Kommissionens grønbog om PVC

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Blødgørere er nødvendige for fremstilling af bløde PVC-produkter. Mængden af blødgørere, som tilsættes PVC-polymeren, afhænger af produktets ønskede egenskaber. Phthalater er en fællesbetegnelse for en gruppe af disse kemiske blødgørere, der blandt andet anvendes i maling, trykfarve, lim, m.v. I Vesteuropa produceres der hvert år omkring 1 mio. tons phthalater, hvoraf 900.000 tons anvendes til blødg&os lash;ring af PVC.

Phthalater med lange molekylekæder er svært nedbrydelige i biologiske systemer og nedbrydes kun delvis i almindelige afløbs- og spildevandsrensningsanlæg, hvor de ophobes i kloakslam. Dyreforsøg har påvist, at nogle af phthalaterne kan være kræftfremkaldende, og andre er under mistanke for at påvirke den menneskelige forplantningsevne.

Samtlige phthalater, som anvendes i store mængder i PVC-produktionen, findes i dag overalt i miljøet, hvor de primært spredes gennem luften og ved udvaskning. I høje koncentrationer findes de hovedsageligt i sedimenter og kloakslam.

Phthalater kendes hovedsageligt fra den offentlige debat omkring deres anvendelse i blødt plastlegetøj, da de vandrer fra legetøj og småbørnsartikler, når børn putter dem i munden, og der opstår derved en risiko for skader på nyrer, lever og testikler. Flere medlemslande har derfor indført nationale forbud mod phthalater i legetøj og babyartikler beregnet for børn under tre år, og Kommissionen fremlagde sidste år et forbud mod anvendelsen af fem phthalater.

Der anvendes allerede i dag andre blødgørere end phthalater, men de udgør kun en lille brøkdel af den samlede anvendelse af blødgørere i forhold til phthalater, og der foreligger kun begrænsede oplysninger om disse blødgøreres miljø- og sundhedsmæssige virkninger ved anvendelse i PVC. En relevant vurdering vil således kræve flere oplysninger.

De problemer, som anvendelsen af phthalater i PVC rejser, kan afhjælpes gennem en række foranstaltninger, bl.a. lovgivningsmæssige og frivillige risikobegrænsende tiltag. Det leder Kommissionen frem til sit andet spørgsmål:

Mekanisk genvinding henviser til genvindingsprocesser, hvor PVC-affald udelukkende behandles mekanisk, hovedsageligt ved findeling, sigtning og formaling. De produkter, som man får ud af disse processer, kan forarbejdes til nye produkter. Der er dog stor forskel på kvaliteten af PVC-genvindingsprodukter afhængigt af det materiale der genvindes. Kvaliteten er afgørende for, i hvilket omfang nyt materiale kan erstattes med et genvindingsprodukt.

Et af problemerne med genvinding er forekomsten af tilsætningsstoffer, som er klassificeret som farlige stoffer, f.eks. bly og cadmium. Tungmetallerne udledes ikke direkte i miljøet, men indgår i den nye produktion, og derfor udskyder man ikke blot den endelige bortskaffelse til et senere stadium, men spreder også forureningen med bly og cadmium i nye produkter.

Genvinding af affald fra forbrugsleddet er stadig af ringe omfang i EU, og mængden af genvundne materialer udgør mindre end 3 pct. af den samlede mængde. Mekanisk affald fra produktionsleddet svarer derimod til omkring 85 pct. af det producerede PVC-affald fra produktionsleddet, og kan betragtes som en økonomisk rentabel aktivitet.

Da genvinding fra forbrugsleddet langt fra er økonomisk konkurrencedygtigt, er det nødvendigt med økonomiske incitamenter der kan fremme særskilt indsamling af PVC-affald. Fremtidsudsigterne er dog knap så dystre, da de økonomiske betingelser for genvinding forventes forbedret i de kommende år som følge af stigende omkostninger ved deponering og forbrænding. Priser på deponering og forbrænding er i dag ti l sammenligning for lave til, at der for alvor satses på genvinding.

