Det Europæiske Konvent anbefaler gennemgribende reform af EU’s institutioner

Christiansborg, den 18. juni 2003

EU-Konventssekretariatet

EU-landenes stats- og regeringschefer skal i fremtiden ledes af en fast formand eller præsident, når de mødes i Det Europæiske Råd. Formanden skal vælges for 2 ½ år ad gangen med mulighed for forlængelse i yderligere 2 ½ år. Formanden foreslås valgt af et kvalificeret flertal af stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd. Formandens mandat kan bringes til ophør af Det Europiske Råd efter samme procedure.

Der er ikke længere, som i Præsidiets første udkast, krav om at kun medlemmer af Det Europæiske Råd eller personer, der tidligere har været medlemmer i mindst to år, kan kandidere til posten. Til gengæld må formanden ikke samtidig udøve et nationalt mandat, men må dog gerne være medlem af en anden europæisk institution.

Formandens opgave er, ifølge traktatudkastet, at lede Det Europæiske Råd og give det impuls samt fremme sammenhængskraft og konsensus i dets arbejde. Formanden skal desuden varetage Unionens repræsentation udadtil på de områder, der vedrører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dog må dette ikke berøre udenrigsministerens kompetence. Endelig skal formanden sammen med Kommissionens formand og Det Generelle og Lovgivende Råd forberede møderne i Det Europæiske Råd, så der sikres kontinuitet.

Konventet foreslår ligeledes at reducere antallet af deltagere i møderne i Det Europæiske Råd. Det skal ske ved, at EU-landenes udenrigsministre ikke længere automatisk bistår stats- og regeringscheferne på møderne. Kun stats- og regeringscheferne og formændene for Det europæiske Råd og Kommissionen samt den nye udenrigsminister vil fremover automatisk have adgang til møderne. Der er dog mulighed for, at stats- og regeringscheferne kan medbringe deres udenrigsministre eller andre ministre, hvis Det Europæiske Råd skal drøfte emner, hvor disses tilstedeværelse er påkrævet. Det hedder således i forslaget, at stats- og regeringscheferne "kan lade sig bistå af en minister", ligesom Kommissionens formand kan lade sig bistå af en kommissær.

Det foreslås også, at Det Europæiske Råd som hovedregel træffer beslutninger med "konsensus". Dog defineres det ikke nærmere, hvad konsensus er.

Det Europæiske Råd træder sammen kvartalsvis, med mulighed for at mødes ekstraordinært.

Forslaget fra Konventets Præsidium om, at Det Europæiske Råd med konsensus skulle kunne oprette et præsidium bestående af tre af dets medlemmer, udgår.

Også for Ministerrådet foreslås større ændringer, både hvad angår dets organisering og stemmeregler samt varetagelsen af dets formandskab.

Ministerrådet skal som i dag bestå af en repræsentant på ministerniveau fra hver medlemsstat for hver enkelt rådssammensætning. Det foreslås i traktatudkastet, at kun medlemsstatens egen repræsentant er beføjet til at udøve stemmeretten i Ministerrådet og dermed til at forpligte medlemsstaten.

Præsidiet foreslår, at kun to rådssammensætninger defineres i forfatningstraktaten, nemlig:

• Det Generelle og Lovgivende Råd
• Rådet for Udenrigsanliggender

• at forberede og sørge for opfølgning af møderne i Det Europæiske Råd sammen med Kommissionen,
• at behandle og vedtage EU-lovgivningen i form af europæiske love og europæiske rammelove sammen med Europa-Parlamentet.

• et flertal af lande skal stemme for
• landene skal repræsentere mindst 60 pct. af borgerne i EU

Et særligt superkvalificeret flertal foreslås indført, hvor Det Europæiske Råd eller Ministerrådet skal træffe beslutning på baggrund af et forslag fra en eller flere medlemsstater og ikke Kommissionen eller udenrigsministeren. I stedet for opbakning fra et flertal af medlemsstaterne som under det almindelige kvalificerede flertal kræves opbakning fra et "superkvalificeret flertal" på 2/3 af medlemsstaterne. De 2/3 medlemsstater skal samtidig fortsat repræsentere mindst 60 pct. af EU-landenes borgere.

