Om den fælles rentepolitik i ØMU'en giver problemer for eurolandene

4) Til økonomiministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Kan ministeren bekræfte, at den fælles rentepolitik i ØMU'en giver problemer for euro-landene, som jo befinder sig i vidt forskellige situationer?«

Skriftlig begrundelse

De 11 euro-lande i ØMU'en befinder sig økonomisk set i vidt forskellige situationer. Irland, Spanien, Portugal og Finland har således »fart på« den økonomiske vækst. Her er der behov for en høj(ere) rente for at bremse udviklingen og sikre, at økonomien ikke »koger over« i inflation, dårlig konkurrenceevne og betalingsbalanceunderskud.
Andre af euro-landene som f.eks. Tyskland og Italien har en lav økonomisk vækst og høj ledighed. Her er der brug for en lav(ere) rente, som kan være med til at sætte gang i den økonomiske aktivitet.
Efter ØMU'ens ikrafttræden er renten imidlertid (stort
set) den samme i hele euro-området. Den er dermed for høj for nogle lande men for lav for andre.
I en artikel med overskriften »ECB's renteforhøjelse rammer forskelligt i EU - flere lande mener de har fået den forkerte medicin« i dagbladet Børsen den 8. november 1999 beskrives disse forhold nærmere. Den finske ministerpræsident Paavo Lipponen (der p.t. er formand for EU's ministerråd) kritiserer (i dagbladet Børsen den 18. november 1999) Den Europæiske Centralbanks rente- og pengepolitik, som han finder besynderlig. Den finske regeringschef finder den seneste renteforhøjelse foretaget af Den Europæiske Centralbank for »ikke tilfredsstillende begrundet«. Der er således masser af utilfredshed med den fælles rente- og pengepolitik blandt euro-medlemslandene.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg er lidt chokeret over den slutbemærkning, der kom fra ministeren, men det var dog ikke noget med en fantastisk succes.
Spørgsmålet her drejer sig om den fælles rentepolitik og pengepolitik, man nu har i de 11 euro-lande, hvor der i realiteten er en fælles valuta. Kan ministeren ikke bekræfte, at det er rigtigt, at det faktisk giver problemer i en række af landene, fordi de har en situation, der ikke passer til gennemsnittet?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Nej, jeg udtalte ikke, at hr. Frank Dahlgaard var en fantastisk succes, men jeg mener stadig, at euroen er en fantastisk succes.
ECB's rentepolitik styres under hensyntagen til det, vi kalder prisudviklingen i hele euro-området, og der er en meget klar arbejdsdeling, således at Den Europæiske Centralbank lægger pengepolitikken og fører den ud fra inflationsmålsætningen, mens den anden del af arbejdet foregår i medlemslandene, i deres parlamenter og hos deres regeringer. Det er nemlig dér, man arbejder med finansloven, for at bruge den som eksempel. Det gør man i disse uger, måneder og timer i Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Irland, Finland, Sverige, Danmark osv.
Uanset den fælles valuta er alle medlemslandene i færd med at lave deres egen finanspolitik i deres eget parlament. Det er et nationalt anliggende, og de skal ikke bekymre sig om valutakurser og prispolitik. Det ligger fast.
Så er det jo rigtigt, at nogle lande i EU er på et eller andet stadium i et konjunkturforløb. Danmark har haft en vækst, der har været relativt høj siden 1994, og Danmark har nu dæmpet væksten med pinsepakken og nogle strukturforbedringer og nogle stramninger i øvrigt.
Det er klart, at hvert land må ud fra hver sin udfordring tilrettelægge sin finanspolitik. Det er netop det, der er det centrale, at finanspolitikkerne er forskellige, men valutaen ligger fast, og det gør det meget mere enkelt.

