Grundnotat om interoperabilitet for digitale interaktive TV - tjenester
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Ministeriets for Videnskab, Teknologi og Udviklings grundnotat om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om interoperabilitet for digitale interaktive TV-tjenester, KOM(2004) 541.
Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om interoperabilitet for digitale interaktive TV-tjenester – KOM(2004) 541
Resumé: I meddelelsen redegør Kommissionen for sin holdning til interoperable interaktive digitale TV-tjenester. Formålet er at vurdere, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at standardisere området. Af rammedirektivets artikel 18 fremgår det, at såfremt interoperabilitet og valgfrihed ikke er opnået i tilstrækkeligt omfang, kan Kommissionen gøre visse standarder obligatoriske. Konklusionen i meddelelsen er, at det ikke på nuværende tidspunkt er hensigtsmæssigt at forcere en standardisering igennem, men at et sådant tiltag skal genovervejes i anden halvdel af 2005. Kommissionen anbefaler en række tiltag i medlemsstaterne for at fremme brugen af MHP-standarden.
Baggrund
Markedet for digitalt TV er hidtil udviklet uden en fælles standard for kryptering og API’ere i de enkelte digitale TV-apparater. Dette gav grund til bekymring for manglende interoperabilitet og begrænsninger i forbrugervalget til skade for informationsadgang, mediepluralisme og kulturel mangfoldighed, hvorfor artikel 18 i rammedirektiv 2002/21/EC om en fælles regulering for elektroniske kommunikationsnetværk og -tjenester blev vedtaget med følgende indhold:
- Art. 18(1) pålægger medlemsstaterne at opfordre udbydere af digitale interaktive TV-tjenester og –udstyr til at bruge en åben API.
- Art. 18(2) pålægger medlemsstaterne at opfordre ejere af API’er til at stille al information til rådighed, der er nødvendig for, at tjenesteudbydere kan benytte den givne API.
- Art. 18(3) pålægger Kommissionen at undersøge effekterne af art. 18 senest den 24. juli 2004, hvorpå Kommissionen, hvis det skønnes påkrævet, kan tage initiativ til at stille krav om anvendelse af én fælles standard jf. rammedirektivets artikel 17.
En bred overgang til MHP-standarden, som p.t. er den eneste tilgængelige åbne API-standard, som er godkendt af EU’s standardiseringsorganer, er ifølge Kommissionen den mest oplagte måde at sikre interoperabilitet på.
Et arbejdspapir fra Kommissionen blev sendt i åben høring i marts 2004, og den foreliggende meddelelse bygger på høringsresultaterne og et uformelt seminar, organiseret af medlemmer af Europa-Parlamentet.
Indhold
I Kommissionens meddelelse af 30. juli 2004 gengiver Kommissionen resultaterne af høringsprocessen.
Blandt de i alt 51 deltagere i den offentlige konsultation var producenter, netværksoperatører, broadcastere, API-leverandører, forbrugerorganisationer m.fl. Deres synspunkterne kan groft opdeles i de to hovedkategorier, ’fortalere’ for og ’modstandere’ af standardisering.
Fortalere for krav om standarder påpegede, at interoperabilitet ikke var opnået og lagde vægt på, at det ikke er sandsynligt, at markedet af sig selv når en fælles standard, hvorfor offentlig intervention er nødvendig. Derved opnås både større valgfrihed for forbrugerne og bedre afsætningsmuligheder for producenterne. Et eksempel på intervention til efterfølgelse er ifølge denne opfattelse GSM-området.
Fordelene herved ville inkludere øget forbrugervalg og juridisk klarhed, som kan føre til lavere priser for modtagere og acceleration af overgangen til digitalt TV. I fraværet af licensbeskyttede API’er ville informationsstrømmen forbedres og pluralismen øges. Nogle fortalere argumenterede for, at medlemsstaterne skulle kunne kræve en specifik API indenfor deres grænser, mens andre fortalere ønskede ét EU, hvor åbne standarder er obligatorisk.
Selskaber, der sender ukrypteret TV fra de medlemsstater, hvor digitalt TV er mindst udviklet, samt en større producent kritiserede, at Lissabon-dagsordenen og Kommissionens arbejdspapir negligerede betydningen af ukrypteret TV.
Modstanderne af tvungne standarder mente, at tilstrækkelig interoperabilitet allerede eksisterer og vil tage til i takt med efterspørgslen. Én universel modtager er for omkostningsfuld og i øvrigt unødvendig grundet samtidige udsendelser på forskellige netværk. Det europæiske DTV marked er reelt mere dynamisk end det amerikanske netop på grund af regulatorisk tilbageholdenhed, hvorfor offentlig intervention frarådes. Pålægning af standarder vil afskrække fremtidige investeringer i kommende generationer af innovative teknologier.
Modstanderne var primært operatører af satellit-betalings-TV og kabel-operatører, ofte fra medlemsstater, hvor digitalt TV er veludviklet, og hvor mange har modtagere med licensbeskyttede API’er. Herudover var der software- og IT-virksomheder, inklusiv ejere af licensbeskyttede API’er, samt en større producent.
