Hjælpemenu

Hovedmenu

Om, at Danmark efter et nej til euroen kan fastholde valutaaftalen med Den Europæiske Centralbank.

Besvaret §20-spørgsmål

Besvaret 9/2-2000

13) Til økonomiministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Kan ministeren bekræfte, at Danmark efter et nej til euroen kan fastholde valuta-aftalen (»ERM II«) med Den Europæiske Centralbank og derved sikre kronen mod spekulation?«

Frank Dahlgaard (UP):
En væsentlig begrundelse fra regeringens side for at afskaffe kronen til fordel for EU's euro er, at så undgår man valutakriser, fordi man er med i et stort område. Men sagen er vel den, at Danmark og kronen allerede har en aftale med Euroland om at støtte hinanden gensidigt, og det vil selvfølgelig i praksis sige, at hvis den danske krone, hvis værdi er lille i forhold til euroens, kommer ud for et pres, har vi Den Europæiske Centralbank til at støtteopkøbe og holde kronen oppe, hvis vi bare selv gør det, som er rimeligt. Dermed er vi jo sikret mod følgerne af voldsomme valutakriser. Er det ikke rigtigt?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
ERM II-aftalen er jo ikke betinget af en folkeafstemning om Danmarks forhold til euroen.
Jeg vil godt understrege, for at der ikke skal skabes en helt forkert forestilling for ikke at sige en myte, at en valutaaftale som ERM II er ingen garanti for, at kronen er sikret imod valutaspekulation. Det er heller ikke det, der er meningen med den valutaaftale. Der gives ingen garantier af den karakter, selv om vi har en udmærket valutaaftale, og det er i øvrigt, uanset om vi har folkeafstemning, eller vi ikke har folkeafstemning.
Så jeg vil gerne understrege, at hvis man vil sikre sig imod valutaspekulation, når man er en lille valuta, så er det bedste svar at være medlem af et stort valutaområde, og der ligger et lige uden for vores dør, nemlig euroområdet. Der kan vi være sikre på ikke at blive udsat for valutaspekulation.

