Resumé af Cosac i Laeken, Belgien oktober 2001

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Den belgiske statsminister Guy Verhofstadt beskæftigede sig i sit oplæg om Unionens fremtid bl.a. med sammensætningen og kommissoriet for det konvent, der skal nedsættes til at forberede regeringskonferencen 2004. Størst diskussion var der om størrelsen af de nationale parlamenters repræsentation og hvorvidt konventet skal fremlægge ét udkast eller flere optioner. Desuden redegjorde rådsformanden for det belgiske formandskabs prioriteter.

Arbejdsminister Laurette ONKELINX fremhævede i sit oplæg om beskæftigelsen og den europæiske sociale model betydningen af kvalitet i beskæftigelsen, de ansattes mulighed for at få indflydelse på forandringer og ligestilling mellem kønnene. Under dette punkt drøftede man også efter dansk ønske de nationale parlamenters mulighed for at øve indflydelse på WTO-spørgsmål.

Miljøminister Magda AELVOET beskæftigede sig i sit oplæg om fødevaresikkerhed og bæredygtig udvikling først og fremmest med arbejdet med at sikre, at forbrugerne får sunde fødevarer, hvilket der var almindelig tilslutning til.

Statssekretær for energi Olivier DELEUZE pointerede, at bæredygtig udvikling er en hovedprioritet for det belgiske formandskab.

Indenrigsminister Antoine DUQUESNE talte om en fælles asyl- og immigrationspolitik og prøvede at balancere mellem nødvendigheden af at harmonisere modtagelsen af asylansøgere og på den anden side ønsket om at undgå at få for mange af dem. Også debatten viste stor forskel på holdningerne, idet nogle gik ind for at stramme betingelserne, f.eks. for familiesammenføring, mens andre pegede på, at man må sikre asylsøg ernes grundlæggende rettigheder.

COSAC-mødet opnåede enighed om et bidrag, hvori man bl.a. anbefaler nedsættelsen af et konvent, som skal have til opgave at fremlægge et sammenhængende udkast til løsning af de problemer, Unionen står over for, forud for regeringskonferencen 2004. Bidraget er optrykt som bilag 1.

Den 25. konference for Europaudvalg i EU-landenes parlamenter, Europa-Parlamentet og repræsentanter for ansøgerlandenes parlamenter, kaldet

COSAC, fandt sted i Bruxelles den 4.-5. oktober 2001.

Fra Folketingets Europaudvalg deltog Claus LARSEN-JENSEN (S) og Knud Erik HANSEN (SF). Når delegationen ikke var større, hang det sammen med, at COSAC-mødet fandt sted samtidig med Folketingets åbningsdebat. Deltagerne fra de øvrige lande fremgår af bilag 2.

Ordstyrere på konferencen var formanden for Repræsentanternes Hus, Herman DE CRO, og formanden for de to kamres fælles Europaudvalg,

Philippe MAHOUX.

Nedenfor er drøftelserne på mødet resumeret, idet hovedvægten er lagt på de emner og indlæg, der har særlig interesse set fra et dansk synspunkt. Et "summary" af mødet (på fransk og engelsk) kan læses på COSAC’s hjemmeside: www.cosac.org. Selv om det fremtræder som ordret, er langt fra alt med. Formentlig er det baseret på den franske tantolkning og derefter oversat til engelsk. Stikprøver tyder på, at referatet ikke er særlig dækkende for de

ikke-fransktalende deltageres udsagn.

Debatten i COSAC om formiddagen den 4. oktober var helliget spørgsmålet om den kommende regeringskonference i 2004 om EU’s fremtid og dennes forberedelser. Den belgiske statsminister og rådsformand Guy Verhofstadt stod for formiddagens oplæg:

Om Unionens fremtid sagde Guy Verhofstadt, at forberedelserne af den såkaldte Laeken-erklæring, der skal tegne det videre forløb for drøftelserne om Unionens fremtid, er godt i gang. En gruppe af vise mænd med bl.a. den tidligere kommissionsformand Jacques Delors, Jean Luc Dehaene og den tidligere italienske ministerpræsident Ammato i spidsen er blevet bedt om råd i forbindelse med udformningen af Laeken-erklæringen.

Desuden har EU’s udenrigsministre, ifølge Verhofstadt, haft en første drøftelse af Laeken-erklæringen på deres uformelle møde den 8.-9. september i Gymnich. Her var der, ifølge Verhofstadt, enighed om dels at nedsætte et konvent til forberedelserne af regeringskonferencen i 2004, dels at konventet bør sammensættes af repræsentanter fra Europa-Parlamentet, Kommissionen og de nationale parlamenter og regeringer. Verhofstadt under de, at han mente, at konventet vil være et vigtigt bidrag til at komme EU’s demokratiske underskud til livs og bringe EU tættere på borgerne.

Verhofstadt erklærede afslutningsvist, at Europa står over for en historisk udfordring, hvor den uundgåelige udvidelse af medlemskredsen vil være forbundet med en yderligere uddybning af unionen. "Der findes ingen historiske fortilfælde for det, vi er i færd med at opbygge. Det Europa vi bygger har aldrig eksisteret før. Det er en sui generis og en mutation, som halvdelen af verden ser op til", sluttede Verhofstadt.

Under den efterfølgende debat og spørgerunder koncentrerede talerne sig om i hvert fald tre vigtige spørgsmål:

1) Med hensyn til ansøgerlandenes rolle i konventet understregede flere repræsentanter fra ansøgerlandene, at de ønsker at deltage på lige fod med de nuværende EU-landes repræsentanter i konventet. Som Tunne Kelam (Estland) udtrykte det: "Lige deltagelse i konventet indebærer også, at vi tager lige ansvar for Europas fremtid". Tassos PAPADOPOULOS (Cypern), der er formand for det cypriotiske parlaments Europaudvalg, fandt det dog acceptab elt, såfremt man beslutter at stille de ansøgerlande, der har afsluttet tiltrædelsestraktater, forskelligt fra de lande, som ikke har gjort forhandlingerne færdige.

Kravet om fuld deltagelse for ansøgerlandene fandt støtte fra adskillige af repræsentanterne fra EU-landenes nationale parlamenter, bl.a. Eske AHO (Finland) og Jürgen MEYER (tyske forbundsdag), der fandt det absurd at skelne mellem observatørstatus og det at være medlem, da konventet alligevel kun skal have en rådgivende funktion. Også Knud Erik HANSEN (Danmark) mente, at kandidatlandene bør være med på lige fod med de andre deltagere.< /P>

Verhofstadt svarede til dette, at han personligt gerne ser ansøgerlandene som fulde deltagere i konventet, men at der på udenrigsministrenes møde den 9. september i Gymnich fortsat var lande, der nærede visse betænkeligheder.