Kommissionens vurdering
På baggrund af høringen er Kommissionens analyse og holdning, at det i den nuværende markedssituation er passende fortsat at anvende de bestemmelser, som Europa-Parlamentet og Rådet har vedtaget i rammedirektivet. Høringen afslørede ingen dokumenterede trusler af betydning mod frie informationsstrømme, medie-pluralisme eller kulturel mangfoldighed.
Stridens kerne er forholdet mellem de almene interesser og markedskræfterne. Det er et mål at tilvejebringe pluralisme og mangfoldighed samtidig med høj konkurrencedygtighed. Disse politiske målsætninger reflekteres i forskellige regelsæt – henholdsvis kommunikations- og indholdsregulering. Dette gør spørgsmålet om API-standarderne særligt vigtigt.
Kommissionen konkluderer, at der med afsæt i den nuværende markedsudvikling ikke er et utvetydigt behov for fælles tvungne standarder. En række tiltag foreslås ikke desto mindre for at fremme digitale TV-tjenester.
Kommissionens forslag til tiltag
- Kommissionen vil danne en arbejdsgruppe med deltagelse af medlemsstaterne, der vil skulle identificere, hvordan MHP-standarden kan udbredes, og hvordan der kan skabes stordriftsfordele med henblik på prisnedsættelser. I det omfang der kan dannes grupper af medlemsstater, der vælger samme politik, vil det kunne øge muligheden for at skabe valide forretningsmodeller hos producenterne – navnlig i mindre medlemslande.
- Medlemsstaterne kan vælge at subsidiere forbrugerkøb af apparater med MHP. Dette har i Italien gjort prisen på MHP-modtagere lige så lav som på modtagere på andre nationale markeder, der benytter en billigere API. Evt. subsidier skal følge de almindelige fælleseuropæiske regler for subsidier.
- Kommissionen vil tilføje produkterne MHEG 5 og WTVML til listen over anbefalede API-standarder. Og når nye standarder fastsættes for API’ere, vil de ligeledes blive tilføjet på listen.
- Kommissionen vil i samarbejde med medlemsstaterne fortsat overvåge adgangen til ikke-standardiserede teknologier. Kommissionen vil følge op på dette gennem dens løbende implementeringsrapporter angående Teledirektivpakken.
Sammenfatning
Kommissionen søger at sikre, at de europæiske borgere får gavn af et voksende udbud af interaktive digitale TV-tjenester, og den konkluderer, at markedet er bedst tjent med at videreføre rammedirektivets bestemmelser. Brug af ikke-standardiserede teknologier skal løbende overvåges i forhold til overholdelse af konkurrencelovgivningen.
Kommissionen vil tage yderligere initiativer for at fremme den frivillige implementering af MHP-standarden. En fuldstændig og effektiv implementering af artikel 18 i rammedirektivet i medlemsstaterne er stadig nødvendig, men på grund af markedets kompleksitet og aktørernes divergerende synspunkter er det ikke på nuværende tidspunkt muligt at afgøre, om interoperabilitet er opnået i tilstrækkeligt omfang. Situationen bør derfor genovervejes i anden halvdel af 2005.
Europa-Parlamentets udtalelse
Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om meddelelsen.
Nærhed og proportionalitet
Kommissionen har vurderet at meddelelsen er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Af Kommissionens arbejdsdokument (punkt 3.5. i bilaget til selve meddelelsen) fremgår det, at rammedirektivet berettiger til, at Kommissionen har beføjelse til at implementere krav om standarder. Jf. ovenfor vælger Kommissionen ikke at fastsætte krav om standarder, men vil overvåge markedsudviklingen.
På den baggrund vurderes meddelelsen at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet
Gældende dansk ret
Meddelelsen vurderes at være i overensstemmelse med gældende dansk ret. Artikel 18 i rammedirektiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er implementeret i bekendtgørelse nr. 1078 af 11. december 2003 om digitale radio- og TV-tjenester m.v., § 4, stk. 2 og § 9. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af to love, nemlig lov om standarder for transmission af TV-signaler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 664 af 10. juli 2004, og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 10. juli 2004.
Dansk høring
Meddelelsen af 30. juli 2004 bygger på det arbejdspapir, som Kommissionen iværksatte en bred og åben høring over i marts 2004. I den forbindelse blev der iværksat en høring blandt relevante ministerier. På denne baggrund er der ikke gennemført en særskilt dansk høring over indeværende meddelelse.
Statsfinansielle og lovgivningsmæssige konsekvenser
Meddelelsen har ikke i sig selv statsfinansielle og/eller lovgivningsmæssige konsekvenser.
Tidligere forelæggelser
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg den 14. maj 2004 forud for fremsendelse af det danske høringssvar til Europa-Kommissionen vedr. Kommissionens arbejdspapir om interoperabilitet for interaktive digitale TV-tjenester.