Frank Dahlgaard (UP):
Det var jo egentlig ikke meget svar, jeg fik på selve spørgsmålet om, hvordan en fælles pengepolitik, der tilrettelægges ud fra et gennemsnit, passer til de 11 forskellige lande, hvor nogle har højt vækst som f.eks. Spanien, Portugal og Irland, mens andre har stagnation og problemer, f.eks. Tyskland og Italien og også andre eurolande.
Man har en eller anden rentepolitik, hvor man kører efter gennemsnittet, og det er jo ikke særlig hensigtsmæssigt. Det svarer vel lidt til, minister, hvis man har hovedet i ovnen og fødderne i køleskabet. Så er gennemsnitstemperaturen egentlig meget god, men man har det ad hekkenfeldt til, og det er vel det samme, der gælder for eurolandene.
Men ud over en kommentar til dette her vil jeg så spørge ministeren, om det ikke er rigtigt, at det ikke bare er et inflationsmål, at prisstigningerne skal holde sig under 2 pct. De er faktisk nede på omkring 1 pct., og alligevel hævede man renten, og det kan undre nogle. Man har også en målsætning i Den Europæiske Centralbank om, at pengemængden højst må stige med, jeg tror det er 4,5 pct. om året., men den er oppe på 6 pct. i det, økonomiministeren kalder for en fantastisk succes, så her er målet altså også overskredet.
Man har altså en målsætning med hensyn til prisstigninger og en målsætning med hensyn til pengemængdens vækst. Men de to ting hænger ikke altid sammen, og det er jo bl.a. det, der har fået den finske premierminister, som er formand for EU's Ministerråd, til åbent at kritisere Den Europæiske Centralbanks pengepolitik. Det er da ikke billedet af en fantastisk succes.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Det er faktisk en fantastisk succes, og det ved hr. Frank Dahlgaard godt. Når hr. Frank Dahlgaard bringer Irland, Spanien og Portugal frem som eksempler på tre lande, som har en meget høj vækst sammenlignet med andre, så er baggrunden, hvilket er helt kendt, at netop de tre lande sammenlignet med de andre lande har levevilkår, som er meget, meget dårligere, for ikke at sige, at de var de fattige områder i Europa, i EU. Derfor har de jo et vækstpotentiale, der er meget større end andre lande, som f.eks. Tyskland, Frankrig, Holland, bare for at tage nogle. De har også et langt højere beskæftigelsespotentiale, fordi deres ledighed har været så høj, og derfor må de selvfølgelig have en stejlere vækstkurve, end vi andre har.
Danmark kunne jo teoretisk set lige så godt have været med i euroen, og så ville vi jo føre nøjagtig den samme politik, som vi gør i dag. Der er jo ingen regeringer i den fri verden, der beder deres nationalbanker om at hæve eller sænke renten for at bruge den som et finanspolitisk instrument. De tider er jo forbi for mange år siden. Derfor er det rigtige, at nationalbankerne fører rentepolitikken, pengepolitikken, og de demokratisk valgte regeringer tager ansvaret for at føre finanspolitikken, strukturpolitikken, indrette vores sociale systemer osv.
Det er noget af det, der gør, at jeg synes, vi har fået klare linjer, virkelig klare linjer. Politikerne, de folkevalgte, kan ikke skjule sig bag pengepolitikken og rentepolitikken. De må stå til ansvar for det, der er deres ansvar, og det kan jeg godt lide.

