Hjælpemenu

Hovedmenu

Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen vil få nye kompetencer inden for en række specifikke sagsområder, til udenrigsministeren, kopi til justitsministeren

Hent bilaget i PDF-format her

UDENRIGSMINISTERIET

EUP j.nr. 400.A.2-10-1

Nordgruppen

Den 17. maj 2005

 

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 21. april 2005

 

Spørgsmål 3:

"Ministeren bedes af- eller bekræfte de udsagn, der - bl.a. i forbindelse med Folketingets 1. behandling af L 137 - er blevet fremsat om, at EU-Domstolen, såfremt forfatningstraktaten vedtages, vil kunne pådømme medlemslandene i sager vedr. personkontrol, ægteskab, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, uddannelse, børns rettigheder, handicappedes forhold, arbejdsforhold, opsigelsesrettigheder, familieliv og social sikring. Ministeren bedes endvidere oplyse, om Domstolen allerede i dag kan pådømme medlemslandene inden for de nævnte områder."

Svar:

Det fremgår klart af art. II-111, stk. 2, at chartret ikke udvider anvendelsesområdet for EU-retten ud over EU’s kompetencer, og at det ikke skaber nye kompetencer eller nye opgaver for EU og ikke ændrer de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i andre dele af forfatningstraktaten. EU-Domstolen får således ikke tillagt nye eller udvidede beføjelser på de ovennævnte områder. I sager, som falder ind under forfatningstraktatens anvendelsesområde, og hvor EU-Domstolen har kompetence, kan den påse, at de ovennævnte rettigheder og principper er overholdt i henhold til chartrets bestemmelser. Det bør samtidig understreges, at bestemmelserne i charteret er rettet til EU’s institutioner og kun til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, jf. art. II-111.