Udvidelsen kræver vidtgående omstrukturering af EU's samhørighedspolitik

Ifølge en ny rapport fra Europa-Kommissionen bliver det nødvendigt med en radikal reform af EU samhørighedspolitik[1], hvis det også i et udvidet EU skal lykkes at reducere de økonomiske og sociale uligheder mellem EU's medlemsstater og regioner

Rapporten, der er udarbejdet af EU-kommissærene Michel Barnier, Anna Diamantopoulou og Franz Fischler, vurderer at optagelsen af de fattige ansøgerlande fra Øst- og Centraleuropa samt Cypern og Malta, vil lægge et massivt pres på strukturfondene[2] og samhørighedsfonden og dermed betyde, at store dele af de områder i Unionen, der i dag modtager støtte, umiddelbart står til at miste denne. Ingen tidligere udvidelse kan sammenlignes med den EU står overfor. Som Michel Barnier udtrykte det overfor Europa-Parlamentet i forbindelse med præsentationen af rapporten: 'Denne gang vil Unionens indbyggertal og territorium blive udvidet med 33%, mens det samlede BNP kun bliver forøget med 5%'.

Rapporten, der blev vedtaget på Kommissionens møde den 31. januar, er den anden rapport om økonomisk og social samhørighed i EU[3] og skal ifølge Michel Barnier betragtes som det første oplæg til diskussion af denne nødvendige reform af samhørighedspolitikken. Næste rapport kommer i 2004.

Rapporten består af tre dele. Første del forsøger at give et billede af, hvordan den nuværende samhørighedspolitik ville tage sig ud i et EU med 27 medlemslande. Del 2 ser på, hvordan fællesskabets forskellige sektorpolitikker har indvirket på samhørigheden i EU's regioner og i tredje del gør man sig visse budgetmæssige overvejelser og vurderer, hvor vellykket samhørighedspolitikken har været med hensyn til at reducere de økonomiske og sociale uligheder imellem Unionens forskellige regioner.

Store økonomiske og sociale uligheder i EU27 

I den nye rapport tegner Kommissionen et billede af et udvidet EU med 27 medlemmer med betydeligt større uligheder mellem Unionens lande og regioner end i dag. Bl.a.  har Kommissionen regnet ud, at de i forvejen store indkomstforskelle mellem fattige og rige områder i EU's medlemsstater[4] vil blive fordoblet med optagelsen af de ansøgerlande fra Øst- og Centraleuropa samt Cypern og Malta.

I et EU27, vil 1/3 af Unionens indbyggere leve i områder med indbyggere, der tjener mindre end 90% af EU-gennemsnittet, hvilket er adgangsbilletten til at støtte fra EU's Samhørighedsfond[5]. I dag gælder dette kun 1/6 af indbyggerne i EU's 15 medlemsstater.

Det samme billede tegner sig, hvis man ser på regionale forskelle. Her vil gennemsnitsindkomsten per indbygger for de 10% dårligst stillede områder i EU27 kun udgøre 31% af EU-gennemsnittet, mens gennemsnitsindkomsten for de dårligst stillede10% af indbyggerne i EU15 ligger på 61% af EU-gennemsnittet. 

Støtten bevæger sig østover 

Udvidelsen vil ifølge Barnier betyde, at tyngdepunktet for EU's samhørighedspolitik forskyder sig østover. Hele 98 mio. af de 105 mio. indbyggere i de 12 ansøgerlandes vil bo i regioner med en gennemsnitlig BNP pr. indbygger på under 75% af EU-gennemsnittet, hvilket er adgangstegnet til penge fra strukturfondenes mål-1midler[6]. Samtidig vil optagelsen af de nye fattige lande reducere EU's gennemsnitlige BNP og dermed betyde, at halvdelen af de regioner, der i dag modtager penge fra strukturfondene under mål 1, vil miste denne, fordi de i et udvidet EU vil befinde sig blandt de områder, der ligger over 75% af unionens BNP pr. indbygger.

Fremtidens samhørighedspolitik skal ikke blot tjene de nye fattige medlemsstater, mens også regioner i de nuværende EU-lande, hvor der er behov for det. Som Barnier udtrykte det overfor Europa-Parlamentet, der fulgte Barniers præsentation i parlamentssalen: 'alvorlig fattigdom hos nogle skal ikke formørke andres alvorlige vanskeligheder'. I lyset af dette foreslår Kommissionens rapport fire mulige løsningsforslag for fremtidens tildeling af mål 1 midler: 

• fastholdelse af tærskelen på 75% for tildeling af  støtte under mål 1, hvilket vil gøre, at mange af de regioner som for indeværende modtager støtte, vil miste denne.
• fastholdelse af tærsklen på 75%, men midlertidig støtte til alle regioner, der tidligere lå under 75%, men som efter udvidelsen er røget op over tærskelen (phasing out).
• forøgelse af tærskelen fra 75% til et niveau, så antallet af regioner, der i dag modtager støtte ikke eller kun delvist reduceres.
• fastsættelse af to forskellige tærskler: en for regionerne i de nuværende 15 medlemsstater og en for regionerne i de nye lande. 

