Om ØMU'en som politisk projekt

Til økonomiministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Hvad er forklaringen på, at ministeren for kun 10 måneder siden betegnede ØMU'en som rent økonomisk projekt, når ministeren i dag betegner ØMU'en som et decideret politisk projekt?«

Skriftlig begrundelse

I forbindelse med eurofestlighederne i Bruxelles i begyndelsen af januar i år beskrev ministeren euroen og ØMU'en som et rent økonomisk projekt. Det skete i de danske tv-nyheder, hvor ministeren sagde: »ØMU'en er et rent økonomisk projekt, og den, der påstår andet, lægger gift for dansk medlemskab«.
I dag lyder der andre toner. Nu siger ministeren, at ØMU'en og den fælles EU-valuta »er et decideret politisk projekt«. Det er senest sket den 3. november 1999 i ministerens mundtlige besvarelse af spørgsmål nr. S 317. Her sagde ministeren: »Det er derfor, jeg med stor glæde kan sige, at en fælles valuta er et decideret politisk projekt«. På den baggrund må det være naturligt at udbede sig en nærmere forklaring: Hvad mener ministeren egentlig? Hvorledes kan ministeren det ene øjeblik betegne ØMU'en som »et rent økonomisk projekt« og det næste øjeblik som »et decideret politisk projekt«. Folketinget og vælgerne har krav på en forklaring.