Verhofstadt bad dog de nationale parlamenter om at tilkendegive overfor deres regeringer, hvis de mener, at ansøgerlandene skal deltage fuldt ud i konventet.

2) Nogle nationale parlamenter stillede også krav om en bedre repræsentation i konventet til de nationale repræsentanter end i det sidste konvent, der udarbejdede charteret for grundlæggende rettigheder. Bag dette krav stod bl.a. Søren Lekberg (Sverige) og Mario Greco (Italienske Senat), der foreslog, at de nationale parlamenters repræsentation i konventet bliver fordoblet til fire medlemmer hver.

Fra dansk side støttede man dette ønske, idet både Claus Larsen-Jensen og Knud Erik Hansen talte for en bedre repræsentation til de nationale parlamenter i konventet. Claus Larsen-Jensen appellerede til, at man lyttede til de svenske og italienske ønsker om gennem repræsentativiteten at knytte den europæiske diskussion sammen med den nationale, idet han påpegede, at det til syvende og sidst er de nationale parlamenter, der skal godkende den nye traktat. På baggrund af de mange forslag, der var fremkommet vedrørende de nationale parlamenters placering i den fremtidige europæiske arkitektur, spurgte Claus Larsen-Jensen den belgiske statsminister, hvordan denne forestillede sig fremtiden på dette punkt. Han ville ikke forlange noget endeligt svar, idet han tilføjede, at vi heller ikke i Danmark har afklaret vores stilling hertil.

Heller ikke Knud Erik HANSEN fandt det tilstrækkeligt med to repræsentanter i konventet fra hvert af de nationale parlamenter. Knud Erik Hansen gik ind for, at der mindst skal være fire, og han slog også til lyd for, at NGO’erne bliver repræsenteret i selve konventet. I fremtidens Europa er det vigtigt at bygge på de nationale parlamenter, for det er i den nationale debat i de enkelte medlemsstater, borgerne har en chance for at blande sig. De nationale parlament l ikke blot kontrollere deres regeringer, de skal være med til at formulere den EU-politik, ministrene forhandler ud fra på ministerrådsmøderne, sluttede Knud Erik Hansen.

Kravet om større repræsentation til de nationale parlamenter blev dog afvist af bl.a. Jürgen MEYER fra den tyske Forbundsdag, mens Europa-Parlamentet forsøgte at bruge det som afsæt for selv at blive bedre repræsenteret. Mendes de VIGO fra Europa-Parlamentet talte således behændigt uden om større repræsentation til de nationale parlamenter, men understregede vigtigheden af en større parlamentarisk repræsentation i ko nventet.

Den belgiske statsminister Guy VERHOFSTADT gav ikke noget svar på indlæggene, men sagde beroligende, at de nationale parlamenter vil få deres plads i konventet sammen med Europa-Parlamentet, Kommissionen og landenes regeringer.

3) Det tredje vigtige spørgsmål, der blev debatteret vedrørende konventets arbejde, var, om det skal have til opgave at skabe konsensus om én grundtraktat-tekst, eller om det skal skitsere forskellige optioner, som stats- og regeringscheferne så kan vælge mellem på den efterfølgende regeringskonference i 2004.

Specielt danske og svenske parlamentsmedlemmer insisterede på, at konventet skal præsentere forskellige løsningsforslag for regeringskonferencen. Knud Erik HANSEN erklærede således, at konventet ikke skal stile efter at blive enige om én løsning, men skal gøre forskellige synspunkter synlige ved at fremlægge flere optioner.

Både Jürgen MEYER (Tyskland) og Mendes de VIGO (Europa-Parlamentet) afviste denne position og insisterede på, at konventet skal forsøge at skabe konsensus om en tekst til grundtraktat. Meyer understregede dog, at hvor der ikke kan skabes enighed, bør der udarbejdes flere optioner.

Endelig var der flere medlemmer, der understregede vigtigheden af, at de nationale parlamenter tager del i debatten om Unionens fremtid for at sikre den folkelige forankring. Specielt slog Claus LARSEN-JENSEN (Danmark) til lyd for, at man samtidig med etableringen af et konvent nedsætter et bredere sammensat debatforum på nationalt plan. Han sagde, at dette i hvert fald er planen i Danmark. Han oplevede i diskussionerne et politisk kultursammenstød mellem ønsket om effektivitet og den skandinaviske tilgang, som lægger vægt på repræsentativitet. Han understregede samtidig, at han mente, man burde gå langt mht. inddragelse af civilsamfundet

Endeligt kommenterede Knud Erik HANSEN (Danmark) den bekymring for det demokratiske underskud, som statsminister Verhofstadt havde givet udtryk for. For ham drejede det sig om at få forenet befolkningens ønsker med beslutningstagernes gennem en åben debat, hvor de forskellige synspunkter kommer frem. Det er ikke nok, at man har et formelt demokrati med dertil hørende institutioner; den åbne debat er nemlig en vigtig del af det reelle demokrati, hvorfor konventet også skal have en bred sammensætning. Hvis man valgte en sådan model, troede Knud Erik Hansen, man ville have en historisk chance for at skabe en god og åben debat og en god fremtid for Europa.

Den belgiske statsminister brugte også tid i sit oplæg på en kort præsentation af nogle de øvrige hovedprioriteter under belgisk EU-formandskab:

Verhofstadt understregede, at euroen er en historisk begivenhed, som næsten er hjemme nu, og som vil bidrage til at styrke den europæiske idé. Intet vil dog blive overladt til tilfældighederne. Trods enkelte problemer kører alt efter tidsplanen, så 12 lande den 1. januar vil kunne indføre den fælles valuta.

Om udvidelsen sagde Verhofstadt, at alting går efter køreplanen. Det forekommer derfor realistisk, at forhandlingerne med den første gruppe ansøgerlande kan afsluttes ved udgangen af 2002, så de kan blive medlemmer forud for europaparlamentsvalgene i 2004.

Verhofstadt sagde, at mere end 2/3 af forhandlingskapitlerne er foreløbigt afsluttet med visse lande. For andre lande er samtlige kapitler åbnet til forhandlinger.

Verhofstadt sagde, at mange borgere ønsker et "socialt Europa". Han lovede i den forbindelse, at det belgiske formandskab vil fremlægge et komplet og sammenhængende system af nøgleindikatorer for det sociale Europa på Det Europæiske Råds møde i Laeken.

