Spm. om at inddrage industriorganisationer i de lovforberedende arbejdsgrupper, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
Spørgsmål 92:
"Kan ministeren bekræfte, at art. I-26, stk. 7 forhindrer Kommissionen i at inddrage industriorganisationer i de lovforberedende arbejdsgrupper?"
Svar:
Nej, forfatningstraktaten sondrer mellem instruktion og høring. Som det fremgår af svaret på spørgsmål nr. 91 omhandler art. I-26, stk. 7, Kommissionens uafhængighed, herunder et forbud mod, at Kommissionens medlemmer søger eller modtager instruktion. Bestemmelsen angår ikke Kommissionens adgang til at foretage høringer. Det fremgår netop af art. I-47, stk. 1, at EU’s institutioner, herunder Kommissionen på passende måde skal give borgere og repræsentative sammenslutninger mulighed for at give udtryk for deres opfattelser angående alle EU’s arbejdsområder. Det fremgår videre af art. I-47, stk. 2 og 3, at institutionerne skal føre en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med de repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet, samt at Kommissionen skal foretage brede høringer af de berørte parter for at sikre sammenhæng og gennemsigtighed i EU’s handlinger. Det svarer til, hvad der er almindeligt i det danske lovforberedende arbejde.