Frank Dahlgaard (UP):
Der er sikkert mange i Danmark, der følger med i debatten omkring euro og ØMU, der undrer sig over, hvordan ministeren for bare, ja, i hvert fald for 10 måneder siden ved begyndelsen af året, betegnede euro/ØMU-projektet som et rent økonomisk projekt, og den, der påstod noget andet, lagde gift for dansk medlemskab. Og nu, så sent som for 14 dage siden i en debat med mig, betegner ministeren ØMU'en og euroen som et decideret politisk projekt. Det kræver ærlig talt en forklaring. Hvad mener ministeren?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Allerførst vil jeg gerne udtrykke en meget stor tak til hr. Frank Dahlgaard for at stille disse spørgsmål, for dermed får jeg lejlighed til at korrigere nogle opfattelser.
Jeg har prøvet at huske tilbage, hvad det var for et spørgsmål, jeg fik af journalisterne i det pågældende tv-interview, der må være taget i Bruxelles den 31. december 1998. Som jeg husker det, men jeg har ikke kunnet finde dokumentationen for det, så får jeg forelagt et spørgsmål om, at nogle har udtalt sig om, at den fælles valuta vil føre til integration, komme til at omfatte sociallovgivningen, arbejdsmarkedsharmonisering og den slags ting. Det er i den sammenhæng, at jeg sige: ØMU'en, Den Økonomiske og Monetære Union med den fælles valuta, er udelukkende et spørgsmål om pengepolitik, fastlåsning af valuta, økonomiske rammer, koordinering af økonomiske rammer, og den omfatter altså ikke sociallovgivningen, arbejdsmarkedslovgivningen, uddannelseslovgivningen, folkepension, osv.
De spørgsmål og områder er jo økonomisk politik, men det er da klart, at ingen kan jo føre økonomisk politik eller beskæftige sig med ØMU'en som politiker og træffe beslutning om ændringer i Maastrichttraktaten osv., uden at det er politik. Det er jo et politisk ønske, det er en politisk beslutning, at der skal være en fælles valuta. Det er politikere, der træffer beslutninger om alle mulige forhold vedrørende det her. Det er ikke eksperter. Det er ikke økonomer. Det er ikke embedsmænd. Derfor er det en decideret politisk beslutning.
Det er også en politisk beslutning at træffe en beslutning, som Poul Schlüter og Henning Christophersen gjorde i 1982, om, at fra den nye regering i 1982 føres der fastkurspolitik i Danmark. Men det er en politisk beslutning om et økonomisk emne. Man kan ikke skille økonomi og politik fra hinanden, og en økonomiminister, uanset titlen på ministeren, er politiker og træffer politiske beslutninger hele tiden også om økonomiske anliggender.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg ved ikke, om mystikken blev mindre af ministerens svar, eller om det var en slags trækken i land i forhold til de markante udtalelser, som ministeren var ude med i begyndelsen af året, og som er refereret bl.a. i dagbladet Information den 7. januar 1999, som formentlig er på baggrund af denne tv-udtalelse, hvor ministeren jo siger, at euroen er et økonomisk anliggende, og der ingen grund er til at tro, at Danmark, hvis vi kommer med i samarbejdet, skal lade flere beslutninger flytte fra Slotsholmen til Bruxelles.
Og det er jo i strid - og det er mit spørgsmål til ministeren - med bl.a. ministerens egen partifælle, fru Elisabeth Arnold, som har udtalt, også i begyndelsen af året, at hun er uenig i det synspunkt. Det er også i strid med
f.eks. forskeren ved Dansk Udenrigspolitisk Institut, Karsten Skjalm, som i et interview i Berlingske Tidende den 11. januar 1999 siger, at euroen er startsignalet for en ny bølge af europæisk integration. Og så står ministeren nu frem her, senest for 14 dage siden, og siger til mig, at det er en glæde at kunne fortælle hr. Frank Dahlgaard, at ØMU'en er et decideret politisk projekt. Er det ikke en af de største kovendinger i nyere politisk dansk historie, vi har været vidne til?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil godt spørge ministeren, om vi kan få bekræftet fra ministerens side, at når nu regeringskonferencen om en ny traktat jo allerede her bliver indledt til december med topmødet i Helsinki, at den danske regering så ikke vil acceptere, at spørgsmålet om flertalsafgørelser på skatteområdet, socialområdet og arbejdsmarkedsområdet bliver inddraget i denne her regeringskonference.
For man kan sige, vi kan jo have en diskussion af: Hvor ender dette her før eller siden? Og jeg har den opfattelse, at selvfølgelig ender det med, at der kommer en social union
i kølvandet på den monetære union. Sådan er monetære unioner jo nu engang indrettet, at de trækker social harmonisering i deres kølvand. Men den danske regering har jo altså traktatmæssigt muligheden for at sige nej til, at det kommer ind på den her regeringskonference, og jeg håber, at ministeren vil bekræfte, at det vil være den danske regerings opfattelse, altså en fastholdelse af det synspunkt, at det skal være en smal regeringskonference.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Det er næsten en uoverkommelig opgave at svare på alle hr. Frank Dahlgaards spørgsmål, forstået på den måde, at de bliver klippet ud hele tiden af en sammenhæng. Jeg er næsten fristet til - det kan godt være, at det ikke er lovligt efter Folketingets forretningsorden, så beklager jeg stærkt på forhånd - at henvise til min seneste udkomne bog for at give et længere ræsonnement. Nu tillod hr. Frank Dahlgaard sig at referere til sin egen bog sidste onsdag, så det er nærmest det.
For at sige det lige ud: Når jeg den 7. januar, som citeret i Information, svarer, som jeg gør, så er det bl.a. på grund af det spørgsmål, jeg får. Vi kender Maastrichttraktaten. Den har vi kendt siden 1991. Vi har stemt om den to gange. Der er ingen ændringer på ØMU-området
i forhold til det, vi har kendt siden 1991-1992, altså de regelsæt, der er i traktaten. Der er ingen nye beslutninger, som betyder, at en fælles valuta og et dansk medlemskab betyder, at folkepensionen, for at bruge et konkret eksempel, bliver et EU-anliggende. Der flyttes ikke flere beslutninger, end vi allerede kender. Når hr. Dahlgaard så refererer til en forsker, og det er sådan set lige meget hvilken forsker eller en anden ekspert eller en nobelpristager osv., så må jeg igen sige, hvad jeg har sagt mange gange: Vi skal selvfølgelig lytte til alle eksperterne, men det er politikerne, der træffer beslutningen. Det er politikere, der vurderer: Hvad tjener Danmarks interesser bedst? Det er i hvert fald politikerne, der har ansvar for at træffe de beslutninger og varetage de interesser. Det kan man ikke stille nogen andre til ansvar for. Til hr. Albrechtsen: Svaret er bekræftende. Regeringens politik i den kommende regeringskonference, det er en smal konference, som ikke indbefatter f.eks. diskussion om flertalsafgørelser på skatteområdet.