Man regner med, at omkring 9 pct. af den samlede mængde PVC-affald vil kunne genvindes mekanisk i 2010 og 2020. Det maksimale genvindingspotentiale (under hensyntagen til de tekniske og økonomiske begrænsninger) skønnes "kun" at være ca. 18 pct. for forbrugsleddet. Andre affaldshåndteringsmetoder vil derfor fortsat være vigtige.

PVC-industrien har i sin frivillige aftale fra marts 2000 opstillet kvantificerede mål for mekanisk genvinding af rør, fittings og vinduesrammer (50 pct. af den indsamlede mængde i 2005). Hvad angår andre potentielle anvendelsesområder fremfører industrien, at der er behov for en større indsats med henblik på udvikling af logistik, teknikker og genbrugsanvendelser. Industrien forpligter sig endelig lidt løst til at understøtte udviklingen gennem opfyldelse af højere mål for mekanisk genvinding "snarest muligt."

Kommissionen mener på grundlag af sin analyse og den nuværende lave genvindingsgrad, at genvinding af PVC bør udbygges. Genvinding af PVC-affald kan styrkes gennem en række foranstaltninger, som enten kan iværksættes separat eller kombineret. De mulige foranstaltninger omfatter ifølge Kommissionen:

Genvinding af PVC-affald der indeholder tungmetaller rejser særlige problemer på grund af den mulige opblanding af tungmetaller i nye og formodentlig flere produkttyper. Ifølge Kommissionen kan man forestille sig følgende forskellige foranstaltninger til at løse disse problemer:

Kemisk genvinding er betegnelsen for en række processer, hvorved de molekyler som plastmaterialerne består af, brydes ned i mindre molekyler, som så kan bruges til at fremstille nye polymerer (supermolekyler) eller andre stoffer, som kan bruges forskellige steder i den kemiske industri. Ved opbrydningen frigives der klor, som dog kan genbruges efter rensning eller neutraliseres.

Endnu er man ikke kommet særligt langt med denne form for genvinding, og den kemiske genvinding giver desuden anledning til særlige miljøproblemer. Ifølge forskellige livscyklusvurderinger vil visse kemiske genvindingsprocesser have et større energiforbrug og større indvirkning på den globale opvarmning end kommunal affaldsforbrænding og deponering. Det gør, at mekanisk genvinding af affald med højt PVC-indhold er at foretr&a elig;kke set ud fra et miljøsynspunkt, særligt hvis der ikke kræves omfattende sortering og forbehandling.

PVC-industrien har i sin frivillige aftale forpligtet sig til at investere 3 mio. euro (lidt over 22 mio. kr.) i et pilotanlæg til kemisk genvinding af PVC. På baggrund af resultaterne af en evaluering, som skal foretages i midten af 2002, vil man overveje om der skal bygges et kommercielt anlæg.

Forbrænding af PVC-affald sker hovedsageligt i kommunale affaldsforbrændingsanlæg. Der forbrændes omkring 600.000 tons PVC i EU hvert år. PVC udgør 10 pct. af det plast, som forbrændes, og 0,7 pct. af den samlede mængde affald, der forbrændes.

Ved forbrænding af PVC-affald frigøres der klor, som efterfølgende skal neutraliseres eller genanvendes. PVC-affald tegner sig i gennemsnit for 50 pct. af klor-inputtet i forbrændingsanlæggene. Der er udarbejdet emissionsgrænseværdier for hydrogenchlorid, som dannes ved forbrænding af PVC. Ved røggasrensning fremkommer desuden en række restprodukter, der indeholder f.eks. dioxiner og tungmetaller, som er klassificeret som farligt affald, og d en eneste mulighed for bortskaffelse, der anvendes i øjeblikket i medlemsstaterne, er deponering.

PVC-indholdet i kommunalt affald øger restprodukterne i forhold til forbrænding af affald uden PVC. Forbrænding af PVC-affald øger forbrændingsanlæggenes driftsomkostninger, fordi det er nødvendigt at anvende neutraliseringsstoffer og fordi der er øgede omkostninger forbundet med affaldsbehandlingen af restprodukterne. Meromkostningerne bliver dog ikke lagt på nye PVC-produkter eller PVC-affald, men indgår i de generelle omkostninger ved aff aldsforbrænding.