Om det europæiske område for frihed, sikkerhed og retfærdighed sagde den belgiske statsminister, at justits- og indenrigsministrene er kommet ind i en god gænge med hensyn til udviklingen af en fælles asyl- og indvandrerpolitik. Dette arbejde er baseret på Det Europæiske Råds konklusioner fra Tampere i oktober 1999. Der arbejdes her med fem konkrete tiltag:

For det belgiske formandskab er en styrkelse af unionens eksterne dimension utrolig vigtig. Verhofstadt så specielt fire områder, hvor Unionens udenrigspolitik har spillet en rolle: Balkan, Rusland, Afrika og Mellemøsten. Verhofstadt understregede, at specielt i Centralafrika bør EU spille en ledende rolle. "Der er i Afrika store forventninger om, at vi kan bidrage til at bryde den onde cirkel af krig og vold på dette kontinent, erklærede Verhofstadt. Han erkl&a elig;rede, at Unionen støtter "ny afrika-initiativet" taget af nogle afrikanske statschefer for nyligt. Også i Mellemøsten mente, Verhofstadt, at EU har spillet en vigtig rolle for forhandlingerne mellem de vigtigste stater i Mellemøsten.

Og på Balkan holder vi liv i håbet om, at en Balkan-krig kan undgås, sagde Verhofstadt.

Endelig kom Verhofstadt ind på terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september. Han understregede her, at terrorangrebet har fået EU og USA til at rykke tættere sammen og "forny den transatlantiske solidaritet". Han opregnede her de antiterror-initiativer, som EU’s stats- og regeringschefer havde oppe på det ekstraordinære møde i Bruxelles den 21. september. Verhofstadt nævnte desuden, at USA og EU sammen vil nedsætte en række dsgrupper, som skal se på, hvilke forholdsregler der kan tages mod terrorisme. Arbejdsgrupperne vil blive sammensat af repræsentanter for justitsministrene i USA og EF-landene, sluttede den belgiske statsminister.

Den belgiske arbejdsminister og vicestatsminister Laurette ONKELINX var glad for at kunne få lov til at fremlægge det belgiske formandskabs program inden for det beskæftigelsesmæssige og sociale område og redegøre for status for de fremskridt, der var sket inden for den sociale model i Europa. Det var jo det forrige formandskab, der startede de projekter, som det belgiske formandskab nu arbejder videre på, nemlig projekter vedrørende:

Kvalitet i beskæftigelsen udgør et meget væsentligt element i den europæiske model. Det belgiske formandskab fik til opgave at arbejde videre på et system af sociale indikatorer, og formandskabet fik på topmødet i juli om beskæftigelse startet dialogen vedrørende disse indikatorer. Siden har formandskabet haft mange kontakter med arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet, Europa-Parlamentet og eget parlament. Det er formandskabets ambition at f&arin g; afsluttet 1. fase på topmødet i Laeken og dermed få truffet beslutning om indikatorerne.

For så vidt angik ansattes muligheder for indflydelse på forandringer nævnte Laurette Onkelinx Renault-Vilvorde sagen, efter hvilken de ansatte havde været hjælpeløse i forandringsprocessen og ikke været bevidst om, hvem de skulle kontakte og drøfte situationen med. For at imødegå dette havde arbejdsministeren foreslået udvikling af en europæiske legal struktur for social mægling. I den forbindelse udtrykte hun håb om, at der kunne opnås enighed om direktivet om den sociale dialog (information og konsultation af ansatte, der også åbner op for sanktioner). Man arbejdede endvidere med beskyttelse af ansatte i tilfælde af virksomheders illikviditet og mod at etablere et system af europæisk mægling, ligesom der var igangværende drøftelser om et direktiv om ligestilling af kønnene ved adgang til arbejdsmarkedet. Ligeløn mellem kønnene på arbejdsmarked et var også på dagsordenen: lige arbejde – lige løn, hvor situationen i dag er den, at kvinder kun får 80 pct. af mændenes løn. Arbejdsministeren kom i den anledning også ind på Barcelonaprocessen og Middelhavsforum, på hvilket område det var nødvendigt med omfattende midler for at sikre forbindelsen mellem Middelhavsområdet og EU. Integration af kvinder på arbejdsmarkedet i disse områder var af meget stor betydning>

Endelig kunne Laurette Onkelinx meddele, at der var fuld gang i drøftelserne om Europas fremtid og etablering af det åbne rum for dialog med borgerne. Det sociale Europa må nødvendigvis spille en stor rolle i denne sammenhæng, og hun kunne oplyse, at der ville blive arrangeret et socialt topmøde før Laeken topmødet. Opgaven på dette område er bl.a. at få besvaret spørgsmålet om, hvordan den sociale dialog gøres mer e dybdegående, hvordan de sociale overenskomster styrkes, tale om livslang læring, klarlægge høringsrunder, simplificering af processer, gerne ved aftaler, eventuel ved sammenligning af de enkelte medlemslandes "modeller" på området, transparens af hele systemet for arbejdsmarkedets parter. Afklaring af hele området behøver ikke nødvendigvis betyder flere direktiver, men gerne gode aftaler.

Om WTO’s 4. ministrekonference kunne Laurette Onkelinx oplyse, at hun samme morgen havde haft møde med Kommissionen, fagforeninger, NGO’er og Attack, hvor man havde haft en interessant dialog vedrørende forberedelserne til WTO-forhandlingerne i Qatar til november.

Under debatten udtrykte Jose BARROS-MOURA (Portugal) stor anerkendelse af, at området beskæftigelse spiller så stor en rolle i formandskabets program, og udtrykte håb om, at de europæiske institutioner vil benytte dette til at sikre en bedre koordinering mellem beskæftigelses- og socialområdet og økofin. Det er vigtig med økonomisk sammenhæng med lige muligheder i EU for adgang til ny teknologi og uddannelse. Man måtte dog ikke glemme a spektet om konkurrencedygtighed i en tid med globalisering, hvor det er vigtigt at fokusere på fornyelse af produktionsmetoder. EU skulle efter hans opfattelse bruge sin indflydelse til at få den næste WTO runde til at koncentrere sig om vækst i verdensøkonomien – også efter den 11. september - samtidig med beskyttelse af vores sociale model, uden at glemme udviklingslandene og målet med at bevare den sociale ligevægtsmodel.