Frank Dahlgaard (UP):
Ja, tak for svaret, som jo delvis var, at når det alligevel er politik, så er det, fordi ministeren er politiker, og når politikere agerer, så er det politik. Men en politisk union eller integration i politisk retning, det handler jo om andet end det, der står i Maastrichttraktaten og Amsterdamtraktaten, som vi alle sammen kan læse - nogle af os kan oven i købet forstå det, det er ikke mange - nemlig: Hvad fører udviklingen uvægerligt med sig?
Dér er mit spørgsmål til ministeren - for det første:
Er det ikke korrekt, at historiens lære er, at alle tidligere møntunioner mellem betydende lande, altså bortset fra store lande, som har miniputstater ved siden af sig, men mellem ligeværdige lande med fælles mønt, ikke har overlevet, medmindre der kom en politisk overbygning på, enten i form af en direkte fælles regering eller på anden måde?
Og er det ikke også derfor, man må forvente, og er det ikke det, ministeren også forventer, at der i processen med denne her euro og ØMU kommer fælles arbejdsmarkedspolitik, fælles socialpolitik, fælles skattepolitik eller i hvert fald nogle retningslinjer, som man har at holde sig til fra Bruxelles' og Frankfurts side?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Nu kom så endelig hr. Frank Dahlgaards skjulte dagsorden frem, formuleret ganske glimrende klart af hr. Frank Dahlgaard selv.
Når hr. Frank Dahlgaard bruger ordene »politisk projekt« eller »politisk union«, så ligger der bag ved det - fordi hr. Frank Dahlgaard er modstander og har den opfattelse, det anerkender jeg - at det betyder på et eller andet tidspunkt en overstatslig regering, en overstatslig institution.
Mit svar til hr. Frank Dahlgaard er: Det er ikke min opfattelse, og jeg mener, at det er en forkert opfattelse. Uenigheden består i, at jeg synes, at den konstruktion, der er lavet, er en total ny konstruktion, som ikke er set før i verdenshistorien med en anden måde at samarbejde på og have en møntunion på, end vi har set før, belært af tidligere tiders negative erfaringer. Og jeg tror på, at den idé er rigtig, og den tjener Danmark, og den tjener Europa.
Så jeg ser ikke en politisk overbygning af overstatslig karakter. Jeg ser ikke for mig et fælles skattesystem i EU. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at nogen kan påstå, at det er det, der er nødvendigt, for at få tingene til at hænge sammen, eftersom der ikke på noget møde, hvor jeg har deltaget i 7 år som minister og arbejdet med de her spørgsmål, har hørt én anden minister fra et andet land tale om, at det skulle være nødvendigt.

Frank Dahlgaard (UP):
Nu begynder det jo at blive interessant, for ministeren svarer jo, at det er ministerens vurdering, at der ikke kommer den dér politiske overbygning, og at det her er noget helt unikt og specielt.
Nu er det vel sådan, at den latinske møntunion og den skandinaviske møntunion og alle mulige andre møntunioner,
f.eks. den tyske møntunion og den amerikanske møntunion - de to sidste eksisterer jo i dag, og der er også en politisk overbygning med fælles regering; de to første eksisterer ikke
i dag, der var jo ikke nogen politisk overbygning - alle sammen har været specielle på deres facon, og at intet er nøjagtig som før, og det gælder jo også her. Men når ministeren så siger, at det er ministerens opfattelse, at det sker ikke, vil ministeren så ikke medgive, at der er andre, der har andre opfattelser, f.eks. formanden for Europa-Kommissionen, Romano Prodi, der den 4. maj i år i forbindelse med sin udnævnelse for det første har betegnet sig selv som statsminister i Europas første regering, og for det andet udtalte, at der var behov for nogle fælles retningslinjer for socialpolitikken og for skattepolitikken. Er det ikke korrekt?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg synes, at det er ethvert menneskes ret, uanset hvor man er placeret henne i systemet, hvilket arbejde man har - og herunder er det også hr. Frank Dahlgaards ret - at forfægte sine synspunkter. Det hører med til et åbent demokrati. Jeg anerkender, at der er nogle, der har andre opfattelser end dem, jeg har givet udtryk for, og jeg anerkender også, at Romano Prodi, den nye formand for Kommissionen, har sine synspunkter, men jeg holder fast i, at det er regeringerne, der træffer beslutningerne om ændringer af traktater, om ændringer af regelsæt osv.
Der findes ingen andre institutioner i EU-samarbejdet, der har den endelige, reelle, politiske kompetence, end de folkevalgtes repræsentanter i form af regeringsmedlemmer. Uanset hvad hr. Frank Dahlgaards synspunkter er eller Prodis er. Det er derfor, det er så interessant at være folkevalgt og være politiker.

