Ny dagsorden til Europaudvalgsmøder
Folketingets Europaudvalg
Christiansborg, den 13. oktober 2003
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Ny dagsorden til Europaudvalgsmøder
I forbindelse med den nye samlings begyndelse, er der sket ændringer i forbindelse med dagsordener til møderne i Folketingets Europaudvalg.
Udover få ændringer i den trykte (gule) dagsorden er den største forandring, at der samtidig med den trykte dagsorden også udsendes en elektronisk dagsorden. Nedenfor gennemgås ændringerne, som blev godkendt af Europaudvalgets Underudvalg den 26. september 2003.
Den trykte (gule) dagsorden
Den trykte dagsorden er grundlæggende opbygget på samme måde som hidtil. Dog er der sket visse ændringer med henblik på at skabe en mere overskuelig og brugervenlig dagsorden.
Der er på den baggrund først og fremmest sket en opstramning i relation til mængden af bilagshenvisninger. På den trykte dagsorden er hovedreglen herefter, at der til hvert punkt alene henvises til samlenotatet til det pågældende møde, grundnotat (hvis et sådant findes) og udvalgsmødereferat. Der kan dog undtagelsesvist henvises til andre bilag, info-noter, EU-noter mv. hvis de skønnes centrale for punktet.
Endvidere er der i parentes tilføjet forklarende tekst til det enkelte bilag.
Eksempel:
Bilag 1 (samlenotat side 9)
Grundnotat bilag 2 (af 10/10-03)
Udvalgsmødefererat side 3 (seneste behandling i EUU 10/10-03)
Endelig er der på forsiden af dagsordenen en henvisning til den elektroniske dagsorden (www.euo.dk/dagsorden), hvor yderligere bilaghenvisninger kan findes.
Den elektroniske dagsorden
Den elektronisk dagsorden er et supplement til den trykte dagsorden. Formålet med den elektroniske dagsorden er at give Europaudvalgets medlemmer mulighed for at finde alle relevante dokumenter om dagsordenens enkelte punkter så snart de foreligger. Foruden henvisninger til samtlige relevante EU-dokumenter fra regeringen, vil den elektroniske dagsorden tillige henvise til supplerende dokumenter, som EU-Sekretariat har modtaget direkte fra EU’s institutioner og andre nationale parlamenter.
På den elektroniske dagsorden skelnes der mellem to typer dagsordenspunkter: lovgivning samt øvrige punkter til orientering og debat. Dagsordenspunkter vedr. lovgivning omfatter samtlige forslag fra Kommissionen (dvs. forslag til direktiv, forordning og beslutning/afgørelse). For hver lovgivningsinitiativ vil EU-Sekretariat oprette et statusblad, som er tilgængeligt på den elektroniske dagsorden.
Statusbladene indeholder links til Kommissionens forslag og evt. ændringsforslag, øvrige dokumenter fra Kommissionen, dokumenter og udtalelser fra Rådet og betænkninger fra Europa-Parlamentet. Desuden linkes der til relevante bilag tilgået Europaudvalget.
Øvrige dagsordenspunkter (punkter til orientering og debat) omfatter de punkter på Rådets dagsorden, som ikke direkte omhandler lovgivningsinitiativer fra Kommissionen – f.eks. punkter på dagsorden for Rådsmøder for almindelige anliggender. Der udarbejdes således ikke statusblade for disse punkter, men der henvises til supplerende dokumenter på selve dagsordenen.
Den elektroniske dagsorden mailes til medlemmer og stedfortrædere med samme intervaller som gælder for den trykte dagsorden. Det betyder, at medlemmerne kan få informationen om nye punkter på dagsordenen meget hurtigere end det er muligt med den trykte dagsorden, desuden vil informationen også være tilgængelig for medlemmer, der arbejder hjemmefra.
Med venlig hilsen
Lone Boelt Møller, Anne-Sofie Jensen,
Mongin Forrest og Niels Sørensen