Dokumenter
Ikke behov for forenkling af EU's lovgivningsprocedure
Europaudvalget
(Info-note I 9)
(Offentligt)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
samt de danske repræsentanter i Konventet
Ikke behov for forenkling af EU’s
lovgivningsprocedure
Der er ikke behov for at forenkle eller reformere den såkaldte fælles beslutningsprocedure, som er EU’s vigtigste beslutningsprocedure, når det handler om vedtagelsen af EU-lovgivning. Til gengæld synes reformiveren stor, når det handler om EU’s komplicerede procedure for vedtagelsen af det årlige EU-budget. Således lød budskabet fra fire eksperter fra Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen, da de talte for Det Europ&ael ents arbejdsgruppe IX om "forenkling af EU’s beslutningsprocedurer og instrumenter" på dets 2. møde i Bruxelles den 2. oktober.
Den fælles beslutningsprocedure
Første del af mødet handlede om den fælles beslutningsprocedure. Repræsentanten fra Ministerrådet, hr. Jean-Paul Jacqué, fandt, at den fælles beslutningsprocedure er lige så enkel som enhver af medlemsstaternes lovgivningsprocedurer. I øvrigt mente han, at den fælles beslutningsprocedure efter den seneste reform med Amsterdamtraktaten er identisk med den procedure, som den tyske Forbundsdag og Forbundsrådet benytter, når de vedta ger lovgivning. "Rådet er Forbundsdagen, og Europa-Parlamentet er Forbundsrådet", erklærede Jacqué. Han så derfor ingen grund til at foretage nogen ændringer af denne beslutningsprocedure.
Også dagens anden ekspert, det græske europaparlamentsmedlem Giorgios Dimitrakopoulos, vurderede, at den fælles beslutningsprocedure trods sin tilsyneladende kompleksitet havde været en overordentlig stor succes. "Hele 400 retsakter er vedtaget siden procedurens ikrafttræden i november 1993, og kun 4 forslag er hidtil blevet stoppet", fastslog Dimitrakopoulos. Ifølge grækeren ligger det gennemsnitlige tidsforbrug på behandlingen af retsakter eft er den fælles beslutningsprocedure på mellem 18 og 24 måneder, hvilket han ikke fandt synderligt alarmerende.
Ingen af de to eksperter mente, at EU’s udvidelse til 25-27 medlemsstater medfører noget behov for at forenkle proceduren. Til gengæld opfordrede de til, at Ministerrådet og Europa-Parlamentet foretager en grundig reform af deres interne procedurer.
|
Den fælles beslutningsprocedure Den fælles beslutningsprocedure, som blev indført med Maastrichttraktaten, da denne trådte i kraft i november 1993, gør Europa-Parlamentet til Ministerrådets medlovgiver. Den fælles beslutningsprocedure indebærer, at både Ministerrådet og Europa-Parlamentet skal godkende forslag, før de kan blive til lov. Proceduren kan maksimalt strække sig over tre behandlinger i Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Dog kan proceduren afsluttes efter såvel første-, anden- og tredjebehandlingen, afhængig af parternes forhandlingsvilje. Med Nicetraktatens ratifikation vil den fælles beslutningsprocedure gælde på ca. 45 samarbejdsområder. |
Triloger
Et andet emne, som begge eksperter kom ind på i deres oplæg, var spørgsmålet om nytten af de såkaldte triloger, som er uformelle trepartsdrøftelser, hvor repræsentanter fra Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissonen mødes for at forberede endelige aftaler under den fælles beslutningsprocedure. Både Jacqué og Dimitrakopoulos fandt disse triloger særdeles nyttige. Alligevel ønskede ingen af dem trilogerne formaliseret og skrevet ind i EU-traktaterne.
Specielt Jacqué afviste tanken om at traktatfæste trilogprocedurerne. "Traktatfæstelse af trilogerne vil dræbe fleksibiliteten i disse procedurer", advarede Jacqué. Han mente i stedet, at man kan overveje at skære ned på antallet af medlemmer i forligsudvalgene og på den måde gøre dem mere fleksible.
Trods Dimitrakopoulos støtte til trilogerne kunne han alligevel godt tænke sig en fast tilstedeværelse af Ministerrådet på udvalgsmøderne i Europa-Parlamentet, så rådsformandskabet dér kan forsvare og diskutere Rådets positioner i offentlighed. Jacqué var dog kontant afvisende over for denne idé. "Man kan da godt traktatfæste, at rådsformandskabet skal være til stede på udvalgsmøderne i Europ a-Parlamentet, men man kan ikke tvinge formandskabet til at sige noget, der går ud over rådspositionen", sagde Jacqué.
Mere transparens i den fælles beslutningsprocedure
Flere af arbejdsgruppens medlemmer følte sig dog ikke helt overbeviste om, at den fælles beslutningsprocedure er så nem at overskue, at forenkling ikke er nødvendig. Specielt Hanja Maij-Weggen fra Europa-Parlamentet krævede "mere transparens og demokrati". Hverken journalister baseret i Bruxelles eller nationale parlamenter har store chancer for at overskue proceduren. "Vi skal ikke se på denne procedure ud fra EU-eksperters synsvinkel, men ud fra borgernes og de nationale parlamenters perspektiv", erklærede Maij-Weggen.