Der har været en videnskabelig debat om PVC-affaldsforbrændingens mulige indvirkning på emissionen af dioxiner, men der er behov for yderligere undersøgelser for at vurdere over hvilken tærskelværdi klorindholdet vil indvirke på dioxindannelsen. Den mulige sammenhæng mellem PVC-forbrænding og korrosion af forbrændingsanlæggenes udstyr har også været debatteret. Hvis der ikke var PVC i affaldet, vill e energigenvindingssystemet efter beregningerne blive mere effektivt {{SPA}} dette forhold kræver dog også yderligere undersøgelser.

Kommissionen har fået foretaget en undersøgelse, som vurderer de økonomiske og miljømæssige implikationer af at lede PVC-affald bort fra forbrænding. Generelt konkluderes det, at en bortledning af PVC-affald fra forbrænding til deponering under visse nærmere betingelser vil have både økonomiske og miljømæssige fordele. Phthalater udgør dog en vigtig undtagelse, da man ved deponering risikerer de bliver frigj ort i et eller andet omfang (hvorimod de nedbrydes ved forbrænding).

På grundlag af ovennævnte analyse mener Kommissionen, at forbrænding af PVC-affald rejser en række problemer. Følgende foranstaltninger kan tænkes at kunne bidrage til at løse problemerne:

Deponering er den mest udbredte form for behandling af PVC-affald. Man anslår, at helt op til 2,9 mio. tons PVC-affald bliver deponeret hvert år, og at over 20 mio. tons PVC-affald er blevet deponeret inden for de sidste 30 år.

Deponering af affald er reguleret af et direktiv om affaldsdeponering, som skal være gennemført i 2001, og som bl.a. fastsætter en række tekniske standarder for vedrørende beskyttelsen af undergrunden og grundvandet. Alle materialer i deponeringer {{SPA}} også PVC {{SPA}} er desuden underlagt forskellige reaktive betingelser.

PVC anses generelt for at være resistent ved deponering over og under jorden, men der er observeret et enkeltstående tilfælde af nedbrydning af PVC i tynd emballagefolie under ret specielle betingelser. Der forekommer også en vis nedbrydning af phthalater. Stabilisatorer i hårdt PVC-affald forventes ikke at blive udskilt i nævneværdig grad, mens der er påvist frigørelse af visse stabilisatorer fra blød PVC.

Ifølge Kommissionen er der behov for flere undersøgelser af PVC{{PU2}}s potentielle nedbrydning, udskillelsen af stabilisatorer og blødgørere og phthalaters bidrag til dannelsen af afløbsvand og gasemissioner fra lossepladser. Omkostningerne ved deponering af PVC-affald er de samme som for deponering af andet affald. Det forventes, at mængden af deponeret PVC-affald vil forblive konstant på omkring 2,8 mio. tons i 2020 (på trods af den forventede kraft igning af affaldsmængden med op til 80 pct. i 2020).

På grundlag af sin analyse mener Kommissionen, at deponering af PVC-affald rejser en række problemer og foreslår følgende foranstaltninger som kan bidrage til at løse problemerne:

Er der behov for specifikke foranstaltninger vedrørende deponering af PVC-affald? I bekræftende fald, hvilke?

1. Andre horisontale aspekter af PVC

Udover en strategi for håndtering af PVC-affald og tilsætningsstoffer, nævner Kommissionen kort spørgsmålet om en substitutionspolitik for visse PVC-anvendelser i forbindelse med målet om at fremme bæredygtige produkter som led i en integreret produktsikkerhedspolitik. Kommissionen anfører blot, at en sådan substitutionspolitik særligt kan overvejes for bestemte anvendelser, som ikke kan udskilles fra det almindelige affald og de t derfor er svært at genvinde, f.eks. emballage, motorkøretøjer og elektrisk og elektronisk udstyr. På denne baggrund stilles der i grønbogen følgende sidste spørgsmål:

Hvilke instrumenter er egnede til at fremme en horisontal PVC-strategi? Er der behov for at indføre en PVC-substitutionspolitik på bestemte områder? I bekræftende fald, hvorledes?

1. Afslutning