Spm. om art. III-321 og indvirkningen på det danske bidrag til EU's humanitære bistand, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
Spørgsmål 125:
"Ministeren bedes oplyse, hvordan art. III-321 forudses at ændre det danske bidrag til EU’s humanitære bistand, både hvad angår karakter og omfang."
Svar:
EU’s og medlemslandenes udviklingssamarbejde, deres økonomiske, finansielle og tekniske samarbejde med ikke-udviklingslande og deres humanitære bistandsoperationer skal komplementere og forstærke hinanden.
EU’s humanitære bistandsoperationer har hidtil været gennemført som en del af udviklingsbistanden. Nu indføjes der et udtrykkeligt retsgrundlag om humanitær bistand som en del af forfatningstraktaten, og de grundlæggende principper bliver samtidig præciseret, jf. art. III-321.
Humanitær bistand ydes til befolkninger i tredjelande, som er ofre for naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, inden for rammerne af EU’s optræden udadtil. Det fremhæves, at humanitære bistandsoperationer skal gennemføres i overensstemmelse med principperne i folkeretten og principperne om upartiskhed, neutralitet og ikke-forskelsbehandling. Som noget nyt giver forfatningstraktaten hjemmel til at oprette et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand, jf. art. III-321, stk. 5.