Kimmo KILJUNEN (Finland) orienterede om, at man i Finland havde et set-up, der kaldes "WTO/World Policy Committee", dvs. Stora Utskottet behandler dette område på parlamentarisk plan Han henviste til, at statsminister Guy Verhofstadt til morgen havde talt om et verdensøkonomisk forum, og i det skal parlamenterne efter Kiljunen opfattelse også spille en vigtig rolle. Vi må have mere demokrati i de internationale organisationer. WTO har heller ikke undgået de store demonstrationer, der har været i den senere tid mod globalisering. Det er en politisk debat, og der er efter Kiljunens opfattelse brug for et sæt spilleregler i den internationale handel. Han citerede Mike Moore, som for nylig har udtalt, "at det er nødvendigt, at man går fra fri handel til retfærdig handel". Kiljunen afsluttede med at fastslå, at der er brug for en lang dagsorden for WTO, ikke kun omfattende landbrug, men også hvor miljøb eskyttelse og arbejdstagerrettigheder, arbejdstilværelsen som sådan og selve livet indgår, f.eks. er der stadig meget børnarbejde.

Claus LARSEN-JENSEN (Danmark) var glad for, at formandskabet havde sat WTO på dagsordenen for COSAC-mødet, hvilket imødekom et ønske fra dansk og finsk side. Dels beskæftiger WTO sig jo med handelspolitik, som er et område, hvor EU står for den fælles europæiske politik. Dels kommer WTO til i stigende omfang at beskæftige sig med markedsadgang, udviklingsbistand, gældsforhold, miljø, intellektuelle rettigheder, arbejdstagerrettig heder og lignende emner, som har relation til samarbejdet i EU. På denne baggrund er det – bl.a. for at imødekomme den øgede offentlige fokus på globaliseringen – vigtigt, at vi styrker den parlamentariske indflydelse på dette felt. Ikke blot nationalt – hvor Folketingets Europaudvalg følger regeringens forhandlingslinje i WTO tæt – men også gennem parlamenternes samarbejde i COSAC. Det er baggrunden for, at man fra dansk side har &o over kommer på dagsordenen for COSAC-møderne som et fast punkt. I relation til den forestående WTO-ministerkonference i Qatar argumenterede Claus Larsen-Jensen for, at man skal give substantielle indrømmelser til udviklingslandene. I den forbindelse kommer vi ikke uden om også at se på vore egne landbrugsordninger og ordninger på tekstilområdet.

I relation til arbejdstagerrettigheder var Claus Larsen-Jensen helt klar over, at det i FN-regi er ILO, der tager sig af disse spørgsmål, men han advarede imod, at man – for at undgå vrøvl med ulandene – skyder spørgsmålet til hjørne ved blot at henvise til ILO. Han argumenterede for, at EU i WTO-forhandlingerne bør tage spørgsmålet om arbejdstagerrettigheder op, så der bliver en kobling mellem ILO, EU og WTO på det

I en kommentar til de bemærkninger, der var faldet om Lissabonprocessen, sagde Claus Larsen-Jensen, at Danmark principielt er positiv over for et samarbejde til gavn for beskæftigelsen, men man må være opmærksom på, at de sociale ydelser i Danmark er finansieret på en anden måde end i de fleste andre EU-lande, nemlig overvejende via skatterne. Vi har også en tradition for, at de aftaler, der indgås af parterne på arbejdsmarkedet, spiller e n lang større rolle, når det gælder arbejdsmarkedsrelaterede regler, som i de fleste andre EU-lande fastsættes ved lov. Han opfordrede arbejdsminister Onkelinx til at tage højde herfor, når man i Rådet drøfter, hvad der på det europæiske niveau er aftalestof, og hvad der er lovstof.

Guido PODESTA (næstformand i Europa-Parlamentet) syntes, det franske, svenske og nu det belgiske formandskab havde gjort store fremskridt inden for det sociale område. I konklusionerne fra Gøteborg havde man sat fokus på det multilaterale handelssystem, som godt nok skal reguleres men stadig være konkurrencedygtigt. Man ønsker ikke at fraskrive sig det europæiske sociale sikringssystem, men det er nødvendigt at beskæftige sig med det på en pragmatisk måde. Guido Podesta påpegede samtidig, at fattigdommen i syd var blevet værre, og at det var nødvendigt at blive i stand til at håndtere denne situation, der politisk er helt uantagelig,. For at møde udfordringen i WTO-regi må vi reflektere over vores forhold til udviklingslandene og de mere skrøbelige lande, idet der ikke er tilstrækkelig opmærksomhed herpå.

Også beskyttelse af fundamentale arbejdstagerrettigheder er efter hans

opfattelse essentiel for hele verden. Han lagde tillige især vægt på kønnenes ligestilling i Europa og præciserede, at ligestilling ikke kun drejede sig om lønninger. Guido Podesta sluttede af med at nævne de stadig større forventninger til kvalitet i arbejdet og dermed det nødvendige i fokus på konstante forbedringer. Han nævnte i den forbindelse navnlig de ældre, der stadig er på arbejdsmarkedet, hvilket i sig selv ofte vil betyde forbedring af livskvaliteten.

Antonio GIRFATTI (Italien) havde bare et enkelt spørgsmål, idet han under henvisning til EU’s meget forskelligartede skatte- og pensionssystemer spurgte til, hvilke harmoniseringsinitiativer formandskabet påtænkte på disse områder.

Maria DAMANAKI (Grækenland) syntes, det var dejligt, at arbejdsministeren havde ambitioner på sit område, men hun understregede, at det var vigtigt for borgerne at opstille realistiske regler – og føle ansvar herfor. Ideen med at etablere en procedure for konfliktsituationer, etablere en mæglingsinstitution,

var helt fin, men man måtte være opmærksom på, at foruden arbejdstager og arbejdsgiver skulle også de arbejdsløse deltage. Maria Damanki var også inde på nødvendigheden af at udarbejde en favorabel skattepolitik, der jo er meget forskellig medlemslandene imellem, for at fremme konkurrenceevne.

Hun var glad for tankerne om ligestilling, men fine juridiske rammer var ikke nok. For at opnå resultater måtte kvinderne også få mulighed for at kvalificere sig på arbejdsmarkedet. Hun efterlyste endvidere status efter Nice på arbejdet omkring "Det Sociale Charter".

Elvira VELASCO (Spanien, Senatet) lagde vægt på, at der fortsat arbejdes på at skabe økonomiske rammer med henblik på at sikre beskæftigelsen og til stadighed skabes nye job. Hun efterlyste formandskabets kriterier – sundhedsmæssigt og sikkerhedsmæssigt – for de fremsatte anbefalinger om kvalitet i arbejdet.