Frank Dahlgaard (UP):
Tak for svaret, som var lidt underligt for mig, for når Danmarks Nationalbank har en aftale med Den Europæiske Centralbank på det her område, så regner jeg med, at så kan vi stole på den, og så kan vi være sikre på den. Det er jo ikke en bananstat, der er tale om, det er hovedparten af Vesteuropa.
Som ministeren siger - er det ikke rigtigt forstået - så gælder den aftale, hvad enten vi har en folkeafstemning eller ej, og hvis vi vælger ikke at tage nogen folkeafstemning, eller hvis folkeafstemningen forhåbentlig ender med et nej til euroen, så fortsætter vi med kronen, og så fortsætter aftalen med Den Europæiske Centralbank præcis sådan, som der stod i dagbladet Børsen her den 27. januar i år, hvor Den Europæiske Centralbanks talsmænd understregede: »Danskerne kan godt sige nej til ØMU'en, uden at det får konsekvenser for valutaaftalen mellem Danmarks Nationalbank og Den Europæiske Centralbank.« Er det ikke sådan, det forholder sig?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg forstår naturligvis godt, at det ikke passer særlig godt
i økonomiministerens kram at fremhæve den valutaaftale, vi har med Den Europæiske Centralbank, og fremhæve de muligheder for at undgå spekulation, der ligger i den. Men kan økonomiministeren ikke bare bekræfte, at dengang økonomiministeren anbefalede, at Danmark indgik i den aftale som afløsning for tidligere valutasamarbejder, skete det bl.a. med den begrundelse, at det var et værn for den danske krone, og at der heri lå en forpligtelse for Den Europæiske Centralbank til at støtteopkøbe danske kroner i situationer, hvor det måtte være nødvendigt?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Selvfølgelig kan man stole på en aftale, man har indgået med Den Europæiske Centralbank, men hr. Frank Dahlgaard ved jo udmærket godt, at det er en gensidig aftale, og den aftale forudsætter bl.a., at den danske økonomi holder sig på det, man kunne kalde et sundt spor.
Så vil jeg lige minde om, at en valutaaftale i sig selv ikke er nogen garanti, og det er heller ikke meningen. EMS'en var jo også en aftale, som i øvrigt var meget, meget parallel til den aftale, Danmark nu har, som vi kalder ERM II, men EMS'en var jo heller ingen garanti imod valutaspekulation, og EMS'en brød sammen.
Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved aftalen som sådan, jeg vil bare gerne understrege, fordi det er sandheden, at en valutaaftale er ingen garanti imod valutaspekulation.
Til hr. Thulesen Dahl: Hr. Thulesen Dahl har en kedelig vane med at lægge en modpart nogle ord i munden. Ja, det er faktisk en rigtig kedelig vane!
Det passer mig ganske glimrende med onsdagsspørgsmål, fordi jeg dér har en mulighed for at få aflivet en række af de myter, der florerer, og de misforståelser, som kan opstå. Det er jo også det, vi har onsdagsspørgsmålene til.
Derfor passer det ikke, som hr. Thulesen Dahl lægger mig
i munden, at det, der ligger i hr. Frank Dahlgaards spørgsmål, skulle passe mig dårligt. Det er fuldstændig korrekt, som hr. Thulesen Dahl husker, at jeg begrundede aftalen med, at der jo var et sikkerhedsnet. Det var det ord, jeg brugte. Men jeg stod også til regnskab over for hr. Thulesen Dahl og andre for, hvad det var for betingelser, Danmark skulle opfylde, for at vi kunne have den valutaaftale. Dengang gjorde jeg meget klart, som jeg også har gjort efterfølgende, at hovedformålet med valutaaftalen var at sende et signal ud i verden om, at når Danmark ikke deltager
i euroen, så er det ikke, fordi vores økonomi ikke kunne klare det, så er det, fordi vi har truffet en politisk beslutning om, at vi ikke gør det.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg synes egentlig, at ministerens svar er meget godt, for det er jo klart, at det jo går ud på, at en aftale med Den Europæiske Centralbank kan man stole på. Men så henviser ministeren til de historiske erfaringer. Vi havde jo også noget tilsvarende med EMS-systemet, med denne samling EF-lande, der havde dette valutasystem, og det brød sammen, sagde ministeren.
Men det er vel at sammenligne med, at hvis euroen og ØMU'en bryder sammen, ja, så har vi ikke den sikkerhed mere. Det har vi jo så heller ikke i den sammenbrudte ØMU. Men hvis eurosystemet holder, så har vi sikkerhed for at blive støttet og altså et værn mod valutakriser. Det er vel rigtigt.
I den anden del af ministerens svar siger hun, at det kræver økonomisk ansvarlighed, og at Den Europæiske Centralbank kun vil støtte os, hvis vi selv har rimelig sund orden i vores økonomi. Det er vel helt rigtigt, men der er vel ingen udsigt til, at det skulle køre den anden vej. Vi har altså en socialdemokratisk domineret regering - undskyld jeg siger det, men det har vi vel - og den fører en meget ansvarlig økonomisk politik, som har været med til at føre Danmark hen til den bedste økonomi, Danmark nogen sinde har haft i målbar tid, og om et par år har vi en borgerlig regering, og den gør det selvfølgelig endnu bedre. Derfor vil betingelserne sandsynligvis være til stede for, at Den Europæiske Centralbank vil støtte os, hvis den overhovedet eksisterer, og hvis systemet ikke bryder sammen. Så er vi jo sikret, og så er det jo en bekræftelse fra ministerens side på det stillede spørgsmål.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Tak for svaret. Jeg kan forstå på økonomiministerens svar, at jeg bestemt ikke lagde ministeren noget som helst i munden, og derfor er udgangspunktet for at sige, at jeg skulle have en dårlig vane i form af at lægge ministeren ord i munden, naturligvis helt ude i hampen.
Tværtimod fik jeg bekræftet til fulde, hvad der var udgangspunktet for mit første spørgsmål, nemlig at da man indgik ERM II-aftalen som afløsning for tidligere valutaarrangementer, fremhævede man jo det vigtige i, at vi havde den aftale, og at vi havde et sikkerhedsnet, som ministeren nu også selv bruger. Nu hvor det efter ministerens opfattelse ikke er så opportunt længere at fremhæve de ting, giver hun det indtryk i det svar, hun gav hr. Frank Dahlgaard, at ERM II-aftalen stort set ikke er noget værd.
Det lever jo til fulde op til den tanke, jeg havde med det første jeg sagde, og derfor kan jeg sige til ministeren, at jeg selvfølgelig ikke lagde ministeren noget som helst i munden.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg kan fortælle hr. Thulesen Dahl, at jeg har en plan for sommerens aktiviteter. Jeg vil simpelt hen samle onsdagsspørgsmålene igennem denne folketingssamling og lave en danskbog i, hvordan .... Jeg vil ikke fortsætte, det hører til uden for salen. Men jeg vil give hr. Thulesen Dahl et eksemplar af den.
Jeg vil gerne sige til hr. Thulesen Dahl, at hr. Thulesen Dahl mangler at fuldføre min forklaring, da jeg kom hjem med den aftale. Jeg sagde: Det er et sikkerhedsnet for den danske krone, såfremt forholdene er, som vi kender dem, økonomien er sund osv. Derfor er det meget, meget forkert og meget beklageligt, at hr. Thulesen Dahl siger som konklusion på mine svar, som åbenbart ikke tilfredsstiller hr. Thulesen Dahl, at jeg står her og siger, at den aftale stort set ikke er noget værd. Det passer ikke, og det har jeg ikke sagt.
Til hr. Frank Dahlgaard: Jeg forstod på hr. Frank Dahlgaard: »... at ministerens svar er meget groft.«
Skal jeg karakterisere hr. Frank Dahlgaards spørgsmål? Eller har jeg misforstået det? O.k., det har jeg så.
Hvis eurosystemet holder, så har vi et sikkerhedsnet, siger hr. Frank Dahlgaard. Jeg sagde i et af mine tidligere svar, at aftalen er gensidig, så Danmark ikke bare kan gøre, som vi vil. Vi har nogle betingelser at skulle leve op til, for at valutaaftalen kan holde.
Desværre har vi jo ikke overheads osv. her, men bare for at vise, at jeg har noget, som hr. Frank Dahlgaard måske vil være glad for at se, nemlig en kurve over, hvordan valutakriser har påvirket den danske rente under forskellige omstændigheder, og det er den situation, vi er i, når vi er uden for euroen, valutaaftale eller ej.

