Hjælpemenu

Hovedmenu

Ekstraordinært rådsmøde alm. anl. og eksterne forb. 26/7-04, supplerende notat, skriftlig forelæggelse

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

1

400.C.2-0

EUK

20. juli 2004

Det nederlandske formandskab har indkaldt til ekstraordinært rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 26. juli 2004 med følgende dagsorden: WTO, Finansielt perspektiv for 2007-2013, Mellemøsten samt Sudan. Udenrigsministeriets notat vedlægges.

Det ekstraordinære rådsmøde skønnes ikke at skulle forelægges mundtligt for Folketingets Europaudvalg ud fra nedenstående betragtninger:

Fsva. WTO skal Rådet, forud for mødet i WTO’s Generelle Råd den 27.-29. juli 2004, drøfte oplægget, som er oversendt til Folketinget Europaudvalg den 19. juli 2004, der vedrører rammer for de videre forhandlinger i Doha-runden. Oplægget skønnes ikke at indeholde punkter, der efter dansk opfattelse bør stå i vejen for at anvende papiret som ramme for de videre forhandlinger, ligesom det ikke ses at indeholde elementer, der strider mod traditionelle danske handelsliberale og udviklingsvenlige holdninger.

EU's bestræbelser på at sikre fremdrift i Doha-runden sker fortsat inden for det mandat, som blev fastlagt i forbindelse med WTO-ministerkonferencen i Seattle i 1999.

Fsva. de finansielle perspektiver for 2007-2013 er der tale om en revideret meddelelse, der i store linier svarer til Kommissionens meddelelse, som forelagdes for Folketingets Europaudvalg den 20. februar 2004. Regeringen agter at tage Kommissionens orientering til efterretning.

Fsva. Mellemøsten forventes Rådet at drøfte den aktuelle situation i regionen, men forventes p.t. ikke at træffe mere vidtgående beslutninger eller vedtage rådskonklusioner. Den Høje Repræsentant Javier Solanas forudses at afrapportere fra sin seneste rundrejse i regionen.

Fsva. Sudan synes der ikke at have fundet en afgørende ny udvikling sted i Darfurkonflikten siden sidste rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12.-13. juli, og Rådet forventes igen at fremhæve dels nødvendigheden af at opretholde det forøgede internationale pres på Sudans regering og dels den rolle, som EU spiller i den forbindelse.

UDENRIGSMINISTERIET EUK, j.nr. 400.A.5-0-0

FINANSMINISTERIET Den 20. juli 2004

Nordgruppen

Ekstraordinært rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 26. juli 2004

Aktuelt notat

1. WTO/Doha Development Agenda (DDA) (side 2)

2. Finansielt perspektiv for 2007-2013 (Præsentation af Kommissionen)

(side 2)

3. Mellemøsten (side 4)

4. Sudan (side 5)

5. Eventuelt

1. WTO/Doha Development Agenda (DDA)

Nyt notat.

På rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12.-13. juli 2004 besluttede ministrene at fortsætte drøftelsen af Doha-Runden under et særligt GAERC-møde den 26. juli 2004 for at fastlægge EU’s holdning til tekster, som fremlægges til drøftelse på WTO på Det Generelle Råds møde den 27.-29. juli 2004.

Den 16. juli fremlagde formanden for WTO’s Generelle Råd, ambassadør Oshima samt WTO’s generaldirektør, Supachai, et udkast til det Generelle Råds beslutning ultimo juli 2004 vedrørende rammerne for de videre forhandlinger under Doha-Runden.

Beslutningsudkastet skitserer rammer for de videre forhandlinger vedrørende landbrug (herunder bomuld), ikke-landbrugsvarer, udviklingsspørgsmål og handelslettelse, samt på tjenesteydelsesområdet. Udkastet tilstræber at danne grundlag for opnåelse af enighed på det kommende møde i WTO’s Generelle Råd.

Størst interesse knytter sig til de forslåede rammer for landbrugsforhandlingerne. Her satser oplægget på at skabe en overordnet balance mellem de indrømmelser, der forhandles på plads indenfor hver af de 3 søjler: intern støtte, eksportkonkurrence og markedsadgang.

Udover en konkret drøftelse af oplægget fra ambassadør Oshima og generaldirektør Supachai, ventes Kommissionen på GAERC-mødet at redegøre for status for WTO-forhandlingerne umiddelbart forud for mødet i Det Generelle Råd. Forhandlingerne har stilet mod at nå til enighed om en ramme for de videre forhandlinger i Doha-Runden, der vil bygge videre på det grundlag, der forelå i forbindelse med WTO-ministermødet i Cancun, september 2003.