Frank Dahlgaard (UP):
Tak for svaret. Men ministeren kan vel også lide mangfoldighed og selvstændighed og frihed under ansvar. Hertil kræves jo handlefrihed, og når man ikke kan føre sin egen pengepolitik, så har man altså et instrument mindre. Man kan heller ikke føre sin egen valutapolitik, og så har man endnu et instrument mindre.
Ministeren må vel medgive mig, at Spanien, Portugal og Irland og vel også Finland, hvor der har været en betydelig økonomisk vækst, at disse fire eurolande ikke er tilfredse ud fra nationale betragtninger med den rentepolitik, der er ført. Det kan nok ikke være anderledes, for der er jo andre end dem, der er med i dette kollektive arrangement, men de havde da ført en anden pengepolitik, ikke parlamenterne, ikke politikerne, men landenes egne nationale centralbanker havde da ført en anden politik. Problemet for nationalbankerne i disse lande er ikke at få arbejdsløsheden ned og væksten op, men at holde priserne nogenlunde stabile. Det, man er bange for, er jo, at det økonomiske opsving koger over og giver inflation, dårlig konkurrenceevne og efterfølgende arbejdsløshed. Ministeren må da medgive mig, at det er et specielt problem i de lande.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil gerne spørge ministeren, om regeringen har tænkt på den virkning, som en sådan stor møntunion har, nemlig at folk flytter i ganske store mængder derhen, hvor pengene og væksten er. Vi har set i USA, hvordan Los Angeles-området blev et kæmpe vækstcenter, så blev det Miami, nu er det vist Houston, fordi de enkelte delstater kan jo ikke tilpasse deres valutakurser, og så sker der jo det, at folk i stedet for flytter efter økonomien.
Man kan så vælge at sige, at politisk vil vi gerne have sådan et samfund, og vi kan så håbe, det bliver Ørestaden, de alle sammen flytter til, og så kan der blive vældig tæt befolket her i regionen. Men det kan jo også være, at folk så bliver nødt til at flytte til Paris, fordi det bliver der, vækstcentret kommer til at ligge.
Jeg vil bare spørge ministeren, om man i den danske regering i virkeligheden har gennemtænkt, at det er den måde, byudviklingen i Europa så vil komme til at foregå på.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg må for at yde hr. Keld Albrechtsen retfærdighed starte med at svare på det spørgsmål.
Regeringen går ind for frie kapitalbevægelser, for en demokratisk, åben verden. Det, der er fordelen ved de frie kapitalbevægelser, er jo, at det synliggør på sekunder tilliden til et lands økonomiske politik og forventningerne til det land. Det »tvinger« - »tvinger« for man kan selvfølgelig lade være, men det får så altså konsekvenser -
i en eller anden forstand, udfordrer politikerne inkl. Enhedslisten. Jeg vil gerne kvittere for dens meget ansvarsfulde medvirken til, at vi ikke har underskud på de danske budgetter, og at vi afdrager gælden. Det vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak for. Det er jo det, der er fordelen, for så har vi stabile forhold og dermed også større stabilitet omkring valutaerne, end vi ellers har haft. Vi kan jo se, at den danske kronestabilitet bare gennem de sidste 10 år - for at den nuværende regering ikke skal tage æren af det hele - jo har været fantastisk flot i forhold til tidligere perioder, fordi vi har fået en langt mere stabil økonomisk udvikling til glæde for borgerne. Til hr. Frank Dahlgaard: Danmark er jo et godt eksempel som svar på nogle af hr. Frank Dahlgaards spørgsmål. Vi piber jo ikke i regeringen, og det gør Folketinget heller ikke, hvis den danske Nationalbank ændrer på renten. Hvis jeg ville slippe nemmere om ved tingene, kunne jeg jo hviske nationalbankdirektøren i øret, at vi havde brug for, at renten blev hævet 1 pct. Så var vi fri for at lave en stram finanslov. Men sådan hænger verden jo heldigvis ikke sammen. Derfor er der ikke nogen smutveje, og der er jo ikke nogen landes regeringer, der bruger nationalbankerne til at føre en pengepolitik, som gør, at de slipper nemmere finanspolitisk. De tider er forbi, euro eller ej.

Frank Dahlgaard (UP):
Så forstår jeg ikke en lyd af det, som bl.a. dagbladet Børsen skrev mandag den 8. november i år, hvor det skrev, at flere lande mener, at de har fået den forkerte medicin i forbindelse med Den Europæiske Centralbanks renteforhøjelse. De skriver, at det faktisk kun var Frankrig, Belgien og Luxembourg, som følte, at renteforhøjelsen passede til deres forhold, mens der var en voldsom kritik fra bl.a. Spaniens økonomiminister, fra økonomer i Tyskland, hvor det bestemt heller ikke var velkomment, at renten sættes op, fra Østrigs finansminister og altså allersenest i dagbladet Børsen 18. november i år, hvor det er Finlands statsminister, som i et indlæg åbent kritiserer Den Europæiske Centralbanks rentepolitik.
Det er jo ikke nogen fantastisk succes, som i hvert tilfælde disse mennesker føler der er omkring det her, og det er ikke udtryk for, at den fælles, ensartede penge/rentepolitik passer ind i de forskellige lande, som er
i vidt forskellige situationer.