Kurt SCHELTER (Tyskland, Bundesrat) kom ind på udvidelsen af EU, som han var stor tilhænger af, og under hensyn til det formentligt store pres på arbejdsmarkedet, især i grænseområderne, anmodede han formandskabet om at gå i offensiven, så risici kan foregribes. Det er nødvendigt, at der skabes nye job, hvilket kun er muligt ved økonomisk udvikling. Kurt Shelter foreslog derfor, at hver af de 23 grænseområder fik en bevilling p&ari ng; 5 euro pr. indbygger.

Nicole CATALA (Frankrig, Nationalforsamlingen) rejste det spørgsmål, at hvis støtte til beskæftigelsen virkelig er et EU-ansvar, hvad kan man så forestille sig hermed ved det fald i økonomien, der er sket efter 11. septem-

ber? Hun fortsatte med at konstatere, at "Den europæiske sociale model" tiltaler alle meget, men efterlyste den egentlige definition herpå. Er det kollektiv beskyttelse og en del af medlemslandenes intervention? Der er så mange forskelligheder inden for dette område medlemslandene imellem, og disse forskelligheder må meget hurtigt blive inddraget i overvejelserne. I realiteten er denne model truet af den stadig større andel af ældre mennesker i Europ a på den ene side, og globaliseringen, der frarøver Europa kvalificeret arbejdskraft på den anden side. Endelig efterlyste hun arbejdsmarkedets parters involvering heri.

Muriel GERKENS (Belgien, Repræsentanternes Hus) var enig i, at arbejdsmarkedets parter skal udgøre et høringsforum, men stillede samtidig forslag om, at dette forum blev udvidet udover arbejdsmarkedets parter. Der er behov for uddannelse og mulighed for valg. Man bør ikke se traditionelt på arbejdsmarkedets parter, såsom fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, der skal også være plads til de arbejdsløse. Projektet om kønnenes lighed m å være ambitiøst.

Det, at udveksle meninger med forskellige parter, inklusive alternative organisationer, er positivt, men vil dette føre til en meningstilkendegivelse ved WTO-mødet i Qatar? Det er interessant at integrere den bæredygtig udvikling mere all round. Muriel Gerkens sluttede at med at spørge, om man kunne forestille sig, at EU vil yde økonomisk støtte til udviklingslandene, således at disse kan sende tilstrækkelige delegationer til forhandlinger i WTO, hv or de ofte er i en svag position.

Vytenis Povilas ANDRIUKAITIS (Litauen, Seimas) kunne oplyse, at beskæftigelse og lige muligheder er en væsentlig del af regeringens politik i Litauen, og han glædede sig over, at ansøgerlandene kunne bidrage til debatten om den sociale sikring, ligebehandling, øget beskæftigelse og fremme af markedsøkonomien og hermed i udviklingen af Europas sociale politik.

Huib EVERSDIJK (Holland, Første Kammer) mente, at EU løb en risiko ved at skabe indtryk af, at EU vil komme til at spille en stor rolle med hensyn til beskæftigelse og sociale sammenhæng, man skulle passe på de store ord, uanset Lissabon. Man skulle også tænke på subsidiaritetprincippet. EU spiller en stor rolle, men primært for at medlemsstaterne kan udveksle erfaringer om god – eller dårlig – praksis. Herudover skal der arbejdes sh;rre mobilitet på arbejdsmarkedet inden for EU. De store forskelle i medlemsstaterne på navnlig arbejdsløshesprocenten hæmmer mobiliteten, som i sig selv kan bidrage til europæisk integration og være en drivkraft for Europas økonomiske udvikling. Dette betyder, at der skal arbejdes på faktorer, der kan forøge mobiliteten, såsom eksport eller uddannelse af borgere i grænselandene. Disse grundlæggende rettigheder, herunder arbejdskr aftens frie bevægelighed, skal også sikres for at lette ansøgerlandenes medlemskab.

Ayfer TILMAZ (Tyrkiet) fandt WTO-spørgsmålet vigtigt. Spørgsmålet om optagelse af nye medlemmer skulle også tages i betragtning. Landbrugsområdet og kampen mod dumping er nogle emner, der vedrører Tyrkiet meget. Vi har fremsat forslag, som efter vores mening er velafbalanceret. Vi foretrækker retfærdig handel fremfor total liberalisering. Tyrkiet er tilfredse med forhandlingerne om tjenesteydelser, men ønsker også enighed om aftaler ve drørende handel og investeringer. Herudover ønsker Tyrkiet spørgsmålet om voldgift genforhandlet. Men så længe der ikke er enighed om alt, er der enighed om ingenting, og indtil da må disse forhandlingerne ikke på forhånd erstatte eksisterende aftaler mellem Tyrkiet og EU.

Berit ANDNOR (Sverige, Rigsdagen) ønskede, at EU er i stand til at udfylde afgrunden mellem EU’s institutioner og dets borgere. Hun var enig i, at det er vigtigt at bygge bro. Dette relaterer sig også til spørgsmålet om arbejdskvalitet, og understreger behovet for at arbejdsmarkedets parter deltager aktivt i processen. Der er behov for fremskridt – også at bevare velfærd for de ældre. Hvis man er i stand til at opretholde et godt socialt system, vil ive i beskæftigelse så længe som muligt Samtidig understregede Berit Andnor behovet for mainstreaming på ligestillingsområdet mellem mænd og kvinder. Også af disse grunde er der behov for gode indikatorer.

Doros THEODOROU (Cypern, Repræsentanternes Hus) mente, at uanset den europæiske sociale model tilbyder beskyttelse, vil beskæftigelsesproblemet skabe nogen bekymring blandt lønmodtagere for så vidt angår tvivl om, hvorvidt der stadig er garanti for deres personlige velvære. Hun takkede formandskabet for at sætte fokus på kvalitet i arbejdet, f.eks. på professionel uddannelse, faglig uddannelse m.m.

Liia HÄNNI (Estland) roste arbejdsministerens tale, men ønskede at spørge lidt til indholdet af de europæiske politikker på området. Hun erklærede sig enig i, at beskæftigelse og den sociale model er fundamentale elementer, som også er centrale i tiltrædelsesforhandlingerne. Hun forstod behovet for en overgangsperiode, men understregede samtidig, at arbejdskraftens frie bevægelighed er et yderst vigtigt hovedområde. Det er svæ rt at forklare borgerne i ansøgerlandene, at dette ikke umiddelbart sættes i kraft, også fordi borgerne ikke ser det som et økonomisk spørgsmål, men som deres frihed/selvstændighed til at bruge deres kvalifikationer. Liia Hänni mente, at der efter medlemskabet af EU ville blive migration flow, men man regner ikke med at dette vil ske i stride strømme for at finde arbejde i andre medlemslande. Hun håbede meget på, at det ikke blev nø ;dvendigt med overgangsordninger.