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

De danske prioriteter i WTO-forhandlingerne blev i forbindelse med Seattle-ministermødet forelagt Folketingets Europaudvalg til forhandlingsoplæg forud for rådsmødet (udenrigsministre) den 11.-12. oktober 1999. Senest har Folketinget i vedtagelse V12 af den 6. november 2003 udtrykt sin holdning til WTO-forhandlingerne.

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelle notater om sagen, senest forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12.-13. juli 2004. Beslutningsudkastet om rammerne for de videre forhandlinger under Doha-Runden er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 19. juli 2004.

2. Finansielt perspektiv for 2007-2013 (Præsentation af Kommissionen)

Nyt notat.

Baggrund og indhold

Kommissionen forventes på mødet at præsentere sine forslag til retsakter for de flerårige finansielle rammer 2007-2013, som blev vedtaget den 14. juli. Der forventes alene en præsentation og ingen debat. Retsakterne skal danne grundlaget for de efterfølgende forhandlinger, som forventes at blive langvarige. Forslagene følger af Kommissionens meddelelse om Dagsorden 2007, der blev fremlagt den 10. februar 2004.

Kommissionens forslag fokuserer på:

1) Kommissionens bud på de strategiske prioriteter,

2) forslag til forenkling af instrumenterne til at levere disse prioriteter,

3) forslag til ændringer i finansieringen af EU’s budget og

4) de konkrete finansielle overslag for 2007-2013. Kommissionen lægger op til, at gøre EU mere effektivt, lade EU præge af endnu større solidaritet, bringe det tættere på borgerne og skabe en global rolle med mere indflydelse for EU. Kommissionens kernepunkter for denne nyorientering er en udvikling af EU baseret på tre grundpiller:

  • EU skal skabe flere og bedre jobs gennem større og bæredygtig vækst.
  • EU skal sikre borgerne et område præget af frihed, retfærdighed og sikkerhed.
  • EU skal have en stærk global rolle, der afspejler Europas politiske og økonomiske tyngde.

Forslagene følger i store træk linierne i meddelelsen af 10. februar 2004, idet der henvises tidligere oversendt materiale af 13. februar og 3. maj 2004. Det kan særligt fremhæves, at Kommissionen, som en uddybning i forhold til meddelelsen af 10. februar 2004, nu fremlægger et egentlig forslag til ny finansieringsmekanisme, hvor den nuværende britiske rabat skal afløses af en generel rabatordning.

Ved overgangen fra en britisk rabat til en ny generel rabat taber UK ifølge Kommissionen i rabat pr. år i perioden 2007-2013 i forhold til i dag. Dette foreslås kompenseret gennem et beløb til UK på budgettets udgiftsside, der gradvis aftrappes. Parallelt hermed indføres der gradvist en generel rabatordning til alle nettobetalere med et nettobidrag på 0,35 pct. af landets BNI eller derover. Rabatten indfases med en kompensation på 33% af beløbet over 0,35 pct. af BNI i 2008. 50 pct. i 2009. 50 pct. i 2010 og 66 pct. i 2011 og frem. UK får i dag refunderet 66 pct. af hele sit nettobidrag. Samtidig sættes der et nominelt loft for hvor stort et samlet beløb rabatten kan udgøre.

Forslaget indgår i materialet vedrørende finansieringen af EU’s budget, der består af hhv. en rapport om det nuværende finansieringssystems virkemåde og et forslag til ny forordning om finansieringen af EU’s budget.

Endvidere kan fremhæves, at Kommissionen på strukturfondsområdet har fremlagt 5 konkrete forslag til retsakter: 1) rammeforordning, 2) socialfondsforordning, 3) samhørighedsforordning, 4) regionalfondsforordning samt 5) forordning om oprettelse af grupperinger vedrørende grænseoverskridende samarbejde. De fire første forordningsforslag erstatter tidligere forordninger på områder, mens forordningen vedrørende etablering af grupperinger vedrørende grænseoverskridende samarbejde er ny. De fremsatte forslag følger tankerne præsenteret af Kommissionen i den tredje samhørighedsrapport offentliggjort den 18. februar 2004, jf. grundnotat dateret 10. marts 2004 oversendt til Folketingets Europaudvalg den 12. marts 2004. Revideret grundnotat er under udarbejdelse.

