Dansk økonomi - Resumé
Generelt set er dansk økonomi udrustet med en række robuste nøgletal, selvom der også er nøgletal med en mindre god udvikling.
Væksten i bruttonationalproduktet i både 2002 og 2003 er relativt lille med en vækst på 1,5 pct. på årsbasis. For 2004 og 2005 forventes (ifølge Vismændene) stigende vækstrater på ca. 2 pct. Men det skal tilføjes, at vækstprognoserne er behæftet med nogen usikkerhed, idet prognosen forudsætter, at der igen kommer gang i det internationale opsving. Her spiller udviklingen i amerikansk økonomi en afgørende rolle.
Det private forbrug er stadig i pæn vækst i Danmark – bortset fra køb af nye biler – og det spiller en afgørende rolle for opretholdelsen af den økonomiske vækst.
I første kvartal i år udviste forbruget dog en noget vigende tendens.
Overskuddet på betalingsbalancen er helt oppe på omkrig 40-50 mia. kr. om året. Det medvirker til at nedbringe udlandsgælden og styrker tilliden til den stabile danske valutakurspolitik.
De offentlige finanser har i årene 2000, 2001 og 2002 været i god stand med overskud og faldende offentlig gæld. Der er ikke mange EU lande der har haft den samme positive udvikling. Vismændene og regeringen regner med, at den positive udvikling kan holde i årene 2003, 2004 og 2005, om end overskuddet bliver noget mindre.
Ledigheden er steget i Danmark. I forhold til begyndelsen af 2002 er ledigheden steget med ca. 23.000 personer, svarende til en ledighedsprocent på 5,8 pct. Både regering og vismænd regner med et ledighedsniveau på 163.000 i år mod 145.000 sidste år. Ifølge prognoserne falder ledigheden igen i 2004 og 2005 (afhængig af konjunkturudviklingen).
Prisstigningerne er på omkring 2 pct. om året og lønstigningerne i industrien er omkring 4 pct. årligt. De danske lønstigninger er fortsat noget højere end i andre EU-lande.
Renten på obligationer er historisk lav med en rente på omkring 5 pct. (30-årige obligationslån). Man skal helt tilbage til 1930’erne og 1940’erne for at finde tilsvarende lave rentesatser til finansiering af boligbyggeri m.v.
Som følge af fastkurspolitikken i forhold til euroen, er den danske krone styrket væsentligt i værdi i forhold til øvrige valutaer. I forhold til dollaren er kronen steget ca. 30 pct. i værdi.