Spm. om hvordan ordene "Traktatens forpligtelse til forbedring af militære kapaciteter medfører ikke en forøgelse af militærudgifterne, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
Spørgsmål 78:
"Vil ministeren redegøre for, hvordan ordene "Traktatens forpligtelse til forbedring af militære kapaciteter medfører ikke, at dette skal ske ved en forøgelse af militærudgifterne. Målet kan nås på anden vis" skal forstås i den politiske aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF?"
Svar:
Forfatningstraktaten forpligter ikke medlemslandene til at øge deres forsvarsbudgetter, men til at forbedre deres kapacitet til krisestyringsopgaver, som de er defineret under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, jf. art. I-41, stk. 1. Fastlæggelsen af et lands konkrete militære kapacitet er grundlæggende et nationalt anliggende, og forfatningstraktaten angiver således ikke specifikke kapacitetsniveauer. Forfatningstraktaten ændrer heller ikke ved, at det er medlemslandene selv, der fastlægger deres nationale forsvarsbudgetter, og som afgør, hvorvidt de kan stille militære eller andre midler til rådighed for de konkrete EU-ledede krisestyringsoperationer. Forbedring af militære kapaciteter er med andre ord ikke ensbetydende med øgede udgifter, men kan f.eks. opnås gennem modernisering og omlægning af forsvarets opgaver.