Hjælpemenu

Hovedmenu

Det irske formandskab

Info-note tilgået Folketingets Europaudvalg

Folketingets Europaudvalg

Christiansborg, den 20. januar 2004

Folketingets repræsentant ved EU

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

 

Det irske formandskab vil forsøge men ikke love enighed om en forfatningstraktat

Det irske formandskab vil ikke love at sætte regeringskonferencen i gang igen, men irerne vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at finde enighed om en ny forfatningstraktat hurtigst muligt. Men hvis det skal lykkes, er der behov for kollektiv politisk vilje fra nye og gamle medlemsstater, sagde den irske Premierminister Bernie Ahern, da han præsenterede Irlands formandskabsprogram for Europa-Parlamentet den14. januar. Selv om irerne også har andre højt prioriterede emner for formandskabet, så var forfatningstraktaten det altoverskyggende emne.

Bernie Ahern kunne berette, at formandskabet allerede var i gang med at analysere muligheden for enighed og føre bilaterale samtaler med kollegerne i Det Europæiske Råd, og indtil videre havde han talt med ti. Men først når han har gennemført samtaler med alle de nuværende og kommende medlemmer, kan formandskabet danne sig et fuldstændigt billede af forhandlingssituationen. Irerne planlægger derefter at fremlægge en rapport inden Det Europæiske Råds forårstopmøde i marts, som skal danne grundlag for en vurdering af, om regeringskonferencen skal sættes i gang igen. Men premierministeren slog samtidig fast, at regeringskonferencen kun bliver sat i gang, hvis formandskabet fornemmer, at der er et solidt grundlag for at opnå enighed.

På det efterfølgende pressemøde stillede pressen kritiske spørgsmål til, at det italienske formandskab endnu ikke har overdraget papirer til irerne omhandlende 82 punkter, som der efter sigende skulle være opnået bilaterale aftaler om på den nu kuldsejlede regeringskonference. Men Ahern ville dog ikke bære brænde til bålet og slog spørgsmålet hen med, at det udelukkende var et spørgsmål om at få fastsat en mødedato for overdragelsen mellem de to formandskaber. Men i samme åndedrag slog han fast, at det irske formandskab vil tage udgangspunkt i Konventets forfatningstraktat samt det første kompromisforslag fra det italienske formandskab, som blev formuleret på baggrund af Ministerkonklaven i Napoli og ikke de senere bilaterale aftaler mellem det italienske formandskab og øvrige medlemmer af Det Europæiske Råd. Disse aftaler, sagde han, repræsenterede på ingen måde en samlet enighed i Det Europæiske Råd, og derfor vil irerne starte fra bunden igen.

På et møde i Europa-Parlamentets forfatningsudvalg den 20. januar, hvor den irske udenrigsminister Brian Cowen fremlagde formandskabets arbejde med forfatningstraktaten, kom det frem, at mødet mellem de to premierministre fra det nuværende og afgåede formandskab, Bernie Ahern og Silvio Berlusconi skal finde sted den 12. februar. På mødet skal Berlusconi bl.a. overlevere det italienske formandskabs interne dokumenter fra regeringskonferencen.

De øvrige prioriteter

Det irske formandskab vil også gå i gang med at diskutere det finansielle overslag for 2007 og frem, når Kommissionen fremlægger sin meddelelse om det finansielle overslag senere på måneden. Hensigten er, at der skal opnås enighed om finansernes fremtid på forårstopmødet i marts.

Derudover fremhævede Bernie Ahern specielt Lissabon-strategien, som formandskabet ønsker at tilføre fornyet liv for at sikre målet om, at Europa skal være den mest konkurrencedygtige økonomi i verden i 2010. Nøgleordene for irernes prioriteter er i den forbindelse bæredygtig vækst og kvalitetsfuld arbejdskraft.

Ahern appellerede også til, at Unionen samarbejder med USA om Mellemøsten, Irak, Afghanistan og i WTO, også selv om der ikke altid umiddelbart er enighed.

Med venlig hilsen

Michala Jessen