Rådsmøde økofin 16/7-04 Tillæg til samlenotat
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 2. juli 2004 – dagsordenspunkt rådsmøde (økonomi- og finansministre) den 16. juli 2004 – vedlægges Finansministeriets supplerende notat vedr. dagsordenspunkt 2.
|
28. juni 2004 |
Notat til Folketingets Europaudvalg: Rådskonklusioner om årsberetningen for Den Europæiske Solidaritetsfond for 2002-03
- Baggrund
- Indhold
- Nærheds- og proportionalitetsprincippet
- Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser
- Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Den Europæiske Solidaritetsfond blev oprettet i efteråret 2002 som reaktion på den ekstraordinære oversvømmelseskatastrofe, der ramte Centraleuropa i sommeren 2002. Fondens formål er at yde ekstraordinær økonomisk støtte til medlems- og kandidatlande, som bliver ramt af katastrofer af usædvanligt omfang.
I henhold til fondens retsgrundlag skal Kommissionen hvert år forelægge Rådet og Parlamentet en rapport om fondens aktiviteter i løbet af det forgangne år. Endvidere blev Kommissionen i forbindelse med tidligere anvendelse af fonden af budgetmyndighederne anmodet om at levere en status over anvendelsen af kriterierne for tildeling af støtte samt de anvendte støttesatser.
Det forventes, at Rådet på et kommende rådsmøde som a-punkt vil vedtage rådskonklusioner om Kommissionens årsberetning for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond for 2002-2003.
Det ventes, at Rådet i konklusionerne vil se med tilfredshed på Kommissionens rapport, som indeholder nyttig information om de indhøstede erfaringer.
Rådet ventes at erklære sig enig med Kommissionen i, at det er for tidligt at ændre basisretsakten. Samtidig ventes Rådet at tage en række Kommissionsforslag om praktiske foranstaltninger til en hurtigere sagsbehandling af ansøgninger til efterretning og samtidig opfordre Kommissionen til at sikre fuld og streng anvendelse af forordningens bestemmelser, navnlig for så vidt angår modtagerlandes afrapportering.
Rådet ventes endvidere i konklusionerne at understrege, at ansøgninger i forbindelse med ekstraordinære regionale katastrofer skal gennemgås meget nøje. Baggrunden herfor er, at disse ifølge regelgrundlaget kun undtagelsesvist kan ydes støtte.
Endelig understreger Rådet, at spørgsmålet om at medtage instrumentet i de finansielle perspektiver skal tages op under forhandlingerne om de finansielle perspektiver efter 2006
Regeringen skønner, at sagen er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.
En vedtagelse af rådskonklusionerne har ikke lovgivnings- eller statsfinansielle konsekvenser.
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.