Arbejdsminister Laurette ONKELINX indledte svarrundem med at tilkendegive, at hun ser den europæiske sociale model som en ligebenet trekant mellem konkurrenceevne, beskæftigelse og social sikring med ligestilling af kønnene i midten. Der er sket fremskridt på området. Men Traktaten har ingen reference til sociale fremskridt, for det vil følge automatisk med, når de enkelte elementer bliver til realiteter. Efter 20 års anvisninger med direktiver omhandlend e primært sikkerhed på arbejdspladsen, bevirkede Luxembourg-processen i 1997, at der kunne sættes større mål.

Koordinationsmetoden giver gode resultater uden at pådutte nogen en bestemt model. Man videregiver nationale mål for beskæftigelse til EU, og denne model eksisterer ved siden af andre modeller. Det at høre arbejdsmarkedets parter er også essentielt for dialogen i virksomheden. I realiteten er der dog meget forskellig struktur på dette område med indgåelse af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Formandskabet har derfor gået progressivt frem for a t finde bare et minimalt fælles område for arbejdsmarkedets parter vedrørende økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige vilkår. I den forbindelse har man også anmodet om initiativer vedrørende arbejde og livslang læring, som måske kunne ende med beslutningstagen på Laeken topmødet.

Arbejdsministeren henviste også til Kommissionens arbejde med et direktiv om beskæftigelse. Endelig overvejes sammen med arbejdsmarkedets parter muligheden for sociale aftaler, der kunne være obligatoriske, og som kunne forhindre EU i at have rollen som interventionist på dette område.

Med hensyn til kvalitet i arbejde omtalte Laurette Onkelinx 10 emner på EU’s dagsorden. Det væsentligste vedrører færdigheder og sikring af tilstrækkelige indtægter . Diskussionen er åben også med hensyn til, om indtægter er en del af kvaliteten i arbejdet, hvad visse personer bestrider. Livslang læring vil også være blandt kvalitetsindikatorerne, ligesom kønnenes ligestilling på arbejdspladsen, sundhed og sikkerh eksibilitet og mobilitet, adgang til arbejdsmarkedet, tilrettelæggelse af arbejdet, balancen mellem arbejdsliv og familie, arbejdstagers indflydelse på de ændringer, der sker på arbejdspladsen og virksomhedens økonomiske resultater.

Disse indikatorer dækker således vidt omkring kvalitet i arbejdet. Set i sammenhæng med den vigende økonomiske vækst, som der løbende erfares, er tale om kvalitet i arbejdet efter arbejdsministerens mening absolut nødvendig, ligesom det også må indgå i overvejelserne vedrørende den globale økonomi og de økonomiske politikker. Hele aspektet skal således også ses i sammenhæng med, hvad der sker inden for Økofin.

Laurette Onkelinx fremhævede det svenske formandskabs arbejde med de sociale aspekter i forbindelse med udvidelsen. Belgien kører med "Bruxellesmøder" vedrørende emnet sammen med ansøgerlandene for at overveje eventuelle ændringer i ansøgerlandenes sociale politik med henblik på – med støtte – at gøre dem i stand til at tilpasse sig de eksisterende standarder. Der skal foreligge konklusioner på alle disse omr il næste møde i Det Europæiske Råd. Arbejdskraftens frie bevægelighed er et element, der er indbygget i den europæiske konstruktion. Det er højt prioriteret. Drøftelse af økonomisk immigration er planlagt at skulle ske på en konference sidst i oktober.

Laurette Onkelinx kunne om WTO supplere med at oplyse, at den franske kommissær for handel, Pascal Lamy, og den græske kommissær for beskæftigelse og sociale anliggender, Anna Diamantopoulou, havde udsendt en meddelelse om de sociale aspekter ved globalisering. Derved har de udstyret Europa med en strategi for ILO’s rolle. Den anbefaler en meget omfattende politik til fordel for udviklingslandene med hensyn til implementering af ILO’s anbefalinger. Debatten skrider hu g vil fortsætte under WTO’s 4. ministerkonference i Doha i november. Man arbejder løbende på grundlag af et mandat meddelt af EU til WTO konferencen i Seattle i 1999, mens det overvejes, om der i lyset af den forestående WTO–konference er behov for at få udvidet anbefalingerne.

Arbejdsministeren oplyste, at formandskabets program havde 4 hovedlinjer :

Laurette Onkelinx afsluttede med at tilkendegive, at der ville blive givet en status på Charteret om fundamentale rettigheder på topmødet i Laeken, og hun oplyste i den forbindelse, at Belgien var tilhænger af, at Charteret fik et bedre institutionelt fundament.

Den belgiske minister for forbrugerbeskyttelse, sundhed og miljø, Magda

AELVOET, kom med et oplæg til diskussionen om fødevaresikkerhed, som er kommet til at indtage en stor plads i den offentlige debat i Europa. Hun tog udgangspunkt i de belgiske erfaringer, hvor dioxinskandalen havde ført til, at man havde integreret det føderale arbejde med fødevaresikkerhed, således at der nu var ét kontor, der tog sig af det. I den forbindelse nævnte hun, at de nye strenge regler om dioxin skal overholdes – ikke blot i Belgien m lle EU-lande. Hun mindedes fra sin tid som medlem af Europa-Parlamentet, hvor man havde drøftet BSE, at der ikke var ret mange embedsmænd, der tog sig af fødevaresikkerhed, mens der var mange, der beskæftigede sig med landbrugsproduktion. I Belgien kontrollerer man ca. 15.000 prøver om året. Det gør det muligt at reagere hurtigt, inden der opstår større problemer. Derved er det lykkedes at begrænse problemerne til mindre områder. I relat ion til kødproduktionen var det sådan, at indtil 1999 blev dyrene kun registreret, indtil de kom på slagteriet. Nu er det imidlertid muligt at følge kødet helt frem til den slagter, der sælger det til forbrugerne. På den måde har de nye regler forbedret fødevaresikkerheden. Ministeren nævnte det agentur for fødevaresikkerhed, man har besluttet at oprette i EU. Hun håbede, at det kunne blive etableret pr. 1. januar 2002.

