Om handelen med euro i danske eksportvirksomheder
Til økonomiministeren (3/12 99) af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Er det korrekt, at interessen for at handle i euro er mindsket betydeligt blandt danske eksportvirksomheder?«
Begrundelse
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten den 3. december 1999 viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse udført af Gallup Instituttet for IBM, at euroen stort set er uden betydning for små og mellemstore danske eksportvirksomheder. For et år siden var der helt andre store forventninger til euroen, end der er i dag. I efteråret 1998 mente således 34 pct. af virksomhederne, at indførelsen af euroen ville få betydning for virksomhedens relation t il deres europæiske kunder og leverandører. Her i efteråret 1999 viser det sig, at kun 8 pct. af virksomhederne faktisk har oplevet ændrede relationer med kunder og leverandører.
Ingen af de adspurgte virksomheder betegner euroen som nogen succes - og slet ikke som noget »fantastisk succes«, sådan som økonomiministeren gentagne gange har gjort det i den seneste tid.
Kun 3 pct. af de danske eksportvirksomheder har planer om at indtage nye markeder i EU som følge af euroen. Undersøgelsen viser, at heller ikke i de andre nordiske lande har euroen fået virksomhederne til at ændre strategi. Undersøgelsen konkluderer, at konsekvenserne af euroen er små og langt mindre end forventet.
Svar (15/12 99)
Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Der er ikke noget, der peger i retning af, at interessen for at handle i euro er mindsket blandt danske eksportvirksomheder. Erhvervsrepræsentanter i Økonomiministeriets kontaktudvalg om Danmark og den fælles valuta har over for Økonomiministeriet tilkendegivet, at man ikke er af den opfattelse, at interessen for at handle med euroen er mindsket blandt danske virksomheder. Tværtimod ventes virksomhedernes interesse for at handle med euroen at vokse i takt med, at den 1. ja nuar 2002 nærmer sig, hvor virksomhederne i euroområdet fuldt ud skal være omstillet til euroen.
Heller ikke den undersøgelse foretaget af Gallup Instituttet for IBM, der henvises til i begrundelsen for spørgsmålet, og som er refereret i Jyllands-Posten den 3. december 1999, siger noget om eksportvirksomhedernes interesse for at handle i euro - hverken tidligere eller nu.
Undersøgelsen omfatter 200 danske eksportvirksomheder. Den viser ifølge Jyllands-Posten blandt andet, at 34 pct. af virksomhederne i efteråret 1998 forventede, at euroen ville få betydning for deres forhold til europæiske kunder og leverandører.
Undersøgelsen viser endvidere, at euroen på nuværende tidspunkt har påvirket 8 pct. af virksomhedernes relationer til kunder og leverandører. Euroen vil imidlertid blive anvendt i stigende grad frem mod 2002. Virksomhederne i euro-området vil derfor have en stigende interesse i at opnå enighed også med danske eksportvirksomheder om at omlægge de eksisterende forretningsforhold til euro.
I år 2002 skal alle virksomhederne i euro-området være fuldt omstillet til euro. Det vil formentlig betyde, at en meget stor andel af de danske eksportvirksomheder vil opleve ændrede relationer til kunder og leverandører. Det afspejles da også af undersøgelsen, idet 82 pct. af de adspurgte danske eksportvirksomheder forventer at bruge euro i 2003.
Noget kunne tyde på, at omstillingen til at anvende euro ved afregning af indbyrdes mellemværender mellem danske virksomheder og virksomheder i euro-området foregår gradvist, og uden at nogen af parterne tilsyneladende ensidigt bruger deres forhandlingsposition til at gennemtvinge ændringer af forretningsforholdene.
Det er alt for tidligt at vurdere euroens konsekvenser for de danske eksportvirksomheder. Ifølge undersøgelsen har kun 3 pct. af de danske eksportvirksomheder planer om at indtage nye markeder som følge af euroen. Når kendskabet til euroen øges og omstillingen til euroen i alle sektorer accelererer i eurolandene, må det imidlertid ventes, at denne andel vil øges betragteligt. Det er dog på forhånd vanskeligt præcist at afgøre, hvor s tore ændringer der vil være i virksomhedernes lyst til at indtage nye markeder.
Det er vurderingen, at euroen er en succes også for virksomhederne, idet den har skabt bedre rammebetingelser for virksomhederne i form af øget valutakurssikkerhed, en stabilitetsorienteret makroøkonomisk politik og prisstabilitet. For virksomhederne betyder det blandt andet eliminering af valutakurs-risici og transaktionsomkostninger, lave lønstigninger og en lav rente i euro-området.