Brev til Trafikudvalget om subsidiaritetskontrol af tredje jernbanepakke
18. marts 2005
J.nr. EUU 225/LBM
Formanden for trafikudvalget Flemming Damgaard Larsen
Subsidiaritetskontrol af tredje jernbanepakke
Kære Flemming Damgaard Larsen
Såfremt EU’s nye traktat om en forfatning for Europa træder i kraft, vil den give de nationale parlamenter en øget mulighed for at påvirke EU-lovgivningsprocessen.
Traktaten om en forfatning for Europa lægger nemlig op til, at 1/3 af de nationale parlamenter senest 6 uger efter et EU-lovforslags fremsættelse kan konstatere, at et givent EU-forslag ikke respekterer subsidiaritetsprincippet, hvorefter Kommissionen vil være tvunget til at genoverveje sit forslag.
Denne ”subsidiaritetskontrol” betyder i praksis, at parlamenterne ved nye EU-forslag skal tage konkret og aktiv stilling til, om man er enig med Kommissionen i, at målsætningen med det fremsatte forslag bedre kan realiseres via et EU-lovgivningsiniativ end gennem et rent nationalt initiativ.
Det er en stor og udfordrende opgave, som de nye bestemmelser i traktaten om en forfatning for Europa vil stille de nationale parlamenter overfor. Med henblik på at opbygge erfaring med de nye bestemmelser har man i COSAC – der er et samarbejdsorgan for EU-landenes europaudvalg – derfor besluttet at gennemføre en ”prøvesag”.
Konkret er det blevet besluttet, at opfordre de nationale parlamenter i EU til at vurdere, om den tredje jernbanepakke respekterer subsidiaritetsprincippet. Af hensyn til koordinationen mellem landene er der blevet sat en vejledende tidsfrist til den 15. april 205.
Jeg vedlægger COSAC-sekretariatets beskrivelse af projektet (jf. bilag 1). Jeg kan oplyse, at der foreløbigt er 13 lande, der har meddelt, at de tilslutter sig projektet og agter at gennemføre en subsidiaritetsvurdering af den tredje jernbanepakke.
Spørgsmålet om, hvordan Folketinget skal tilrettelægge sin kontrol med subsidiaritetsprincippet, blev behandlet i forbindelse med Europaudvalgets beretning af 10. december 2004. Det blev her fastlagt, at det i Folketinget er de enkelte fagudvalg, der skal gennemføre den konkrete vurdering af, om et givet forslag strider mod subsidiaritetsprincippet, mens Europaudvalget er hovedansvarligt for kontakten til Kommissionen og koordinationen med parlamenterne i de øvrige 24 medlemslande.
På vegne af Europaudvalget vil jeg på den baggrund derfor gerne opfordre Trafikudvalget til at behandle den tredje jernbanepakke med henblik på at vurdere, om pakken respekterer subsidiaritetsprincippet. Jeg vil desuden bede om, at Trafikudvalget, så vidt det er muligt, orienterer Europaudvalget om sin behandling og indstilling hertil inden den 15. april 2005.
Til brug for Trafikudvalgets vurdering af sagen vedlægger jeg de dokumenter, der udgør den tredje jernbanepakke (jf. bilag 2-6). Det drejer sig om i alt 4 lovgivningsforslag samt den meddelelse, hvori Kommissionen fremlægger sin begrundelse for at fremsætte de fire lovgivningsinitiativer. Jeg vedlægger desuden de notater fra regeringen, som Europaudvalget tidligere har modtaget om de 4 lovgivningsforslag i jernbanepakken (jf. bilag 7-11).
Jeg kan endelig oplyse, at EU-konsulenten i Folketinget er i færd med at udarbejde et oversigtsnotat, der kort redegør for subsidiaritetsprincippet set i relation til tredje jernbanepakke. Dette notat vil blive fremsendt til Trafikudvalget i den kommende uge.
Når der engang – formodentlig medio maj – foreligger en konklusion fra COSAC, med et resumé af de enkelte landes syn på tredje jernbanepakke og subsidiaritetsprincippet, vil dette materiale naturligvis også blive fremsendt til Trafikudvalget.
Med venlig hilsen
Elisabeth Arnold
BILAGSOVERSIGT
Bilag 1. Projektbeskrivelse fra COSAC-sekretariatet
Bilag 2. Forslag til ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner (Kom (2004) 0139).
Forslaget indebærer bl.a. en åbning af medlemsstaternes jernbanenet for international passagertransport.
Bilag 3. Forslag til direktiv om certificering af togpersonale, der betjener lokomotiver og tog på Fællesskabets jernbanenet. (Kom (2004) 0142).
Med forslaget stilles der krav til lokomotivførernes helbred, uddannelse mv.
Bilag 4. Forslag til forordning om rettigheder og pligter gældende for passagerer i international togtrafik. (Kom (2004) 0143).
Forslaget vedrører rettigheder og pligter for passagererne på internationale jernbaneforbindelser – bl.a. i forbindelse med ulykker, aflysninger og forsinkelser.
Bilag 5. Forslag til forordning om kompensation for manglende opfyldelse af kvalitetsbetingelser i kontrakter om jernbanegodsbefordring. (Kom (2004) 0144).
Forslaget vedr. harmonisering af hhv. betingelser og erstatningsniveau i forbindelse med kompensation for tabt/beskadiget gods, forsinkelser mv.
Bilag 6. Kommissionens meddelelse om tredje jernbanepakke – indeholder en beskrivelse af, hvorfor Kommissionen har valgt at fremsætte de 4 lovgivningsforslag. (Kom (2004) 0140)
Bilag 7. Trafikministeriets grundnotat af 14. april 2004 om forslag til ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner. (jf. EUU alm. del bilag (03) 752)
Bilag 8. Trafikministeriets supplerende grundnotat af 20. december 2004 om forslag til ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner.
(EUU: Kom (2004) 0139 - bilag 1)
Bilag 9. Uddrag af Trafikministeriets samlenotat af 25. november 2004 vedr. forslag til direktiv om certificering af togpersonale, der betjener lokomotiver og tog på Fællesskabets jernbanenet.
(EUU: Rådsmøde 2629 (transport, tele og energi) – bilag 1; siden 14-18)
Bilag 10. Trafikministeriets grundnotat af 14. april 2004 om forslag til forordning om rettigheder og pligter gældende for passagerer i international togtrafik.
(EUU alm. del bilag (03) 754).
Bilag 11. Trafikministeriets grundnotat af 14. april 2004 om forslag til forordning om kompensation for manglende opfyldelse af kvalitetsbetingelser i kontrakter om jernbanegodsbefordring.
(EUU alm. del bilag (03) 755)