Redegørelse vedr. uformelt udenrigsministermøde (Gymnich) 1-2/9-05 i Newport, Wales
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere.
Bilag 1
Journalnummer 400.C.2-0
Kontor EU-sekr.
6. september 2005
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets redegørelse vedrørende uformelt udenrigsministermøde (Gymnich) den 1.-2. september 2005 i Newport, Wales.
|
REFERAT | |||
|
|
| ||
|
Til: |
Folketingets Europaudvalg |
J.nr.: |
UP, 500.B.3.b |
|
Fra: |
Udenrigsministeriet |
Dato: |
5. september 2005 |
|
Emne: |
Uformelt EU-udenrigsministermøde i Newport, Wales den 1.-2. september 2005 |
|
|
Det britiske EU-formandskab var vært ved det uformelle EU-udenrigsministermøde (Gymnich) i Newport, Wales den 1.-2. september 2005. Som forventet og nævnt på mødet i Folketingets Europaudvalg den 1. september 2005 blev udvidelsesprocessen, særligt med Tyrkiet, et hovedemne. Udenrigsministrene drøftede endvidere Iran, Rusland (hvor udenrigsministeren rejste Uzbekistan), Vestlige Balkan, Fugleinfluenza, forslag om en bindende international traktat om våbenoverførsler, migration og den mellemøstlige fredsproces.
Under drøftelsen af Tyrkiet stillede ingen spørgsmål ved, at forhandlingerne skulle indledes den 3. oktober 2005. Fokus var rettet mod Tyrkiets erklæring ifm. undertegningen af Ankara Protokollen og forhandlingsrammen. Der var enighed om, at Tyrkiets erklæring ingen juridisk betydning havde, men havde medført behov for en EU-reaktion. Der var generelt opbakning bag afgivelse af en erklæring, og formandskabet bad om udenrigsministrenes principielle holdninger til indholdet i en sådan. Den endelige ordlyd ville blive drøftet mellem medlemslandene i de kommende uger. Hovedindholdet i erklæringen så ud til at blive krav om fuld gennemførelse af Ankaraprotokollen samt normalisering af forholdet til Cypern, idet man måtte holde sig for øje, at FN processen ikke påvirkedes negativt. Der ville blive lagt op til en gennemgang af alle elementerne i 2006. Vedr. forhandlingsrammen var der bred opbakning til kommissionens forslag og dermed til en fastholdelse af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i december 2004. Den endelige forhandlingsramme vil blive færdigforhandlet på rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 3. oktober 2005. Det må forventes, at der vil komme enkelte forslag fra Østrig, Frankrig eller Cypern.
Mht. Kroatien konkluderede formandskabet, at man ville afvente det næste task-force møde, som ville finde sted inden næste udenrigsminister rådsmøde den 3. oktober. Her ville chefanklager Carla Del Ponte afgive sin vurdering af Kroatiens samarbejde med ICTY. En række lande havde forinden argumenteret for en hurtig indledning af optagelsesforhandlingerne, bl.a. med henvisning til den nylige arrestation af Gotovinas finansielle rådgiver, Hr. Petrac. Andre understregede, at man måtte afvente task-force mødet, Del Pontes vurdering, og at EU’s krav stadig var, at Kroatien fuldt ud samarbejdede med ICTY.
Udenrigsministeriet