Grundnotat om tildeling af kvoter af methylbromid til brug for såkaldte kritiske anvendelser
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere
Bilag 1
Journalnummer 400.C.2-0
Kontor EUK
3. maj 2005
KOMITÉSAG
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets notat samt grundnotat om forslag til Kommissions beslutning om tildeling af kvoter af methylbromid til brug for såkaldte ”kritiske anvendelser”.
Forslaget forventes sat til afstemning i Forvaltningskomitéen for ozonlagsnedbrydende stoffer onsdag den 4. maj 2005.
Beskyttelsesniveauet i Danmark påvirkes ikke, da der er tale om en konkret afgørelse i henhold til gældende EU-regler.
Materialet er ligeledes sendt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
MILJØministeriet 29. april 2005
EUK J. nr. D 017-0046 MAS/Mst/OLK/Euk
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Forslag til Kommissions beslutning om tildeling af kvoter af methylbromid til brug for såkaldte ”kritiske anvendelser”.
Kommissionen sendte den 12. marts 2005 ovennævnte forslag til forvaltningskomiteen i medfør af artikel 18 under Forordning 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget. Udkastet foreligger kun på engelsk.
Forslaget skal behandles på mødet i forvaltningskomiteen for ozonlagsnedbrydende stoffer onsdag den 4. maj 2005.
Ifølge EU forordning nr. 2037/2000 om stoffer der nedbryder ozonlaget, er det fra 31. december 2004 forbudt at anvende methylbromid som bekæmpelsesmiddel i landbruget og til desinfektion af bygninger bortset fra såkaldte ”kritiske anvendelser” i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2 (ii), i EU forordning 2037/2000 og beslutning nr. IX/6 under Montreal Protokollen til beskyttelse af ozonlaget.
Beslutning nr. IX/6 indebærer at anvendelsen af methylbromid kun kan betragtes som værende ”kritisk” hvis ansøger kan dokumentere at en eventuel manglende anvendelse af methylbromid vil medføre en alvorlig forstyrrelse af markedet, og at der ikke eksisterer tilgængelige alternativer. Endvidere skal ansøger demonstrere, at der gøres en passende anstrengelse for at fremme brugen og tilgængeligheden af alternativer.
Kommissionen har modtaget i alt 84 ansøgninger omfattende 4.472.343 kg methylbromid fra Belgien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Polen, Portugal, Spanien, Holland og Storbritannien. Efter at have gennemgået ansøgningerne og anvendt kriterierne fra beslutning XI/6 har Kommissionen vurderet at der i alt bør gives tilladelse til at anvende 2.777.333 kg methylbromid til ”kritiske anvendelser” i 2005.
Der er 205.926 kg methylbromid på lager, som er tilgængelig for ”kritiske anvendelser”. Denne mængde skal fratrækkes den ovenfor anførte mængde, før kvokvotebehovet for import eller produktion af methylbromid til ”kritisk anvendelse” kan fastsættes.
Regeringen agter at støtte forslaget.
MILJØministeriet 29. april 2005
EUK J. nr. D 017-0046
MAS/Mst/OLK/Euk
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Forslag til Kommissions beslutning om tildeling af kvoter af methylbromid til brug for såkaldte ”kritiske anvendelser”.
1. Status
Kommissionen sendte den 12. marts 2005 ovennævnte forslag til forvaltningskomiteen i medfør af artikel 18 under Forordning 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget. Udkastet foreligger kun på engelsk.
Kommissionen kan vedtage forslaget hvis der er kvalificeret flertal herfor.
Forslaget skal behandles på mødet i forvaltningskomiteen for ozonlagsnedbrydende stoffer onsdag den 4. maj 2005.
2. Formål og indhold
Ifølge EU forordning nr. 2037/2000 om stoffer der nedbryder ozonlaget, er det fra 31. december 2004 forbudt at anvende methylbromid som bekæmpelsesmiddel i landbruget og til desinfektion af bygninger bortset fra såkaldte ”kritiske anvendelser” i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2 (ii), i EU forordning 2037/2000 og beslutning nr. IX/6 under Montreal Protokollen til beskyttelse af ozonlaget.
Beslutning nr. IX/6 indebærer at anvendelsen af methylbromid kun kan betragtes som værende ”kritisk” hvis ansøger kan dokumentere at en eventuel manglende anvendelse af methylbromid vil medføre en alvorlig forstyrrelse af markedet, og at der ikke eksisterer tilgængelige alternativer. Endvidere skal ansøger demonstrere, at der gøres en passende anstrengelse for at fremme brugen og tilgængeligheden af alternativer.
Kommissionen har modtaget i alt 84 ansøgninger omfattende 4.472.343 kg methylbromid fra Belgien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Polen, Portugal, Spanien, Holland og Storbritannien. Efter at have gennemgået ansøgningerne og anvendt kriterierne fra beslutning XI/6 har Kommissionen vurderet at der i alt bør gives tilladelse til at anvende 2.777.333 kg methylbromid til ”kritiske anvendelser” i 2005.
Der er 205.926 kg methylbromid på lager, som er tilgængelig for ”kritiske anvendelser”. Denne mængde skal fratrækkes den ovenfor anførte mængde, før kvokvotebehovet for import eller produktion af methylbromid til ”kritisk anvendelse” kan fastsættes.
3. Nærhedsprincippet.
Overvejelser om nærhedsprincippet er ikke relevant, da det drejer sig om en vedtagelse under en forvaltningskomite i overensstemmelse med reglerne i forordning 2037/2000 om ozonlagsnedbrydende stoffer.
4. Konsekvenser for Danmark
Lovgivningsmæssige konsekvenser: Der er ingen lovgivningsmæssige konsekvenser for Danmark, da beslutningen har umiddelbar retsvirkning.
Økonomiske og administrative konsekvenser: Der forventes ingen negative økonomiske konsekvenser de aktuelle danske firmaer.
Der forventes ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for stat, amter eller kommuner.
Beskyttelsesniveau:
Beskyttelsesniveauet i Danmark påvirkes ikke, da der er tale om en konkret afgørelse i henhold til gældende EU-regler.
5. Høring
Forslaget har været sendt i høring i Specialudvalget for miljøspørgsmål.
Dansk Industri og Forbrugerrådet har ingen bemærkninger. Greenpeace kan ikke støtte den danske holdning m.h.t. forslaget.
6. Forhandlingssituationen
Ansøgerne har under de indledende drøftelser kæmpet meget hårdt for at bibeholde eller endog forøge de ansøgte mængder. Det vurderes at kommissionen har gjort en stor indsats for at vurdere de enkelte ansøgninger grundigt i forhold til gældende regler, og det vil være meget vanskeligt at opnå yderligere reduktioner.
7. Dansk holdning
Det er Danmarks holdning, at ozonlaget bør beskyttes mest muligt. Anvendelsen af methylbromid har været forbudt i Danmark siden 1998. Da der imidlertid er andre klimatiske og dyrkningsmæssige forhold i ansøgerlandene, som vanskeliggør en total udfasning, kan en begrænset anvendelse accepteres.