Kommissionen har endvidere vedtaget nye forslag vedrørende støtte til landdistriktsudvikling, finansieringen af den fælles landbrugspolitik samt fiskerifonden, idet kan henvises til tidligere oversendt materiale i forbindelse med mødet i Rådet (landbrug og fiskeri) den 19. juli (oversendt til Folketingets Europaudvalg den 8. juli 2004). Endelig indeholder forslagspakken et udkast til ny interinstitutionel aftale om budgetdisciplin mellem Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Da der er tale om et forslag i relation til EU’s budget, kan det kun behandles på EU-niveau, og det er derfor i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

De statsfinansielle konsekvenser skønnes potentielt betydelige, men på det foreliggende grundlag kan der dog ikke gives et præcist skøn over de samlede konsekvenser. Udover den usikkerhed, der knytter sig til udfaldet af de kommende års forhandlinger, kan der peges på følgende, overvejende metodiske hovedårsager hertil:

  • De finansielle perspektiver er overordnede udgiftsrammer. Udmøntningen heraf sker i den årlige budgetprocedure. Af disse bevillinger forventes nogle endvidere forblive uforbrugte og bortfalde.
  • På indtægtssiden er der usikkerhed om Danmarks finansieringsbidrag fordi den afhænger af den økonomiske vækst i Danmark set i forhold til andre medlemslande. Højere vækst i andre medlemslande, herunder især de nye medlemslande, vil påvirke Danmarks finansieringsandel.
  • Kommissionen foreslår et nyt finansieringssystem, som omfatter en generel nettokorrektionsmekanisme. En sådan mekanisme vil, hvis vedtaget, afhængig af den konkrete udformning samt niveauet for og sammensætningen af de endelige udgifter, kunne forøge den danske budgetandel.

Mere konkrete skøn må således afvente større klarhed over forhandlingernes mulige udfald.

Høring

Kommissionens meddelelse af 10. februar 2004 har været i ekstern høring. Meddelelsen af 14. juli og Kommissionens forslag ventes snarest at blive sendt i ekstern høring.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 23.-24. februar, rådsmødet (landbrug og fiskeri) den 24. februar 2004, rådsmødet (økonomi- og finansministre) den 11. maj 2004 samt rådsmødet (landbrug og fiskeri) den 19. juli 2004.

3. Mellemøsten

Nyt notat.

På rådsmødet ventes en drøftelse af den aktuelle situation i regionen. Herudover vil den Høje Repræsentant, Javier Solana, underrette Rådet om sin seneste rundrejse i regionen.

Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag kom den 9. juli 2004 med sin vejledende udtalelse om Israels sikkerhedsbarriere i de besatte palæstinensiske områder, hvori ICJ udtalte, at barrieren er i strid med Folkeretten. I Gaza bortførte væbnede mænd den 16. juli 2004 fire franske nødhjælpsarbejdere og to palæstinensiske embedsmænd, herunder Gazas politichef. Alle de bortførte blev efterfølgende løsladt. Bortførelserne skete angiveligt som protest mod korruption i sikkerhedsstyrkerne – og udløste en række afskedigelser og udnævnelser i sikkerhedsstyrkerne. Efterfølgende er det også kommet til sammenstød i Gaza mellem sikkerhedsstyrker og militante palæstinensere. Urolighederne har ført til ca. 18 sårede. Den 17. juli 2004 indgav den palæstinensiske premierminister, Ahmed Qurei, sin afskedsbegæring til Arafat som følge af de kaotiske tilstande. Arafat har dog for indeværende ikke accepteret afskedsbegæringen. I Israel pågår der forhandlinger mellem Likud og bl.a. Arbejderpartiet om dannelsen af en koalitionsregering.

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 14.-15. juni 2004.

4. Sudan

Nyt notat.

Rådet forventes at drøfte den aktuelle situation i Sudan, især den humanitære krise i den vestlige Darfur region, som fortsat giver anledning til alvorlig bekymring.

Rådet har i stigende grad fordømt situationen i Darfur, senest EU’s udenrigsministre på mødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12.-13. juli 2004, hvor der blev vedtaget rådskonklusioner herom.

Under drøftelserne ventes fremhævet parternes, især Sudans regerings, forpligtelser indgået med våbenhvilen af 8. april 2004, herunder at sikre øjeblikkelig og fuld adgang for humanitære organisationer, afvæbning af lokale militser, samt indgåelse af egentlige fredsforhandlinger.

Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med dette dagsordenspunkt.

Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12.-13. juli 2004.