutaer. Det kan man godt gøre, og det gør man jo også, men det er ikke noget, der kan defineres som succes. I øvrigt er det jo ikke bare sådan, at man kan sige, at det at have en meget stærk valutakurs i forhold til dollaren er en fordel. Jeg tror ikke, hr. Frank Dahlgaard finder mange private virksomheder lige nu, der er direkte kede af, at de faktisk via euroen kan få en konkurrencefordel på det amerikanske marked.
Så blev jeg spurgt om indflydelsen på rentepolitikken. Det er sådan i Den Europæiske Centralbank, at hvert lands nationalbankdirektør har én stemme, og det er jo sådan, at rentepolitikken sammensættes efter den samlede økonomiske vurdering i hele det fælles valutaområde. Sådan er det i dag, og sådan var det i virkeligheden også, før den fælles valuta blev en realitet. Hr. Frank Dahlgaard ved godt, at den danske pengepolitik, når det gælder renten, i helt afgørende omfang afstemmes efter, hvordan den store tyske nabos rente er. De to ting kan vi ikke bare diskutere løsrevet fra hinanden.
Til hr. Thulesen Dahl vil jeg sige, at Danmark fører en selvstændig politik, når det gælder det sociale område og arbejdsmarkedsområdet. Det er hr. Thulesen Dahls parti ikke enig i, det ved jeg godt. Hr. Thulesen Dahl vil jo helst have, at arbejdsmarkedets parter helt skal finansiere arbejdsløshedsdagpengene, og hvis det skete, havde vi virkelig problemer i Danmark. Men hvis vi et øjeblik glæder os over, at hr. Thulesen Dahls og Dansk Folkepartis forslag heldigvis ikke kan komme igennem, står tilbage, at Danmark naturligvis fører sin selvstændige, succesfyldte arbejdsmarkeds- og socialpolitik, og det bliver vi ved med. Der kommer ikke nogen ændringer i dét.

Frank Dahlgaard (UP):
Nu synes jeg, det bliver meget interessant med statsministerens svar til mig om de små eurolande Finlands, Irlands og Portugals indflydelse på renten, når de havde behov for en højere rente. Det fik de jo ikke.
Og så siger statsministeren - sådan må jeg forstå det:
Nåh ja, det er jo som før, at det er de store, der bestemmer, og det er det altså også, selv om vi sidder med ved bordet. Det er vel ikke så mærkeligt, at den tyske repræsentant, der har 16 gange så mange mennesker bag sig, som en dansk repræsentant i givet fald ville have, vejer tungere til. Men så har vi jo ikke mere indflydelse ved at være med end ved at være udenfor, og så er det jo det samme; men ved at være udenfor har vi fordelene ved at kunne agere frit og selvstændigt i den økonomiske politik, hvad vi jo har gjort med succes, så den danske økonomi i dag er helt i top. Vi har en arbejdsløshed, der er den laveste i 25 år, vi har en levefod, der er helt i top, og vi kan køre videre uden at skulle spørge i Bruxelles eller i Frankfurt. Er det ikke sådan, det hænger sammen?

Formanden:
Jeg sporer en tendens til, at selv om spørgsmålene er forskellige, er det de samme argumenter og synspunkter, der bliver gentaget spørgsmål for spørgsmål, og da vi nu efter 1 time kun er igennem tre spørgsmål, kan vi se frem til en spørgetid, der vil slutte ved 5-tiden i eftermiddag. Derfor henstiller jeg til spørgerne om at holde sig til det spørgsmål, der rent faktisk er stillet.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg kan sammenfattende sige meget kort til hr. Frank Dahlgaards spørgsmål endnu en gang: Den økonomiske politik, Danmark fører i dag, kan og skal vi videreføre, men oven i, at vi viderefører vores stærke økonomiske politik og vores beskæftigelsesfremgang, får vi så de ekstra gevinster, der ligger i at være inden for det fælles valutaområde.
Det ene er en beskyttelse, en tryghed mod spekulation fra omverdenen, og det andet svarer i virkeligheden til, at en tillidsmand på en arbejdsplads i Danmark meget vil have sig frabedt, at direktionen oppe på 1. sal holder møder om hans medarbejdere, uden at han eller hun selv er med. På samme måde med Danmark. Vi skal da være med dér, hvor tingene sker. De ting, der besluttes, og som har betydning for vort land, skal vi da være med til at sætte vores præg på.
Jeg vil i hvert fald være med dér, hvor der træffes beslutninger, der påvirker Danmarks fremtid. Dér, hvor der træffes beslutninger, der påvirker Danmarks fremtid, skal Danmark være med, og det er også noget af det afgørende i debatten her om den fælles valuta. Derfor bør Danmark være med i den fælles valuta.

Hermed sluttede spørgsmålet.