Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde almindelige anliggender og eksterne forbindelser 12.-13/7 Redegørelse

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EUK

16. juli 2004

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets redegørelse for rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12.-13. juli 2004.

UDENRIGSMINISTERIET EUK j.nr. 400.A.5-0-0

Nordgruppen Den 16. juli 2004

Rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12. – 13. juli 2004.

1. Præsentation af det nederlandske formandskabs prioriteter

Formandskabet opregnede rækken af prioriteter, der omfattede økonomiske spørgsmål, herunder Lissabon-Processen og de finansielle perspektiver, retlige og indre anliggender samt EU's rolle som global aktør. Ingen drøftelse af punktet.

2. Status for arbejdet i de øvrige rådsformationer

Punktet blev vedtaget uden debat.

3. Irak

Rådet drøftede situationen i Irak og mødtes med den irakiske udenrigsminister Zebari.

Suverænitetsoverdragelsen blev budt velkommen som et nyt skridt i Iraks udvikling. Rådet bekræftede såvel støtten til det irakiske folk og den midlertidige regering som forpligtelsen til at støtte den økonomiske, sociale og politiske genopbygning af Irak. Rådet bekræftede også EU’s støtte til implementeringen af Sikkerhedsrådets resolution 1546 og FN’s aktiviteter i Irak, herunder at undersøge muligheden for at yde støtte til de kommende valg. EU vil bruge dialogen med Iraks naboer med henblik på at opfordre til øget engagement og regional støtte til den politiske proces og genopbygningen i Irak.

EU gav udtryk for stor bekymring over eventuel irakisk genindførsel af dødsstraffen.

Den irakiske udenrigsminister anmodede om en synlig EU bistand til genopbygningen af Irak og udtrykte håb om øget EU-synlighed i Irak.

4. Burma/ASEM-udvidelsen

Ministrene havde en drøftelse af ASEM-udvidelsen i lyset af den seneste tids drøftelser med den asiatiske side. Der blev vedtaget rådskonklusioner, hvori Rådet gentager EU’s opbakning til ASEM-processen samt bakker op om udnævnelsen af den tidligere hollandske udenrigsminister og EU-kommissær Hans van den Broek til særlig udsending, der skal varetage de videre konsultationer med den asiatiske side om ASEM-udvidelsen.

5. Det vestlige Balkan

Rådet bød resultatet af det serbiske præsidentvalg velkommen og gentog EU’s beredvillighed til at hjælpe Serbien og Montenegros bestræbelser på at nærme sig EU.

Rådet udtrykte fuld støtte til FN’s Generalsekretærs nye Særlige repræsentant i Kosovo, Søren Jessen-Petersen, og opfordrede alle ledere og befolkningsgrupper i Kosovo til at samarbejde fuldt ud med Søren Jessen-Petersen.

Rådet udtrykte taknemmelighed for det afgørende bidrag EU’s Særlige Repræsentant i Skopje, Søren Jessen-Petersen, havde ydet til konsolideringen af fredsprocessen i Makedonien. Rådet udnævnte ambassadør Michael Sahlin (Sverige) som EU’s Særlige Repræsentant i Skopje fra den 1. august 2004.

6. Afghanistan

Rådskonklusioner vedtaget. Formandskabet redegjorde kort for de faktorer, som havde ført til beslutningen om at udskyde parlamentsvalget til foråret 2005. Kommissionen vil fortsætte planlægningen af støtten til valgprocessen.

7. (Evt.) Indonesien

Punktet blev taget af dagsordenen.

8. Den europæiske naboskabspolitik, European Neighbourhood Policy

Punktet blev taget af dagsordenen.

9. Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP)

Rådet vedtog fælles aktioner vedr. EU’s militære operation i Bosnien-Hercegovina og etableringen af Det europæiske Forsvarsagentur. Hvad angår operationen i Bosnien-Hercegovina blev det besluttet, at operationen vil få navnet Althea. Den Høje Repræsentant oplyste på rådsmødet, at han sammen med NATOs generalsekretær besøger Bosnien-Hercegovina senere i juli måned.

10. Listen over åbne debatter

Punktet blev vedtaget uden debat.

11. Fælles aktion vedrørende masseødelæggelsesvåben, ikke-spredning og nedrustning vedrørende Rusland

Punktet blev taget af dagsordenen.

12. Retsstatsmission i Georgien – Operationsplan

Punktet blev taget af dagsordenen.

13. WTO/Doha Development Agenda (DDA)

Kommissionen gav en statusorientering for WTO-forhandlingerne i Doha-Runden, og afrapporterede fra en række afholdte møder relateret til Runden samt redegjorde for planerne for yderligere møder i de næste uger, der alle stiler mod, at man under mødet i WTO’s Generelle Råd den 27. - 29 juli 2004 vil kunne nå til enighed om en ramme for de videre forhandlinger i Runden.

Ministrene besluttede at fortsætte drøftelsen ved et særligt GAERC-møde den 26. juli 2004 for at fastlægge EU’s holdning til tekster, som ventes fremlagt til drøftelse i WTO på Det Generelle Råds møde ultimo juli 2004.

14. Mandat vedrørende forhandlinger med Rusland om lempelser på visumområdet

Punktet blev vedtaget uden debat.

15. Sudan

Rådskonklusioner vedtaget. Enighed om fortsat behov for aktiv og synlig EU-rolle. Nødvendigt med yderligere humanitær bistand og fortsat politisk pres.

16. Eventuelt:

Undertegnelse af forfatningstraktaten den 29. oktober 2004 i Rom:

Der var enighed om formandskabets forslag om undertegnelse af forfatningstraktaten den 29. oktober i år i Rom. Nogle lande ønskede samordning af datoerne for ratifikation for de lande, der var interesseret heri. Arbejdet med forberedelse af traktaten til undertegnelse og ratifikation ville fortsætte i september i år.

Orientering af Belgiens udenrigsminister:

Belgiens udenrigsminister Louis Michel gav en kort orientering om sit møde den 11. juli med udenrigsministrene fra DR Congo, Burundi og Rwanda. Mødet havde fundet sted på belgisk foranledning og havde til formål at genetablere det økonomiske samarbejde mellem landene i det såkaldte Communauté Économiques des Pays des Grands Lacs (CEPGL). En revitalisering af det økonomiske samarbejde skal bidrage til fred og stabilitet i De Store Søers Område. Man ville mødes igen i september for at drøfte det videre samarbejde.

Mellemøsten:

Rådet havde en kort indledende drøftelse af den vejledende udtalelse af 9. juli 2004 fra Den International Domstol (ICJ) i Haag om lovligheden af Israels såkaldte sikkerhedsbarriere. Der var enighed om, at en nærmere analyse af den vejledende udtalelse var nødvendig, samt at det nu vil være op til FN’s politiske organer at vurdere, hvorledes man skal reagere på den vejledende udtalelse fra ICJ.