I den efterfølgende diskussion var et gennemgående træk, at man understregede vigtigheden af at genskabe tilliden til fødevarerne hos de europæiske forbrugere. Det væsentligste middel hertil var fælles strenge hygiejneregler, sporbarhed og effektive kontrolforanstaltninger, men også betydningen af gennemsigtighed blev fremhævet, bl.a. af Guido PODESTA (EP), som anbefalede offentlige høringer. Outi OJALA (Finland) nævnte, at man ogs&arin g; skal sørge for beskyttelse af dyrene, bl.a. under transport. Flere talere kom generelt ind på den betydning, indretningen af landbrugsproduktionen har for produkternes kvalitet. Jean HUSS (Luxembourg) nævnte, at 10 procent af de fødevarer, vi spiser, indeholder for mange pesticider, og var også bekymret over resterne af tungmetaller. Når man ikke var kommet længere ned med grænseværdierne på det område, skyldtes det efter hans opfattelse magtfulde lobbyorganisationer.

I sit svar på indlæggene sagde miljøminister Magda AELVOET, at tilliden hos forbrugerne kun kan genskabes ved at gennemføre regler, som sikrer, at alle fødevarer er sunde. Efter hendes opfattelse indebærer det, at man må se på produktionsmetoderne i landbruget, men hun var ikke sikker på, at alle medlemsstaterne er indstillet på at drage denne konklusion, idet der står meget store økonomiske interesser på spil. Problemerne forværres af, at kæden fra landmanden til den endelige forbruger er blevet så lang. På ministerrådsmøder havde Aelvoet oplevet, at de enkelte lande anser det for meget vigtigt at bevare kontrollen på egne hænder. Det, man derfor kan gøre på europæisk plan, er at fastsætte fælles normer, baseret på risikovurderinger. Den demokratiske legitimitet må sikres gennem EU-lovgivning, som Ministerrådet og Europa-Parlame ntet bliver enige om. Der er en vilje hertil, men det tager meget lang tid at få gennemført ændringerne. Miljøministeren nævnte, at Kommissionen for nylig har gennemført en evaluering af pesticiderne, og at man fra belgisk side har foreslået, at det videre arbejde hermed skal forestås af miljøministerrådet. Flere lande ønsker imidlertid, at det skal foregå i landbrugsministerrådet. Der er tale om en balancegang, og her er det vigtigt, at parlamentarikerne presser på, så man får de rigtige løsninger, som sikrer forbrugerne.

Alle, der deltog i debatten, gik ind for, at man inden den 1. januar 2002 får etableret fødevareagenturet, som også blev omtalt som fødevaremyndigheden eller fødevareautoriteten, og som Helena BARGHOLTZ (Sverige) kaldte "Madens FBI". Lord SELBORNE (Storbritannien, Overhuset) fremhævede betydningen af, at fødevaremyndigheden kommer til at bestå af uafhængige videnskabsmænd, som ikke er underlagt instruktioner fra deres regeringer. Tre lande m eldte sig som interesseret i at huse agenturet, nemlig Finland, Spanien og Estland. Miljøminister Magda AELVOET tilsluttede sig Lord Selbornes ønske om en reel uafhængighed for fødevaremyndigheden og håbede i sine afsluttende bemærkninger, at man snarest kunne blive enige om en pakke, så placeringen kunne blive afgjort.

Den belgiske statssekretær for energi og bæredygtig udvikling, Olivier

DELEUZE, kom med et oplæg vedrørende bæredygtig udvikling. Han pointerede, at bæredygtig udvikling i overensstemmelse med beslutningerne i Göteborg er en hovedprioritet for det belgiske formandskab. Man ønsker at have alle tre søjler med såvel på rådsmødet for miljøministre som på Laeken-topmødet og på mødet i Johannesborg i 2002. Han opfordrede Kommissionen til at komme med sin rapport meget hurtigt, id et det drejer sig om at nå frem til en "global deal" mellem Nord og Syd. Det belgiske formandskab handler i overensstemmelse med den meget klare holdning, som det svenske formandskab indtog til USA's manglende lyst til at gøre noget ved sagen. Statssekretæren redegjorde for de planer for nedbringelse af luftforureningen, man skulle drøfte på det kommende rådsmøde i slutningen af oktober. Han regnede ikke med, at man ville opnå fuldstændig enighed, men ville holde en bagdør åben for deltagelse af andre lande.

Cobi de BLENCOURT-MAAS (Nederlandene) fremhævede forsigtighedsprincippet og vigtigheden af, at man deles om den viden, man har, og bliver enige om regler, som muliggør kvantitative sammenligninger. Da USA står for en fjerdedel af CO₂-udslippet, er det vigtigt at få USA med – også for at befolkningen kan have tillid til resultatet. Flere af talerne kom ind på, at man for at få realiseret målsætningerne fra Kyoto må benytte skatt umentet. I den forbindelse nævnte man såvel energiskat som CO₂-afgift. Både Ignas GUARDANS (Spanien) og Jean HUSS (Luxembourg) beskæftigede sig med muligheden for at få ratificeret Kyoto-aftalen inden udgangen af 2002 og spurgte, om formandskabet mente, at den nye opmærksomhed på de globale sammenhænge, der var opstået i USA efter katastrofen den 11. september, måske kunne få USA til at ændre holdning til ratifikation af Kyot o-aftalen. Francois Roelants du VIVIER (Belgien, Senatet) beskrev de vanskeligheder, der var forbundet med at blive enige om strengere regler. Han nævnte, at ganske vist er de nationale parlamenter med til at ratificere traktater og aftaler som den fra Kyoto, men derefter er parlamenterne ret fraværende i debatten. Han appellerede til, at parlamenterne her kom mere på banen, og nævnte i den forbindelse muligheden for, at man inden for COSAC kunne nedsætte et permanent udvalg, d er skulle følge forhandlingerne vedrørende bæredygtig udvikling.

I sit svar på indlæggene sagde statssekretær Olivier DELEUZE, at man på rådsmødet i oktober ville diskutere de forskellige indikatorer, men han regnede ikke med, at arbejdet ikke ville kunne afsluttes under det belgiske formandskab. Det var hans overbevisning, at man ikke ville kunne løse klimaproblemerne uden at røre ved skattepolitikken. Målet er at formindske CO₂-udslippet og formindske drivhuseffekten. Det drejer sig ikke om at f&ari ng; flere penge i kassen. Derfor ville statssekretæren fortrække en afgift på CO₂-udslip fremfor en generel energiskat. Som et argument herfor anførte han, at der ikke er nogen grund til at lægge skat på elektricitet, som er produceret ved vindkraft. Når man i Europa skal fastsætte regler, som tager sigte på at reducere drivhuseffekten, bør man være opmærksom på, at det ikke nytter noget at træffe beslutninger, som blot fører til, at nogle virksomheder lukker ned i Europa og flytter produktionen til andre lande, for så vil CO₂-udslippet blot komme fra et andet sted på kloden. I øvrigt pegede han på, at de virksomheder, som udvikler nye teknologier, der nedbringer udslippet, vil stå sig bedre i konkurrencen i fremtiden end de virksomheder, som blot nedsætter produktionen. Han fremhævede, at samarbejdet med USA er meget vigtigt, fordi USA står for s& aring; stor en del af udledningen af skadelige stoffer. Om de tragiske begivenheder den 11. september har ført til en ændret holdning hos den amerikanske regering til ratifikation af Kytoto-protokollen, mente statssekretæren, det endnu var for tidligt at vurdere.

