Spm. om hvorvidt der fremover vil ske løbende justeringer af fordelingen af antallet af medlemmer i Europa Parlamentet og stemmer i Rådet som følge af befolkningsudviklingen i medlemslandene, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 26. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 23. maj 2005
Spørgsmål 215:
"Ministeren bedes oplyse, om EU fremover vil overveje løbende justeringer af fordelingen af antal medlemmer af Europa-Parlamentet og stemmer i Ministerrådet som følge af ændringer i befolkningsudviklingen i medlemslandene, idet der henvises til, at befolkningstallet er faldende i nogle EU-lande, mens det er kraftigt stigende i lande, som EU påtænker at optage i Unionen. Ifølge FN’s befolkningsdatabase havde Tyrkiet ca. 72 mio. indbygger i 2004, dette forventes at stige til ca. 82 mio. i 2015 og til mere end 90 mio. i 2025 (Kilde: Population Division of the Department of Economic and Social Affairs of the United Nations Secretariat, World Population Prospects, 2004)."
Svar:
Der er kun taget stilling til den præcise fordeling af pladser i Europa-Parlamentet i forbindelse med Bulgarien og Rumæniens tiltrædelse af EU og kun frem til 2009.
Der er ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvor mange pladser, Tyrkiet skal besætte i Europa-Parlamentet i tilfælde af medlemskab af EU. Dette vil blive afgjort som led i optagelsesforhandlingerne, idet det dog skal bemærkes, at der på nuværende tidspunkt alene er truffet beslutning om at åbne forhandlinger med Tyrkiet.
Der er heller ikke taget stilling til spørgsmålet om en løbende justering af fordelingen af antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet som følge af ændringer i befolkningstallene efter ikrafttrædelsen af forfatningstraktaten. Ifølge forfatningstraktatens art. I-20, stk. 2, 2. afsnit, vedtager Det Europæiske Råd med enstemmighed på Europa-Parlamentets initiativ og med dettes godkendelse en europæisk afgørelse om sammensætningen af Europa-Parlamentet i overensstemmelse med principperne i art. I-20, stk. 2, 1. afsnit.
Med henblik på beregningen af kvalificeret flertal i Ministerrådet fastlægges de enkelte medlemslandes befolkningstal allerede i dag årligt på baggrund af indberetninger fra medlemsstaterne, der verificeres af Eurostat.