Hjælpemenu

Hovedmenu

Spm. om indskrivningen af artikler om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, til udenrigsministeren

Hent bilaget i PDF-format her

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 1-2 af 14. april, nr. 3-4 af 21. april samt 5-176 af 2. maj 2005 (ad L 137).

UDENRIGSMINISTERIET

EUP j.nr. 400.A.2-10-1

Nordgruppen

Den 17. maj 2005

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005

Spørgsmål 25:

"Vil ministeren bekræfte, at med indskrivningen af artikler om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed vil EU-Domstolens afgørelser på disse områder går forud for den praksis, som de danske domstole hidtil har stadfæstet i forhold til den danske grundlovs tilsvarende bestemmelser om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed?"

Svar:

Nej. Allerede efter den nugældende traktat skal EU-Domstolen påse, at EU overholder de grundrettigheder, som findes i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette fremgår af EF-traktatens artikel 6, stk. 2. Charteret tydeliggør disse rettigheder for borgerne og indebærer, at det er den præcise formulering af de grundlæggende rettigheder, som er politisk godkendt i medlemslandene, som EU-Domstolen skal sikre overholdelsen af.

I forfatningstraktatens artikel II-113 er det fastsat, at ingen bestemmelse i charteret må medføre en begrænsning bl.a. i de menneskerettigheder og frihedsrettigheder, der er indeholdt i medlemsstaternes forfatninger. Charteret vil allerede derfor ikke indebære nogen indskrænkning i de frihedsrettigheder, som borgerne er sikret efter den danske grundlov.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 49 og 102.