Europass ordning
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
||
|
1 |
400.C.2-0 |
EUK |
22. juni 2004 |
I opfølgning på møde i Europaudvalget den 19. maj 2004 vedlægges til underretning for Folketingets Europaudvalg Undervisningsministeriets notat vedrørende den nye Europass ordning.
Under samrådet den 19. maj 2004 blev der rejst to spørgsmål vedrørende den nye Europass ordning: Det ene i tilknytning til høringssvaret fra De samvirkende Invalideorganisationer (DSI) om den praksis, at nogle danske uddannelsesinstitutioner påfører eksamensbeviser de særlige vilkår, som nogle mennesker med handicap har i uddannelsesforløbet eller til eksamen. Og det andet om de elementer i høringssvaret, som Landsorganisationen (LO) anfører vedrørende vigtigheden af at sikre Europass en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet.
Ministeriet har efterfølgende været i kontakt med både DSI og LO om de to høringssvar.
Indledningsvist skal det understreges, at der ikke med Europass etableres en ny myndighedsfunktion. Europass er en ramme for eksisterende instrumenter og dokumenter.
DSI er enig heri, hvorfor de forhold, der rejses, ikke skal løses i forbindelse med den konkrete implementering af Europass. Men organisationen anfører, at dette bør være en anledning til at kikke nærmere på praksis. Det er derfor aftalt med DSI, at de snarest fremsender en henvendelse til ministeriet, hvori de konkretiserer deres synspunkter. Når denne foreligger, vil ministeriet vurdere, hvorvidt der bør ske ændringer i eksisterende praksis.
LO er i sit høringssvar primært optaget af, at der i forbindelse med implementeringen af Europass ordningen sikres en reel kobling til arbejdsmarkedets behov, herunder særligt den mobilitetsfremmende effekt. Der er enighed mellem LO og ministeriet om, at dette må sikres via dels målrettet informationsvirksomhed i forhold til konkrete brugergrupper, dels ved, at Europass på sigt knyttes an til voksenvejledning.
Det forventes, at Europass ordningen skal evalueres tre år efter beslutningens ikrafttræden og derefter hvert fjerde år. Ministeriet vil sikre, at spørgsmålet om koblingen til arbejdsmarkedets behov bliver ét af de parametre, der bliver behandlet i evalueringerne.