Den belgiske indenrigsminister Antoine DUQUESNE indledte med at sige, at de 15 medlemsstater stiller spørgsmålstegn ved muligheden for, at udvidelseslandene kan leve op til retspolitikken, der i øvrigt er inde i en rivende udvikling i EU.

Inden for asylpolitikken er det nødvendigt at harmonisere modtagelsen af asylansøgere, men på den anden side skal det heller ikke være for nemt at få fast ophold. Dublinkonventionen må laves om, så der kommer mere ligevægt i, hvem der skal behandle asylansøgerne. I Belgien er der 46.000 asylansøgere, der er kommet fra andre lande. Fra EU’s side er der kommet et interessant forslag til revision af Dublinkonventionen.

Der foregår en stor ulovlig indvandring fra Balkan. På den anden side må det også erkendes, at der er meget nød på Balkan. Derfor må der sættes hjælpeprogrammer i gang.

Det er en kendsgerning, sagde ministeren endvidere, at der foregår en demografisk udvikling i Europa hen imod flere ældre; det stiller krav om, at vi skal have flere indvandrere. Men hvilke krav skal vi stille til indvandrerne? Den belgiske minister mente, at man kunne opstille forskellige krav til såkaldte korttids-indvandrere og langtids-indvandrere.

Maria Eduarda AZEVEDO (Portugal) mente, at samfundet har ændret sig. Global indvandring er i mange tilfælde ønskelig, og man må kombinere alle bestræbelserne for at kunne håndtere situationen, herunder tænke på indvandrernes situation.

Anne MC INTOSH (UK, Underhuset) mente, at EU mangler arbejdskraft, og at immigration derfor er nødvendig. EU bør skabe nogle rammer for medlemslandenes immigrationspolitik, men ikke fastsætte egentlige harmoniserede normer. Det var i hvert fald det resultat, House of Commons var kommet frem til efter en debat om spørgsmålet.

Kurt SCHELTER (Tyskland, Bundesrat) var ikke enig i Kommissionens forslag til familiesammenføring. Vedrørende bedre integration af indvandrere mente han, at det kun kunne lade sig gøre ved at give indvandrerne faglig kompetence, så de kunne bruges på arbejdsmarkedet. Han mente også, at landene måtte blive enige om en bedre omkostningsdeling i forhold til antallet af indtagne flygtninge.

Lars TOBISSON (Sverige) gav udtryk for, at vi stod over for en aldrende befolkning, og at der kunne blive mangel på arbejdskraft. Alle måtte derfor yde noget mere. Han konkluderede dog, at det var nødvendigt med strikse regler for asyl og indvandring, men at man skulle have en åben holdning til de udlændinge, der var kommet ind i landet

Knud Erik HANSEN (Danmark) erklærede sig enig med indenrigsministeren i, at asylpolitikken rummer mange modsætninger og rejser store politiske problemer. Han var enig i, at der var brug for en fælles politik på en række områder, men det var ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der skulle gælde de samme regler på alle områder. Et af de områder, hvor Knud Erik Hansen mente, der var brug for en fælles politik, var når det gjald t om at sikre tredjelandsstatsborgere og asylsøgere, at deres grundlæggende rettigheder blev respekteret. Han var imidlertid ikke enig i det, der stod i det omdelte udkast til bidrag fra COSAC, hvor man understreger behovet for at harmonisere asyl- og visumprocedurerne for som endemål at realisere et europæisk asylsystem. Han gik ind for, at man fik et fælles grundsystem, som sikrede asylsøgernes fundamentale rettigheder, men derudover skulle de enkelte lande have mulig hed for at gå videre og give dem videregående rettigheder. Knud Erik Hansen pegede på fire konkrete punkter, hvor der er problemer:

Den belgiske indenrigsminister, Antoine DUQUESNE’s svar på indlæggene var, at det gælder først og fremmest om at skabe bedre forhold i de lande, hvorfra folk flygter. Vi har – på trods af hvad mange siger – et åbent Europa. Men udviklingen kan nødvendiggøre, at der indføres mere kontrol ved de indre grænser, også selv om det giver en hel del "institutionelt besvær", som han sagde.

Siden Amsterdamtraktatens ikrafttræden har COSAC haft mulighed for – ved konsensus – at vedtage såkaldte bidrag, som sendes til EU's institutioner. Forud for konferencen var der indkommet udkast til bidrag fra Italien, Portugal, Sverige, Cypern og Polen.

På grundlag heraf og på grundlag af sine egne ideer havde det belgiske formandskab udsendt et samlet udkast. Dette blev drøftet på et formandsmøde under COSAC-mødet, hvor der blev opnået enighed om et revideret udkast, der blev behandlet som det sidste punkt på COSAC-mødet. Der var kun to sætninger i det udsendte udkast, som gav anledning til substansdebat i plenum, nemlig følgende formulering vedrørende konventet: "The Conven tion’s role should not be limited to a discussion forum. In effect, the Convention should be tasked to present to the 2004 IGC a coherent draft proposal contributing solutions to the problems with which it is confronted." Knud Erik HANSEN (Danmark) gjorde opmærksom på, at der i den danske delegation var forskellige opfattelser af teksten på dette punkt, men han ville have foretrukket den ordlyd, der var anvendt i den oprindelige franske version, idet den åbnede mulighed fo konventet fremlagde flere optioner. Dette ønske blev imødegået fra flere talere, som netop ønskede, at konventet skulle blive enig om ét forslag, der kunne forelægges for regeringskonferencen. Ordstyreren pegede på, at sætningen var udtryk for at kompromis indgået mellem delegationsformændene, idet man på den ene side talte om ét sammenhængende forslag ("a coherent draft proposal") og på den anden side anvendt e flertalsformen i forbindelse med ordene "solutions to the problems". Teksten udelukkede ikke, at konventet til sin tid kom med flere forslag eller et flertalsforslag og mindretalsforslag. Det bidrag, som COSAC endte med at vedtage ved konsensus, er optrykt i bilag 1.

Med venlig hilsen

Niels Hoffmeyer Morten Knudsen Irli Plambech Bjørn Einersen