Komitesag: Grundnotat om analyse af reststoffer
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
Journalnummer
1
400.C.2-0
EUK
8. juli 2004
KOMITÉSAG
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets notat samt grundnotat om forslag til ændring af Kommissionens beslutning nr. 2002/657 for så vidt angår analysemetoders ydeevne og fortolkning af resultater samt om forslag til Kommissionens beslutning om fastsættelse af harmoniserede standarder for analyse af visse reststoffer ved import fra tredjelande, dokument SANCO/1666/2004 og SANCO/10318/2003.
Forslagene forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 15. juli 2004.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og FiskeriDen 7. juli 2004 RSBE/LCHK |
om forslag til ændring af Kommissionens beslutning nr. 2002/657 for så vidt angår analysemetoders ydeevne og fortolkning af resultater
samt om forslag til Kommissionens beslutning om fastsættelse af harmoniserede standarder for analyse af visse reststoffer ved import fra tredjelande
SANCO/1666/2004 og SANCO/10318/2003
Forslagene har til formål at fastsætte harmoniserede standarder for analyse af visse stoffer i produkter af animalsk oprindelse importeret fra tredjelande. Kommissionen vil med forslag SANCO 1666/2004 ændre ”navnet” på de nuværende MRPL-værdier til RPL (required performance limits), således at MRPL-værdierne ikke forveksles med MRL-værdier (maximum residue limits) (grænseværdier). Kommissionen vil med forslag SANCO 10318/2003 sætte RPL som aktionsgrænse. Forslaget beskriver endvidere, hvordan myndighederne skal agere, hvis der findes restindhold af ovennævnte stoffer over aktionsgrænsen. Sidstnævnte forslag er i endelig udgave (rev. 6) modtaget den 6. juli 2004.
Forslagene skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet.
Regeringen forholder sig positivt overfor ændring af betegnelsen for de nuværende MRPL-værdier samt fastsættelsen af RPL-værdien som aktionsgrænse.
Vedrørende returnering mener regeringen, at det er positivt, at tredjelandets kompetente myndighed på forhånd skriftligt garanterer at ville modtage fødevarerne og erklærer sig indforstået med afvisningsårsagen, og at de returnerede varer og evt. fremtidige produkter heraf ikke reeksporteres til EU. Det er endvidere positivt, at fødevarer, der ikke kan tillades returneret til tredjeland, skal destrueres inden for en frist på 60 dage.
Regeringen agter på den baggrund at
· stemme for forslag SANCO 1666/2004 vedrørende ændring af betegnelsen MRPL-værdier,
· stemme for forslag SANCO 10318/2004 vedrørende RPL-værdier som aktionsgrænse og harmoniserede regler for returnering og destruktion af animalske produkter fra tredjelande med indhold af restkoncentrationer over aktionsgrænsen.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og FiskeriFødevaredirektoratet J.nr.: 2004-20-221-01086 Den 7. juli 2004 RSBE/LCHK FVM 212 |
om forslag til ændring af Kommissionens beslutning nr. 2002/657 for så vidt angår analysemetoders ydeevne og fortolkning af resultater
samt om forslag til Kommissionens beslutning om fastsættelse af harmoniserede standarder for analyse af visse reststoffer ved import fra tredjelande
SANCO/1666/2004 og SANCO/10318/2003
Baggrund
Kommissionen har ved SANCO/1666/2004 fremsendt forslag om ændring af Kommissionens beslutning 2002/657 for så vidt angår analysemetoders ydeevne og fortolkning af resultater. Forslaget vedrører ændring af det nuværende navn for MRPL værdier (minimum required performance limits) til RPL (required performance limits). RPL/MRPL er den måleværdi, som analysemetoden som et minimum skal kunne måle. Endvidere har Kommissionen ved SANCO/10318/2003 (rev. 6) fremsendt forslag til en ny beslutning vedrørende harmoniserede standarder for analyse af visse forbudte stoffer og stoffer, der ikke er godkendt i EU. Forslaget (rev. 6) er modtaget den 6. juli 2004.
Forslag SANCO/10318/2003 er fremsat med hjemmel i Rådets Direktiv 97/78 af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet, særligt artikel 4 (5) og 17 (7).