For at hjælpe de fattigste af de nye EU-lande, foreslår Kommissionen desuden, at man lemper på reglen om, at den samlede støtte fra strukturfondene og Samhørighedsfonden til et land ikke må overstige 4% af landets BNP. Michel Barnier foreslog, at man for det fattigste lande, der ligger under EU's gennemsnitlige BNP, godt vil kunne acceptere en støtte på 4,5-5% af landets BNP, hvis landet f.eks. er i gang med et større EU-støttet infrastrukturprojekt. 

Barnier ønskede ikke at diskutere budgetmæssige konsekvenser 

Det Europæiske Råd i Berlin afsatte ca. 224 mia. kr. årligt for perioden 2000-2006 til samhørighedspolitikken, hvilket svarer til 0,31% af det samlede BNP i EU-landene. Med 21 lande i EU i 2006 stiger dette beløb til ca. 336 mia. kr. svarende til 0,45% af EU-landenes BNP. Michel Barnier afviste flere gange overfor Europa-Parlamentets medlemmer at tage hul på diskussionen om en eventuel forøgelse af midlerne til samhørighedspolitikken for perioden 2007-2113. 'Først skal man fastlægge prioriteterne og målene for samhørighedspolitikken i en udvidet Union', sagde Barnier.

Han gjorde det dog klart, at det bliver nødvendigt med øgede ressourcer. 'Jeg tvivler på, at samhørighedspolitikken i et udvidet EU vil være troværdig og effektiv med et uforandret budget. Vi vil ikke være i stand til at gøre det samme for 27 som for 15 med de samme ressourcer. Midlerne må svarer til behovet', erklærede Barnier. 

Michel Barnier understregede dog, at samhørighedspolitikken ikke kun handler om at udskrive checks til de fattige områder, men i høj grad om fremme regionernes konkurrenceevne via investeringer for på den måde at sætte gang i den økonomiske og sociale udvikling. Som det hedder i rapporten: 'investeringer i fysisk og menneskelig kapital må være hovedformålet med EU's samhørighedspolitik såvel før som efter udvidelsen'. 

Med venlig hilsen 

Morten Knudsen

[1] Samhørighedspolitikken handler om udligning af de økonomiske og sociale forskelle mellem EU's medlemslande og regioner og har siden 1950érne udgjort et centralt mål for EU-samarbejdet. Se TEF artikel 158.

[2] De tre strukturfonde består af Den Europæiske Socialfond (ESF), Den Europæiske fond for Regional udvikling(EFRU) og Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for landbruget.

[3] Ifølge TEF artikel 159 skal Europa-Kommissionen hver tredje år rapportere om fremskridtene i forbindelse med virkeliggørelsen af den økonomiske og sociale samhørighed. Den 1. rapport kom i 1996.

[4] Europa-Kommissionen  har regnet ud, at allerede i dag er den gennemsnitlige BNP pr. indbygger i de rigeste 10% af regionerne i EU15 2,6 gange større end de fattigste 10%.

[5] Samhørighedsfonden er fra 1994 og blev oprettet i medfør af TEF artikel 161. Samhørighedsfonden er rettet mod fattige medlemsstater, der har bruttonationalindkomst på mindre end 90% af EU's gennemsnit. Fonden kan støtte finansieringen af transportinfrastruktur og miljøforanstaltninger i Spanien, Portugal, Irland og Grækenland (134,3 mia. kr. 2000-2006).

[6] Brugen af strukturfondsmidlerne er efter Agenda 2000 fra marts 2000 koncentreret om 3 mål. Mål 1: fremme af udviklingen i de mest tilbagestående regioner, defineret som områder med en gennemsnitlig BNP på under 75% af EU'' gennemsnit (1013,8 mia. kr. for 2000-2006), Mål 2: støtte til økonomisk og social omstilling til regioner med strukturproblemer (167,9 mia. kr.) og mål 3: støtte til tilpasning og modernisering af uddannelses, erhversuddannelses- og beskæftigelsespolitikker. (179,4 mia. kr.).