Frank Dahlgaard (UP):
Jo tak, det er interessant. Men politikere har det jo i øvrigt som mange andre: De vil så utrolig nødigt tabe ansigt, og når de har sat et projekt i søen, skal det pinedød blive en succes. Og derfor er der risiko for, at man for at få det her til at fungere, når det viser sig, at det altså faktisk kræver noget mere fælles på arbejdsmarkedspolitikkens, socialpolitikkens, skattepolitikkens og måske også pensionspolitikkens område, så går ind i sådan en proces og begynder at pille ved det, sådan som Romano Prodi antydede dér i maj måned.
Må jeg spørge ministeren, om hun er bekendt med, at Niels Thygesen, som jo er dansk professor og en af mændene bag Delors-rapporten, der ligger til grund for hele ØMU- og eurokonstruktionen, har udtalt, at møntunioner ikke overlever, medmindre der i hvert fald over en årrække vokser en politisk union frem.
Og man kunne føje til, ja, man kunne citere endnu flere,
f.eks. museumsinspektøren fra Nationalbankens møntsamling, som taler om den tyske møntunion, hvor man i starten opretholdt, som man siger, illusionen om, at der var tale om selvstændige kongedømmer og fyrstedømmer i årevis, men den illusion ophørte. Og så tilføjer han, at det formentlig også vil ske med euroen, at man må opgive illusionen om, at det fortsat er selvstændige lande inden for euro-området.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg ved ikke, hvem det er, der nødig vil tabe ansigt. Verdens realiteter tager jo ikke hensyn til den slags ting.
Og jeg synes, når man ser på euroens udvikling, EU og eurolandenes økonomiske udsigter, at så er euroen nu her 11 måneder efter sin start en fantastisk succes. Det kan selvfølgelig være svært at acceptere for hr. Frank Dahlgaard, at erkende realiteternes verden.
»En politisk union vokser frem«, citerer hr. Frank Dahlgaard en økonomiprofessor for at have sagt. Jeg kender ikke citatet, og jeg vil ikke kommentere det bestemte citat, fordi jeg ikke har set sammenhængen, men sige principielt, at efter min opfattelse har vi en politisk union. Der sidder ministerråd. Det Europæiske Råd med stats- og regeringscheferne træffer de overordnede retningslinjer, træffer en lang række beslutninger, som betyder, at regeringerne skal arbejde med nogle bestemte ting. Kommissionen skal lægge forslag frem om bestemte ting. De beslutninger træffes i Det Europæiske Råd.
Er det ikke en politisk forsamling i en europæisk union? Jo! Det ministerråd, jeg sidder i med økonomiministrene og finansministrene, træffer beslutninger. Det er efter min opfattelse en politisk union, men det er ikke en overstatslig myndighed, der bestemmer den danske finanslov. Og det er min vurdering, at det bliver heller ikke tilfældet, at nogen overstatslig myndighed skal godkende den danske finanslov. Det er Folketingets anliggende og ingen andres.

Hermed sluttede spørgsmålet.