Der var dog ikke mange bud på, hvordan denne forbedrede transparens skal komme. Større åbenhed i Rådets arbejde var ét bud. Bl.a. Andrew Duff fra Europa-Parlamentet og Lord MacLennan of Rogart fra det britiske Overhus understregede, at det først og fremmest handler om, at Ministerrådet offentliggør fuldstændige forhandlingsreferater fra dets møder, så offentligheden og vælgerne kan stille deres ministre til ansvar for, hvad de s iger og gør.
Udvide den fælles beslutningsprocedurer til al lovgivning
Hanja Maij-Weggen ønskede ligeledes udvidet brug af den fælles beslutningsprocedure, så den anvendes som almindelig lovgivningsprocedure til al lovgivning på de områder, hvor EU i dag benytter høringsproceduren og samarbejdsproceduren.
I dag vedtages adskillige retsakter efter den klassiske høringsprocedure, som bl.a. anvendes på landbrug og fiskeri samt i forbindelse med harmonisering af punktafgifter og andre indirekte skatter og afgifter. Høringsproceduren ligestiller dog ikke Europa-Parlamentet med Ministerrådet som lovgiver, men giver alene Parlamentet en høringsret.
Også den såkaldte samarbejdsprocedure findes stadig i traktaterne til anvendelse på fire områder inden for den økonomiske og monetære union. Samarbejdsproceduren bruges dog praktisk talt ikke længere.
Flere europaparlamentsmedlemmer var ligeledes forargede over, at der findes tre områder i traktaten, hvor man bruger den fælles beslutningsprocedure, men hvor der samtidig er enstemmighed, når Ministerrådet skal træffe beslutninger. Jacqué indvendte her, at alle disse fire områder hører under de såkaldt "komplementære kompetencer", hvor det er medlemsstaterne, der er hovedlovgivere, og hvor EU blot supplerer eller komplementerer den nationale lovgivning.
Budgetproceduren
I anden halvdel af mødet i arbejdsgruppen diskuterede man EU’s budgetprocedure. Specielt Kommissionens generaldirektør for budgettet, Louis Romero-Requena, men også Europa-Parlamentets budgetudvalgsformand, Terence Wynn, stillede forslag om reform af den komplicerede budgetprocedure. Begge mente, at den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin skal skrives ind i traktaten, da det i realiteten er den procedure, der bruges, når EU-budgettet skal fastlægges. " atens budgetprocedure har ikke været anvendt siden februar 1988", understregede Romero-Requena.
Afskaf forskel mellem obligatoriske og ikke obligatoriske udgifter
Romero-Requena foreslog, at man afskaffer sondringen mellem obligatoriske og ikke obligatoriske udgifter i budgettet og indfører en procedure, hvor Europa-Parlamentet og Ministerrådet vedtager budgettet i forening. Proceduren skulle her være, at Kommissionens forslag starter i Europa-Parlamentet, går videre til Rådet og slutter hos Europa-Parlamentet, der får det sidste ord.
|
Budgetproceduren (TEF 272) Budgetproceduren blev indført med indførelsen af Fællesskabets egne indtægter i 1971. I den forbindelse indførte man en parlamentarisk kontrol med budgettet, som indbar, at Europa-Parlamentet skulle give den endelige godkendelse af EU’s budget. Efter reformen af budgetproceduren i 1977 indebærer proceduren, at Kommissionen fremsætter et forslag til budget, hvorefter Rådet og Parlamentet i fællesskab vedtager budgettet. Dette sker sædvanligvis efter to behandlinger i både Rådet og Parlamentet. Parlamentet foretager den endelige godkendelse af budgettet. |
Wynn var tøvende over for en reform, men var dog villig, hvis Europa-Parlamentet får det sidste ord at skulle have sagt, når budgettet godkendes. Wynn frygtede ellers, at Europa-Parlamentet vil miste indflydelse på budgettet til fordel for Kommissionen.
I dag har Europa-Parlamentet det sidste ord at skulle have sagt på den del af budgettet, som vedrører de ikke-obligatorisk udgifter, mens Ministerrådet tager sig af den endelige godkendelse af de obligatoriske udgifter.
Også krav om ændringer på indtægtssiden
Terence Wynn fandt også proceduren for fastlæggelse af EU’s egne indtægter for kompliceret. Specielt mente han, at Europa-Parlamentet skal have et ord at skulle have sagt her. Han fandt det besynderligt, at Europa-Parlamentet ikke skal have et ansvar for EU’s indtægter, når Parlamentet er hovedansvarlig for udgiftssiden. Wynn mente, at Parlamentet vil begynde at opfører sig mere ansvarligt på udgiftssiden, hvis man også havde medansvar for terne.
Arbejdsgruppens formand G. Amato spurgte direkte Wynn, om han ønskede at indføre en særlig EU-skat. Dette blev afvist af Wynn, der ikke vurderede, at der er opbakning til noget sådant i medlemstaterne.
Med venlig hilsen
Morten Knudsen