Forslag SANCO/1666/2004 er fremsat med hjemmel i Rådets Direktiv 96/23 af 29. april 1996 om de kontrolforanstaltninger, der skal iværksættes for visse stoffer og restkoncentrationer heraf i levende dyr og produkter heraf og om ophævelse af direktiv 85/358/EØF og 86/469/EØF og beslutning 89/187/EØF og 91/664/EØF, særligt artikel 15 (1).
Forslagene behandles i en forskriftkomitéprocedure (Rådets afgørelse 1999/468/EF, art. 5) i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen beslutningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig imod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen.
Forslagene forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 15. juli 2004.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Forslagene vedrører dels ændring af, dels gennemførelsesforanstaltninger til allerede vedtagne retsakter, hvorfor der ikke redegøres for nærheds- og proportionalitetsprincippet.
Formål og indhold
Forslagene har til formål at fastsætte harmoniserede standarder for analyse af visse stoffer i produkter af animalsk oprindelse importeret fra tredjelande. For et mindre antal stoffer er der på nuværende tidspunkt fastsat MRPL-værdier (minimum required performance limits). MRPL-værdien er et udtryk for, hvad en analysemetode som et minimum skal kunne detektere.
Ændringen skal bidrage til en mere hensigtsmæssig anvendelse og forståelse af de nuværende MRPL-værdier, der indtil videre er sat for nogle få stoffer på bilag IV i forordning 2377/90 om en fælles fremgangsmåde for fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af veterinærmedicinske præparater i animalske levnedsmidler.
Kommissionen vil med forslag SANCO 1666/2004 ændre ”navnet” på de nuværende MRPL-værdier til RPL (required performance limits), således at MRPL-værdierne ikke forveksles med MRL-værdier (maximum residue limits) (grænseværdier).
Kommissionen foreslår i SANCO/10318/2003, at standarderne for analyse for visse stoffer i produkter af animalsk oprindelse importeret fra tredjelande skal harmoniseres for så vidt angår stoffer, som det er forbudt at anvende som veterinære lægemidler i EU, eller som ikke er godkendt i EU.
Derfor forslår Kommissionen at sætte RPL-værdien som aktionsgrænse. Forslaget beskriver endvidere, hvordan myndighederne skal agere, hvis der findes restindhold af ovennævnte stoffer over aktionsgrænsen. Fund af rester over aktionsgrænseværdien skal medføre destruktion af partiet, medmindre tredjelandets kompetente myndigheder ønsker partiet retur; i så fald bør partiet tillades returneret. Fund under aktionsgrænsen medfører frigivelse til omsætning.
I en tidligere udgave af forslaget SANCO/10318/2003 (rev. 5) var foreslået, at der for stoffer, der endnu ikke er vurderet, fastsættes en generel RPL-værdi på 10 mikrogram/kg.
Udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Gældende dansk ret
Området vedrørende betingelser for indførsel af animalske produkter og bestemmelser om oplagring og transit er reguleret ved bekendtgørelse nr. 234 af 30. marts 2004 om veterinærkontrol ved indførsel af animalske fødevarer. Ud over de i EU gældende RPL-værdier er der i dansk ret ikke fastsat nationale RPL-værdier for forbudte eller ikke godkendte stoffer. Fødevarelovens § 7, stk. 2 er gældende.
Konsekvenser
Forslagene skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet.
Forslagene vurderes ikke at have nogen samfundsøkonomiske eller statsfinansielle konsekvenser.
Høring
Forslagene har i medfør af fødevarelovens § 6 stk. 1 været sendt i høring til en bred kreds af organisationer og myndigheder. Forslaget SANCO/10318 indeholdt på daværende tidspunkt et forslag om, at der for stoffer, der endnu ikke var vurderet, blev fastsat en generel RPL-værdi på 10 mikrogram/kg. De indkomne høringssvar forholder sig således til dette forslag. Dette forslag indgår dog ikke i den endelige udgave af forslaget SANCO/10318, der er modtaget den 6. juli 2004.
Dansk Fisk og Landbrugsraadet støtter forslaget og finder det gavnligt for samhandelen og konkurrencevilkårene.
Forbrugerrådet kan ikke støtte forslaget om en generel RPL-værdi på 10 mikrogram/kg, da de mener denne værdi er meget høj for nogle stoffers vedkommende. Men forslaget om ændring af navnet for MRPL støttes.
Mejeriforeningen finder det positivt, at der fastlægges klare retningslinier for området, men finder at en generel RPL-værdi på 10 mikrogram/kg er meget høj.
Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Forslagene har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.