Hjælpemenu

Hovedmenu

Høringssvar om arbejdsmiljøagentur (Bilbao)

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

1

400.C.2-0

EUK

22. juni 2004

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigelsesministeriets notat vedrørende høringssvar til grundnotat om Kommissionens forslag til ændring af den eksisterende forordning for det europæiske miljøagentur i Bilbao.

Notat

Høringssvar vedr. Kommissionens forslag til ændring af af den eksisterende forordning for det europæiske miljøagentur i Bilbao.

1. Høringssvar fra FA

"FA har med tak modtaget ovennævnte forslag til høring og skal meddele, at vi ikke har bemærkninger til forslaget".

2. Høringssvar fra LO

"LO kan støtte den foreslåede ændring af forordningen om oprettelse af et
europæisk arbejdsmiljøagentur. Set i lyset af udvidelsen af EU til 25 medlemmer og ændringen fra to årlige bestyrelsesmøder til et, er bestemmelsen i artikel  7A om oprettelsen af et forretningsudvalg helt nødvendigt.

Forretningsudvalget vil fremover få en helt afgørende betydning for, at
agenturet bliver velfungerende og kan løse sine opgaver. LO mener, at det nødvendigt at udvide forretningsudvalget til fem medlemmer fra hver gruppe i stedet for de to, som er foreslået i artikel 8, nr 8., så Forretningsudvalget bliver i stand til at repræsentere en bestyrelse på 75 personer på en reel og repræsentativ måde".

3. Høringssvar fra FTF

"FTF kan støtte den foreslåede ændring af forordningen om oprettelse af et europæisk arbejdsmiljøagentur. Set i lyset af udvidelsen af EU til 25 medlemmer og ændringen fra to årlige bestyrelsesmøder til et, er bestemmelsen i artikel 7A om oprettelsen af et forretningsudvalg helt nødvendigt.

Forretningsudvalget vil fremover få en helt afgørende betydning for, at agenturet bliver velfungerende og kan løse sine opgaver. Det er imidlertid efter FTF's opfattelse nødvendigt at udvide forretningsudvalget til fem medlemmer fra hver gruppe i stedet for de to, der er foreslået i artikel 8, nr 8., hvis det skal sikres, at Forretningsudvalget bliver i stand til at repræsentere en bestyrelse på 75 personer på en reel og repræsentativ måde.

FTF skal især pege på, at det kan blive overordentlig svært at sikre en reel medindflydelse for de enkelte landes repræsentanter med et forretningsudvalg på 5 personer, selv om det set fra Kommissionens side kan være en fordel med et meget lille organ".

4. Høringssvar fra DA

"Dansk Arbejdsgiverforening vil i det følgende afgive bemærkninger til Kommissionens forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. (EF) nr. 2062/94 om oprettelse af et europæisk Arbejdsmiljøagentur. DA finder det særdeles tilfredsstillende - men også nødvendigt - at Agenturet fortsat vedbliver med at være et trepartsorgan, med regerings-, lønmodtager- og arbejdsgiverrepræsentanter fra hvert EU-land i bestyrelsen. Såfremt forslaget om at reducere mødefrekvensen til kun 1 årligt bestyrelsesmøde fastholdes, finder DA det imidlertid afgørende, at der sikres mulighed for at arrangere supplerende møder, når det anses for nødvendigt.

Det anføres i forslaget, at forretningsudvalget skal bestå af 8 medlemmer (formanden, de 3 næstformænd, de 3 koordinatorer og yderligere en repræsentant for kommissionen). Det er DA’s vurdering, at det bliver ganske vanskeligt efter udvidelsen af EU at få repræsenteret EU-landenes holdningerne tilstrækkeligt, hvis forretningsudvalget omfatter så få repræsentanter. DA havde hellere set, at forretningsudvalget omfattede f.eks. 4-6 medlemmer pr. interessegruppe samt et medlem af kommissionen (jf. "Joint Opinion", Bilbao-agenturet, CEDEFOP og Dublin-instituttet). Dette kunne praktiseres ved en rotationsordning mellem f.eks. en nordeuropæisk repræsentant, en sydeuropæisk repræsentant, en mellemeuropæisk repræsentant og en østeuropæisk repræsentant i interessegruppen samt koordinatoren og/eller næstformanden. DA kan endvidere støtte forslaget om, at regeringsgruppen som de øvrige grupper fremover også har én stemme i bestyrelsen. DA kan støtte forslagene om styrkelse af samarbejdet med andre fællesskabsinstanser og styrkelse af arbejdsmarkedets parters rolle i netværket".

5. Høringssvar fra Ledernes Hovedorganisation

"Vedrørende "Indledende notat om forslag til Rådet forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2062/94 om oprettelse af et europæisk arbejdsmiljøagentur"

Ledernes Hovedorganisation hilser initiativet velkommen og kan fuldt ud tilslutte sig indholdet, som beskrevet i de fire hovedgrupper af forslag til ændringer af forordningen for Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur".

6. Høringssvar fra AC

"Tak for materialet vedr. ovenstående høring udsendt i går kl. 16.02 - og så er det vist ikke muligt at stramme den yderligere med hensyn til tidspunktet for udsendelse af høringsmateriale!

I dette tilfælde er AC dog så heldigt stillet, at vi ikke har kommentarer til det fremsendte materiale - dvs. den del af det, som vi har nået at sætte os ind i".