Det superkvalificerede flertal vil kunne finde anvendelse inden for visse dele af det retspolitiske område og FUSPen, hvor medlemsstaterne har initiativret.

Endelig foreslås oprettelsen af en "genvej" udenom regeringskonferencer og national ratifikation, så man kan indføre kvalificeret flertal på de områder, hvor enstemmighed bevares, samt styrke Europa-Parlamentets lovgivningsbeføjelser på områder, hvor Parlamentet stadig ikke er blevet ligestillet med Ministerrådet som lovgiver.

Det Europæiske Råd bemyndiges således til med enstemmighed at indføre:

• den "almindelige lovgivningsprocedure" på områder, hvor der er fastlagt "særlige lovgivningsprocedurer" som f.eks. ved fastsættelsen af EU’s egne indtægter eller harmoniseringen af regler for moms og andre indirekte afgifter. Den almindelige lovgivningsprocedure ligestiller Ministerrådet og Europa-Parlamentet som lovgivere og indebærer, at Rådet træffer beslutning med kvalificeret flertal. Det Europæiske Råd skal selv tage initiativet til et sådant forslag og skal have haft det under behandling i mindst 6 måneder inden der kan træffes afgørelse. Det Europæiske Råd skal høre Europa-Parlamentet og underrette de nationale parlamenter.

• kvalificeret flertal på områder, hvor der er enstemmighed enten uden for lovgivningsområdet eller på nogle af steder, hvor der gælder særlige lovgivningsprocedure, der er underlagt enstemmighed, men hvor man ikke er parat til at gøre Europa-Parlamentet til Rådets medlovgiver. Også her skal de nationale parlamenter underrettes, hvilket skal ske mindst fire måneder før stats- og regeringscheferne træffer afgørelse.

Konventet foreslår, at Europa-Kommissionen reduceres fra Nicetraktatens 25 kommissærer i EU-25 til 15 såkaldte "Europa-kommissærer" fra 1. november 2009. Kommissionen skal bestå af sin formand, EU-udenrigsministeren samt 13 Europa-kommissærer. Der udpeges desuden "kommissærer uden stemmeret" fra hvert af de lande, som ikke har fået en "Europa-kommissær". Dem vender vi tilbage til.

Kommissionens formand foreslås som nævnt udpeget af Europa-Parlamentet efter forslag fra stats- og regeringscheferne, og EU-udenrigsministeren udnævnes af Det Europæiske Råd med samtykke fra kommissionsformanden. De 13 øvrige kommissærer udpeges af Kommissionens formand på baggrund af en bruttoliste på tre kandidater fra hvert land. Hver enkelt medlemsstat er forpligtet til at foreslå både mænd og kvinder blandt sine kandidater. Formanden for Kommissionen får desuden kompetence til at udnævne næstformændene i Kommissionen.

De tretten Europa-kommissærer vælges på grundlag af en ordning med ligelig rotation mellem medlemsstaterne. Medlemsstaterne skal således behandles fuldstændig ligeligt for så vidt angår både rækkefølgen og varigheden af deres kommissærers medlemskab af Kommissionen. Samtidig skal Kommissionen også sammensættes således, at den demografiske og geografiske spredning i samtlige EU-medlemsstater afspejles på tilfredsstillende vis. Endelig skal Kommissionens formand tage hensyn til kandidaternes "duelighed og europæiske engagement samt deres uomtvistelige uafhængighed", når han vælger sit hold af Europa-kommissærer.

Den samlede Kommission med formand og udenrigsminister skal fremover kun godkendes af Europa-Parlamentet. I dag er der krav om, at den samlede Kommission også godkendes i Rådet.