Keld Albrechtsen (EL):
Nu vil jeg naturligvis gerne kvittere for ministerens takketale, men dog sige, at det er jo den form for tak, som man ikke kan tåle alt for meget af i længden.
Så vil jeg godt bede ministeren om egentlig at få et svar på det, jeg spurgte om, for jeg tror slet ikke rigtig, det har været inde i regeringens overvejelser, og det er også helt i orden, for det er noget, som sikkert ikke ret mange på forhånd har gjort sig forestillinger om, da de konstruerede euroen.
Det, at et land ikke længere kan tilpasse sin valuta og så bliver tvunget til den hårde økonomiske politik, som ministeren var inde på, gør jo, at folk så bliver nødt til at flytte fra det land og så derhen, hvor der er fremgang og vækst og ikke nedskæringer og afskedigelser på de offentlige budgetter.
Det har vi set virkningen af i USA, for det giver disse enorme folkevandringer på tværs af kontinentet og disse enorme næsten eksplosive byudviklinger, som vi ser i visse byer, Houston, Miami nævnte jeg som eksempler.
Jeg er indstillet på, at ministeren selvfølgelig ikke kan besvare så omfattende et problemkompleks her i spørgetiden i dag, så jeg vil bare bede om, at vi får en redegørelse for den problemstilling, for jeg tror, at den er enormt væsentlig i diskussionen.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg skal ikke kommentere eller give karakterer til de ministercitater, som hr. Frank Dahlgaard henviser til i Børsen fra den 8. november i år.
I stedet for vil jeg henvise til den artikel, som tidligere vismand, professor Torben M. Andersen, skriver i dag i Politiken, som er en ganske god beskrivelse af, hvordan den korte rente og den lange rente hænger sammen. Det, der er sket, er jo, at når ECB hæver sin korte rente her for nogle uger siden, så er det jo forventet af markedet for at forebygge en inflationsstigning, som er på vej. Vi har også set af de seneste tal fra euroområdet, at inflationen er svagt stigende. Derfor er det jo et forsøg på at have en stabil udvikling. Hvad slår det ud på? Det slår ud på den lange rente. Den lange rente er faldet i euroområdet, hvilket er et fantastisk beskæftigelsesfremmende skridt, fordi det er den lange rente, der er investeringsrenten. Det er den, man bruger, når man investerer i nye arbejdspladser. Så der er jo sund fornuft i markedet. Til hr. Keld Albrechtsen: Jamen jeg synes ikke, der er så stort et problem, men jeg vil meget gerne bidrage med en redegørelse. Sådan som jeg hører hr. Keld Albrechtsen, bliver der sat spørgsmålstegn fra Enhedslistens side ved værdien af mobilitet på arbejdsmarkedet. Det er jo et problem, hvis der er en virksomhed, der lukker i Århus, og de metalarbejdere, der bliver ledige der, ikke vil flytte til en arbejdsplads, der eksempelvis bliver oprettet i Esbjerg. Altså der må jo være en mobilitet inden for et vist område. Det er ikke mit indtryk, at den mobilitet er så massiv, som hr. Keld Albrechtsen beskriver den, mellem europæiske lande, og det tror jeg heller ikke den bliver.

Frank Dahlgaard (UP):
Ministeren henviser til professor Torben M. Andersens artikel
i Politiken. Jeg har også læst den, og han skriver, hvad der er rigtigt, men i modstrid til det, ministeren siger, at obligationsrenten, altså den lange rente, i eurolandene er steget; det er den også i Danmark. Omkring renteforhøjelsen for en måned siden for den korte rente, gik de lange renter modsat, men hvis vi ser det over nogle måneder, over et halvt års forløb, så er den lange rente steget, og Torben M. Andersen siger, at den er steget markant. Så det er jo ikke rigtigt, hvad ministeren siger. Det er jo noget, som man ikke rigtigt kan styre fra centralbankernes hold. Der styrer man den korte rente. Den spiller også en rolle, og det er jo derfor, at den finske premierminister og forskellige finansministre fra eurolandene er utilfredse og så utilfredse, at de går offentligt ud og siger det. Derfor må ministeren da medgive: Der er altså problemer med den fælles rentepolitik, og det har ikke en karakter, der får andre end lige ministeren til at tale om en fantastisk succes.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Altså hr. Frank Dahlgaard brug af argumentation er jo utrolig letsindig. I foråret sænkede Centralbanken renten, så steg den lange rente igennem sommermånederne fra maj til oktober, så sætter Centralbanken den korte rente op, det kritiseres af forskellige, som hr. Frank Dahlgaard citerer. Men den lange rente falder, efter at ECB har hævet renten. Det viser jo, hvordan markedet er en afbalanceret størrelse, og det viser i al sin enkelhed, at det blander regeringer sig ikke i. Den bedste måde at styre det på og bidrage til stabiliteten og høj beskæftigelse er, at man i hvert land fører en sund økonomisk politik, som har lav inflation, ingen underskud og gælden ned. Det er det allerbedste beskæftigelsesfremmende, vi overhovedet kan have. Det har jeg læst at hr. Frank Dahlgaard har skrevet mange gange, f.eks. igennem 1980'erne, og det er jeg enig i. Det er det, hele eurofællesskabet går ud på, og derfor synes jeg, det er en fantastisk succes.

Hermed sluttede spørgsmålet