Frank Dahlgaard (UP):
Nej, jeg tror, ministeren misforstod mig. Jeg sagde ikke noget med, at ministerens svar var groft. Tværtimod, jeg sagde, det var godt, for det var en bekræftelse på mit spørgsmål.
Jeg kan forstå som et tillægsspørgsmål, at ministeren måske er interesseret i at udgive en slags publikation med samtlige spørgsmål, der er stillet her i den pågældende folketingssamling om euroen og ØMU'en, og med svarene, hvad enten de er skriftlige eller mundtlige. Det vil jeg da være glad for hvis ministeren vil, for det mener jeg er oplysende for alle dem, der vil sætte sig lidt mere ind i tingene. Det vil jeg da stærkt tilskynde til, så slipper jeg for at gøre det selv.
Ministeren har også svaret rigtigt på - bekræft det, hvis det er forkert - at vi jo må føre en ansvarlig politik. Hvem vil hjælpe en, som ingenting gider gøre selv? Det vil man ikke, og det er forudsætningen i den ERM II-aftale, så vidt jeg har forstået. Men hvis bare vi gør en rimelig indsats selv, og der er ingen udsigt til, at vi ikke skulle gøre det, så er vi jo sikret, så længe Den Europæiske Centralbank og euroen består, og så har vi gode muligheder for at fortsætte med vores egen krone og har derfor en større selvbestemmelsesret uden for euroen.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Hr. Frank Dahlgaard skal høre bedre efter. Jeg vil ikke udgive en bog om spørgsmål/svar omkring ØMU'en. Jeg vil udgive en danskbog om sprogbehandling og tage eksemplerne her fra onsdagsspørgsmålene i salen og ikke bare omkring ØMU'en. Det er et godt studium i sprogbehandling.
Dernæst skal jeg understrege endnu en gang, at den valutaaftale, vi har, ikke sikrer imod valutaspekulation over for kronen.

Frank Dahlgaard (UP):
Hvis den valutaaftale, vi har, ikke sikrer imod spekulation over for kronen, hvorfor i alverden har vi den så?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Fordi den er et sikkerhedsnet, men den er ingen sikring imod, at der foretages valutaspekulation mod kronen.

Hermed sluttede spørgsmålet.