Der udpeges, som nævnt, et antal "juniorkommissærer" eller som det hedder "kommissærer uden stemmeret". Spørgsmålet er, hvad disse "kommissærers" præcise status er, når de nu ikke er medlemmer af Kommissionen. Det eneste, der synes helt sikkert, er, at de ikke har stemmeret. De kan formentlig heller ikke tildeles porteføljer eller ansvarsområder, men godt udstyres med mere ad-hoc prægede hverv eller funktioner.

På den anden side kan de heller ikke slet og ret være en slags "forbindelsesofficerer", som skal holde deres nationale regeringer orienteret om vigtige nationale problemstillinger i forbindelse med Kommissionens arbejde. De skal trods alt udnævnes af Kommissionens formand efter samme procedurer som "Europa-kommissærene". De skal godkendes sammen med Europa-kommissærerne af Parlamentet, og de kan afskediges både kollektivt af Parlamentet som enkeltvis, hvis kommissionsformanden beder dem om at træde tilbage.

Der melder sig dog yderligere at par spørgsmål vedrørende disse kommissærer uden stemmeret, som traktatudkastet ikke giver noget svar på. I hvilket omfang kan de f.eks. deltage og tale på Kommissionens møder? Kan de repræsentere Kommissionen i Parlamentet og Rådet eller andre steder, hvor Kommissionens tilstedeværelse er nødvendig?

Konventet foreslår som nævnt, at EU fremover skal have sin egen udenrigsminister. Denne skal udnævnes af stats- og regeringscheferne med et kvalificeret flertal. Kommissionens formand skal ligeledes give sit samtykke til udnævnelsen, idet udenrigsministeren samtidig skal være en af Kommissionens næstformænd med ansvar for EU’s eksterne relationer. Heraf betegnelsen den "dobbelte hat".

Det Europæiske Råd kan afskedige udenrigsministeren efter samme procedure som ved ansættelsen – ligesom han i sin funktion som EU-kommissær må antages at være forpligtet til at gå af, hvis Kommissionens formand beder ham om det.

Udenrigsministerens opgave er, ifølge traktatudkastet, at "varetage EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik" samt gennemføre den som Rådets bemyndigede. Han skal bidrage til udformningen af EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Han får således også tildelt initiativret på hele det udenrigspolitiske område, hvor han enten selv eller sammen med Kommissionen kan fremsætte forslag.

Han skal ligeledes være ansvarlig for EU’s øvrige eksterne forbindelser og aspekter af Unionens optræden udadtil i sin kapacitet som EU-kommissær og næstformand for Kommissionen.

Den Europæiske Unions domstol, Europa-Domstolen, skal fortsat sammensættes af en dommer pr. medlemsstat, ligesom Retten (i første Instans) skal bestå af mindst en dommer pr. medlemsstat.

Domstolen skal have kompetence til at træffe afgørelse i sager anlagt af en medlemsstat, en EU-institution eller i visse tilfælde af fysiske og juridiske personer. Domstolen skal desuden kunne træffe afgørelser i præjudicielle spørgsmål efter anmodning fra de nationale domstole om fortolkningen af EU-retten eller af gyldigheden af retsakter vedtaget af EU-institutionerne. Endelig skal Domstolen træffe afgørelse i appelsager vedrørende afgørelser truffet af Retten (i første instans) mv..

Også Den Europæiske Centralbank opregnes i Konventets forslag blandt EU-institutionerne i traktatudkastet. Centralbankens besluttende organers hovedmål er prisstabilitet. Centralbanken fører sammen med eurolandenes centralbanker Unionens monetære politik.

Den Europæiske Centralbank er uafhængig i udøvelsen af sine beføjelser samt finansielt uafhængig. Dette princip skal respekteres af EU-institutionerne samt af medlemsstaternes regeringer.

Centralbanken har krav på at blive hørt på i forbindelse med enhvert forslag til retsakt, der vedrører dens kompetenceområde.

Med venlig hilsen

Morten Knudsen