Hjælpemenu

Hovedmenu

Redegørelse vedr. rådsmøde transport, telekommunikation og energi 27-28/6-05, transport og energidelen

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere.

Bilag 1

Journalnummer 400.C.2-0

Kontor EUK

13. september 2005

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Transport- og Energiministeriets redegørelse for rådsmøde (transport, telekommunikation og energi) den 27.-28. juni 2005.

Dato: 30. juni 2005

J. nr. :121-4

Sagsbeh. : RNo/SVF

Org.enhed : 3. kontor/Energistyrelsen

Referat fra Rådsmødet (transport, telekommunikation og energi) den 27.-28. juni 2005 – transport- og energidelen.

Dagsordenspunkt 3: Forslag til direktiv om kørekort, KOM(2003) 621.

 

Rådet noterede sig formandskabets statusrapport for arbejdet med forslaget, der skal erstatte det eksisterende direktiv (EØF) 91/439 om kørekort (2. kørekortdirektiv).

 

Dagsordenspunkt 4: Forslag til forordning om internationale jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser, KOM(2004) 143.

 

Rådet noterede sig formandskabets rapport om arbejdet med forslaget.

 

Forslaget indebærer fastsættelse af rettigheder og pligter for passagererne på internationale jernbaneforbindelser.

Forslaget indeholder krav vedrørende: Jernbanevirksomhedernes erstatningsansvar i forhold til passagerne ved eventuelle ulykker, aflysninger og forsinkelser, informationsniveauet til passagerne før, under og efter rejsen og herunder også jernbanevirksomhedernes forpligtigelse til at varetage salg af billetter til internationale rejser, handicaptilgængeligheden samt oprettelse af et organ, der skal være ansvarlig for gennemførelsen af forordningen.

 

Dagsordenspunkt 5: Meddelelse fra Kommissionen: Europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden: halvering af antallet af trafikofre inden 2010: en fælles opgave, KOM(2004) 143.

 

Rådet havde en drøftelse om trafiksikkerhed på baggrund af tre spørgsmål fra formandskabet, der vedrørte følgende emner: 1) Fællesskabets rolle i forhold til trafiksikkerhed, herunder hvilke tiltag der skal satses på. 2) Håndhævelse på tværs af grænserne, og 3) Hovedprioriteterne for at nå målet om at halvere antallet af trafikofre. Formandskabet konkluderede ikke på selve drøftelsen, men oplyste, at man vil afvente Kommissionens midtvejsevaluering af handlingsplanen.

 

Dagsordenspunkt 6: Eksterne relationer på luftfartens område.

 

Rådet vedtog et sæt rådskonklusioner som svar på Kommissionens meddelelse om udvikling af dagsordenen for Fællesskabets eksterne luftfartspolitik.

 

Desuden blev der vedtaget Rådsbeslutninger om underskrivelse, foreløbig anvendelse og indgåelse af aftalen mellem Fællesskabet og Chile om visse aspekter af lufttrafik.

 

Endeligt redegjorde Kommissionen for forhandlingerne om en luftfartsaftale med USA. Rådet noterede sig Kommissionens redegørelse.

 

Dagsordenspunkt 7: Forslag til direktiv om fælles regler for certificering af flyveledere, KOM(2004) 473.

 

Rådet vedtog politisk enighed om forslaget til direktiv, der har til formål at øge sikkerhedsstandarderne og forbedre mobiliteten af flyveledere i EU. Forslaget finder anvendelse på ansøgninger om certifikat til flyveledere og elever ansat af udbydere af luftfartstjenester, som hovedsageligt tilbyder tjenester til civil lufttrafik.

 

Dagsordenspunkt 8: Forslag til beslutning om retningslinjer for transeuropæiske net på energiområdet, KOM(2003) 742.

 

Rådet vedtog politisk enighed om beslutningsforslaget. Beslutningen opstiller en procedure for prioritering af projekter der kan fremme udviklingen af den europæiske infrastruktur på el- og gasområdet. Kommissionen beklagede Rådets manglende lydhørhed overfor en række af Kommissionens og Europa-Parlamentets synspunkter og afgav på den baggrund en erklæring til rådsmødeprotokollen.

 

Dagsordenspunkt 9: Forslag til direktiv om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester, KOM(2003) 739.

 

De tilbageværende forbehold blev som forventet løftet og Rådet vedtog den politiske enighed om direktivet. Danmark støttede også direktivforslaget, men oplyste samtidig om de netop vedtagne ambitiøse energisparemål i Danmark. Fra dansk side tilkendegav man, at man i forbindelse med behandlingen af direktivforslaget i anden læsning ville arbejde for, at Rådet imødekommer Europa-Parlamentet og Kommissionen på en række punkter, herunder i ønsket om bindende målsætninger.

 

Dagsordenspunkt 10: Meddelelse fra Kommissionen: Grønbog om energieffektivitet.

 

Kommissionen præsenterede den netop vedtagne grønbog om energieffektivitet, som nu ville blive genstand for en bred og åben debat, hvor alle interessenter ville blive inddraget. En lang række medlemsstater tog efterfølgende ordet og hilste grønbogen velkommen som et nyttigt og rettidigt initiativ.

Dagsordenspunkt 11: Internationale relationer på energiområdet.

Information ved Kommissionen/drøftelse

 

EU-OPEC

OPEC

Kommissionen gav en kort orientering om resultatet af mødet med OPEC den 9. juni 2005, der svarede til indholdet af pressemeddelelsen fra mødet. De foreslåede rådskonklusioner blev herefter vedtaget.

 

EU-Rusland

Kommissionen orienterede kort om status for energidialogen med Rusland. De foreslåede rådskonklusioner blev vedtaget.

 

BASREC

Den polske delegation informerede om BASREC-samarbejdet. Orienteringen efterfulgtes af en debat i Rådet om EU’s relationer til BASREC.

 

Traktaten om et energifællesskab mellem EU og en række sydøsteuropæiske lande

Kommissionens korte statusorientering blev taget til efterretning af Rådet.